Ankestyrelsen fandt, at ansøgers opgivelse af arbejde i Island i forbindelse med, at hun flyttede til Danmark, ikke kunne anses for ubegrundet.
Kommunen og nævnet havde derfor ikke været berettiget til at fast sætte tilbagebetalingspligt for hjælp ydet i tiden 1. oktober 1992 til 31. december 1992.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgers samlever, og far til 2 af hendes børn, skulle påbegynde en længerevarende uddannelse i Danmark.
Ankestyrelsen henviste til, at det af pkt. 36 i Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 fremgår, at ved afgørelsen af om en vægring ved at påtage sig eller fortsætte med et arbejde, har været ubegrundet, kan arbejdsløshedskassens praksis vedrørende nægtelse af dagpenge være vejledende.
Af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings bekendtgørelse nr. 673 af 9. oktober 1991, § 26, stk. 1, nr. 5 (nu § 19, nr. 12, i bekendtgørelse nr. 975 af 10. december 1993), fremgår, at et medlem bl.a. har en fyldestgørende grund til at opsige et arbejde, når arbejdsophøret sker senest 2 år efter en flytning inden for landets grænser, der skyldes ægtefællens eller samleverens overtagelse af varigt arbejde, påbegyndelse af længerevarende uddannelse eller påbegyndelse eller flytning af selvstændig virksomhed uden for det hidtidige hjemsted. Ankestyrelsen fandt således, at der ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for en afvigelse fra den vejledende regel, hvorefter ophør med arbejde i forbindelse med flytning, der skyldes ægtefællens eller samleverens påbegyndelse af længerevarende uddannelse, anses som fyldestgørende begrundet arbejdsophør.
Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.
______________________________________________________
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 20286-94
Ansøger opsagde sit arbejde i Københavnsområdet, fordi hun skulle flytte til Fyn, hvor hun havde købt hus sammen med en ven, som hun skulle flytte sammen med.
Hun ansøgte en måneds tid efter flytningen til Fyn om kontanthjælp, da det havde vist sig at være svært at få arbejde.
Kommunen bevilgede kontanthjælp, og ansøger underskrev en tilbagebetalingserklæring, hvoraf det fremgik, at den modtagne hjælp var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, på grund af uberettiget opgivelse af arbejde.
Ansøger fik arbejde, efter at hun havde modtaget kontanthjælp i 2 måneder.
Kommunen fandt ved en revurdering af tilbagebetalingsspørgsmålet, at der skulle ske tilbagebetaling af den ydede kontanthjælp, idet kommunen henviste til, at ansøger selv havde valgt at opsige sit arbejde, og at hun i princippet kunne være blevet boende i Københavnsområdet og have beholdt sit job, indtil hun havde fundet nyt job på Fyn. Hun havde i så fald ikke haft behov for kontanthjælp i den omhandlede periode.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling og lagde vægt på, at ansøger på grund af flytningen havde opgivet sit hidtidige arbejde og derved frasagt sig et forsørgelsesgrundlag. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den del af hjælpen, der var ydet til terminsudgifter, i alle tilfælde skulle tilbagebetales i henhold til bistandslovens dagældende § 25, nr. 2 (nu § 7 i Social ministeriets bekendtgørelse nr. 824 af 13. oktober 1993).
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvorvidt flytning til Fyn i forbindelse med påbegyndelse af samliv og samtidigopgivelse af arbejde i Københavnsområdet medførte tilbagebetalings pligt af hjælp ydet efter flytningen.