A kommune bevilgede i november 1992 en familie et beløb på 100.000 kr. i henhold til bistandslovens § 48, stk. 2, til udbetaling på et andet hus. Samtidig bevilgedes hjælp til betaling af sagsomkostninger og flytteudgifter.
Forudsætningen for bevillingen var, at huset eventuelt med få ændringer skulle være en velegnet bolig for sønnen, der var multihandi cappet.
A kommune havde inden bevillingen undersøgt muligheden for ombygning af familiens aktuelle bolig, således at den blev anvendelig for sønnen. Ombygningen blev imidlertid opgivet, da udgiften ville beløbe sig til 200.000-250.000 kr.
I juni 1993 oplyste familien til A kommune, at familiens hus var solgt pr. 1. august 1993, og man påtænkte at købe hus i B kommune.
Den 2. august oplyste familien til A kommune, at man havde købt hus i B kommune til indflytning den 1. september 1993.
Uden at have kendskab til boligen søgte A kommune den 20. august B kommune om samtykke til flytningen. Kommunen henviste bl.a. til, at familien ved flytningen opnåede bedre boligforhold.
B kommune afslog den 27. august at give tilsagn til flytningen. Afgørelsen begrundedes med, at familien var bevilget hjælp til flyt ningen, før der var søgt om flyttetilsagn. Samtidig henvistes der til, at der på det foreliggende grundlag ikke kunne tages stilling til, om flytningen medførte en sådan boligmæssig forbedring, at der ikke var behov for ændringer i større omfang. A kommune havde i sin klage til ankenævnet bl.a. anført, at man først den 15. september 1993 fik oplysninger om hushandlerne. Tilskuddet udbetaltes samme dag til familien. Den 24. oktober søgtes påny om flyttetilsagn.
A kommune henviste til, at der forelå en boligmæssig forbedring, ligesom der henvistes til, at proceduren i § 47, stk. 2, var opfyldt, i det forespørgsel skete på det tidspunkt, hvor kommunen blev bekendt med, at familien agtede at benytte bevillingen til køb af bolig i B kommune.
B kommune anførte, at kommunen fastholdt, at der ikke kunne gives samtykke til flytningen efter bistandslovens § 47, når A kommune havde givet bevillingen, før der var søgt samtykke. Der henvistesdesuden til, at A kommune den 11. juni 1993 havde bekræftet, at be villingen var gældende, uanset at huset, som familien ønskede at købe, lå i en anden kommune.
Ankenævnet fandt, at den flyttehjælp, der var ydet familien, medførte en forbedring af familiens boligmæssige forhold.
Henset til sagens oplysninger, hvorefter B kommune den 27. august gav afslag på A kommunes ansøgning af 20. august om accept, samt det anførte, hvorefter A kommune på baggrund af en konkret vurdering af de økonomiske og boligmæssige forhold efterfølgende den 15. september 1993 besluttede at yde den ansøgte hjælp, fandt nævnet, at den i bistandslovens § 47, stk. 2, angivne fremgangsmåde måtte anses for fulgt.
Efter det i sagen anførte, hvorefter A kommunes bevilling af 3. no vember 1992 var givet under forudsætning af, at den nye bolig skulle være hensigtsmæssigt indrettet, specielt i forhold til familiens multihandicappede søn, var det nævnets opfattelse, at det overfor familien var tilkendegivet, at der ikke var tale om et ubetinget tilsagn om støtte.
Nævnet ændrede derfor B kommunes afgørelse.
B kommune anførte i sin klage til Ankestyrelsen, at nævnets afgørelse var i modstrid med lovens bestemmelser og udsendte SM-afgørelser. Kommunen fastholdt, at den formelle og reelle procedure ikke var overholdt.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om reglerne i bistandslovens § 47, stk. 2, skal iagttages i en situation, hvorder ydes hjælp i henhold til bistandslovens § 48, stk. 2, til anskaf felse af en handicapvenlig bolig og i bekræftende fald på hvilket tidspunkt i sagsforløbet, der skal ske henvendelse til tilflytningskommunen.