Ankestyrelsens principafgørelse O-8-95

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 26, stk. 1, nr. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 93, stk. 1, nr. 3

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 36

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20753-93

Ansøger havde, 3 måneder før hun med sin samlever flyttede fra Island til Danmark, født sit 4. barn. Samleveren, der skulle påbegynde en uddannelse i Danmark af 5 års varighed, var fader til de 2 yngste børn på henholdsvis 2 år og 6 måneder. Ansøger havde gennem de seneste 8 år haft arbejde i en bank på Island, men var på flyttetidspunktet på barselsorlov og modtog barselsdagpenge fra Island i de første 4 måneder. Herefter ansøgte hun kommunen om kontanthjælp. Det var på daværende tidspunkt uafklaret, om hun ville være berettiget til at modtage arbejdsløshedsdagpenge, eventuelt efter en kortere arbejdsperiode.

Kommunen bevilgede ansøger kontanthjælp med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, idet kommunen henviste til, at hun var selvforskyldt arbejdsløs. Kommunen henviste senere til, at der var tale om ubegrundet opgivelse af arbejde, idet ansøger opsagde sit faste arbejde for at flytte til Danmark.

Ankenævnet henviste i sin afgørelse til, at der ikke kunne kræves tilbagebetaling med den af kommunen anførte begrundelse om, at arbejdsløsheden var "selvforskyldt", ligesom det ikke var tilstrækkeligt at henvise til, at ansøger selv havde opsagt sit arbejde. Der skulle derimod foretages en konkret vurdering af, om ansøgers opgivelse af det hidtidige arbejde havde været ubegrundet.

Ud fra en sådan konkret vurdering fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre kommunens afgørelse. Nævnet fandt således ikke, at samleverens påbegyndelse af studium i Danmark havde givet rimelig grund til at opgive arbejdet i Island.

Ansøger anførte i klagen til Ankestyrelsen bl.a., at hun fulgte med samleveren til Danmark, fordi der ikke var nogen grund til at opretholde to hjem. Hun fandt endvidere, at børnene skulle have mulighed for at være sammen med deres far.

Det blev, efter at sagen var indbragt for Ankestyrelsen, oplyst, at ansøger havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge fra den 1. januar 1993.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der forelå ubegrundet opgivelse af arbejde i en situation, hvor ansøger havde opgivet sit arbejde i Island for at følge sin samlever, der skulle påbegynde en længerevarende uddannelse i Danmark, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers opgivelse af arbejde i Island i forbindelse med, at hun flyttede til Danmark, ikke kunne anses for ubegrundet.

Kommunen og nævnet havde derfor ikke været berettiget til at fast sætte tilbagebetalingspligt for hjælp ydet i tiden 1. oktober 1992 til 31. december 1992.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgers samlever, og far til 2 af hendes børn, skulle påbegynde en længerevarende uddannelse i Danmark.

Ankestyrelsen henviste til, at det af pkt. 36 i Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 fremgår, at ved afgørelsen af om en vægring ved at påtage sig eller fortsætte med et arbejde, har været ubegrundet, kan arbejdsløshedskassens praksis vedrørende nægtelse af dagpenge være vejledende.

Af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings bekendtgørelse nr. 673 af 9. oktober 1991, § 26, stk. 1, nr. 5 (nu § 19, nr. 12, i bekendtgørelse nr. 975 af 10. december 1993), fremgår, at et medlem bl.a. har en fyldestgørende grund til at opsige et arbejde, når arbejdsophøret sker senest 2 år efter en flytning inden for landets grænser, der skyldes ægtefællens eller samleverens overtagelse af varigt arbejde, påbegyndelse af længerevarende uddannelse eller påbegyndelse eller flytning af selvstændig virksomhed uden for det hidtidige hjemsted. Ankestyrelsen fandt således, at der ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for en afvigelse fra den vejledende regel, hvorefter ophør med arbejde i forbindelse med flytning, der skyldes ægtefællens eller samleverens påbegyndelse af længerevarende uddannelse, anses som fyldestgørende begrundet arbejdsophør.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

______________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20286-94

Ansøger opsagde sit arbejde i Københavnsområdet, fordi hun skulle flytte til Fyn, hvor hun havde købt hus sammen med en ven, som hun skulle flytte sammen med.

Hun ansøgte en måneds tid efter flytningen til Fyn om kontanthjælp, da det havde vist sig at være svært at få arbejde.

Kommunen bevilgede kontanthjælp, og ansøger underskrev en tilbagebetalingserklæring, hvoraf det fremgik, at den modtagne hjælp var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, på grund af uberettiget opgivelse af arbejde.

Ansøger fik arbejde, efter at hun havde modtaget kontanthjælp i 2 måneder.

Kommunen fandt ved en revurdering af tilbagebetalingsspørgsmålet, at der skulle ske tilbagebetaling af den ydede kontanthjælp, idet kommunen henviste til, at ansøger selv havde valgt at opsige sit arbejde, og at hun i princippet kunne være blevet boende i Københavnsområdet og have beholdt sit job, indtil hun havde fundet nyt job på Fyn. Hun havde i så fald ikke haft behov for kontanthjælp i den omhandlede periode.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling og lagde vægt på, at ansøger på grund af flytningen havde opgivet sit hidtidige arbejde og derved frasagt sig et forsørgelsesgrundlag. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den del af hjælpen, der var ydet til terminsudgifter, i alle tilfælde skulle tilbagebetales i henhold til bistandslovens dagældende § 25, nr. 2 (nu § 7 i Social ministeriets bekendtgørelse nr. 824 af 13. oktober 1993).

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvorvidt flytning til Fyn i forbindelse med påbegyndelse af samliv og samtidigopgivelse af arbejde i Københavnsområdet medførte tilbagebetalings pligt af hjælp ydet efter flytningen.

Ankestyrelsen fandt, at opgivelse af arbejdet i Københavnsområdet i forbindelse med flytning til Fyn måtte betragtes som ubegrundet opgivelse af arbejde i bistandslovens forstand.

Den modtagne kontanthjælp skulle derfor, for den del der var ydet til terminshjælp, tilbagebetales efter bistandslovens dagældende § 25, nr. 2. Den resterende kontanthjælp skulle tilbagebetales efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen, som i den første sag, vægt på de vejledende regler i bekendtgørelsen fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger først ved flytningen til Fyn etablerede fast samliv med sin ven.

Der var således ikke tale om en af de situationer, jf. ovennævnte bekendtgørelse, der kunne begrunde, at arbejdsophøret kunne betragtes som fyldestgørende begrundet. Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.