Ankestyrelsens principafgørelse O-66-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 48, stk. 4

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 38, pkt. 51, pkt. 52

En gift kvinde med epilepsi, der var tilkendt forhøjet almindelig førtidspension den 1. november 1991, var bevilget hjælp til medicin efter bistandslovens § 48, stk. 4. Kommunen havde bevilget medicinen for perioden 13. november 1991 til 30. november 1992.

Den 19. december 1991 opsagde kommunen medicinbevillingen til udløb den 31. marts 1992. Begrundelsen herfor var, at kommunen ikke fandt, at kvinden var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 4, idet kvinden var pensionist og derfor skulle have sine medicinudgifter dækket efter pensionslovgivningens regler.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afslag på dækning af merudgifter til medicin, men ændrede kommunens tilbagekaldelse af bevillingen den 13. november 1991.

Nævnet fandt, at kommunen var bundet af sin bevilling, da en eventuel ulovlig begunstigende forvaltningsakt kun kunne omgøres til skade for borgeren, såfremt ulovligheden kunne betragtes som åbenbar, hvilket ikke sås at være tilfældet, idet kommunen havde støttet sig til en fortolkning, som kommunen senere forkastede. Risikoen for det passerede fandtes derfor at måtte placeres hos kommunen. Kommunen klagede over afgørelsen, idet man i kommunen var af den opfattelse, at der konkret måtte være mulighed for tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, når der var tale om en skønsmæssig afgørelse, og når der var tale om en rimelig tilbagekaldelsesfrist på3 måneder. Baggrunden for kommunens ændrede fortolkning af bistands lovens § 48, stk. 4, var en konkret forespørgsel til Socialministeriet om personkredsen. Herefter måtte kommunen revidere samtlige bevillinger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune kan tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt under hensyn til, at der er tale om en skønsmæssig afgørelse og under henvisning til, at der er tale om en tilbagekaldelsesfrist på 3 måneder, jf. at kommunen har revurderet samtlige bevillinger, der er givet.

Ankestyrelsen tiltrådte ankenævnets afgørelse.

Udgangspunktet ved afgørelsen var, at ansøgninger om førtidspensionisters medicinudgifter skal behandles efter pensionslovgivningen. Pensionister kan derfor normalt ikke modtage støtte til dækning af medicinudgifter efter bistandslovens § 48, således som det er beskrevet i Socialministeriets vejledning om hjælp efter bistands lovens § 48, hvor det i pkt. 38 bl.a. er anført, at bestemmelsen som hovedregel alene tager sigte på ikke-pensionister.

Ankestyrelsen har i en række sager taget stilling til, hvorvidt hovedreglen, om at pensionister ikke kan få dækket deres merudgift efter bistandslovens § 48, stk. 4, kan fraviges. Det drejede sig omsager, hvor problemstillingen var, om merudgifterne var så betydelige, at udgifterne ikke kunne dækkes gennem ydelser efter pensions lovgivningen, efter reglerne om personligt tillæg til pensionen, og derfor i stedet måtte dækkes efter reglerne i bistandslovens § 48, stk. 4, som merudgifter ved forsørgelsen. Ankestyrelsen havde i nogle af disse sager tilkendt støtte til pensionister efter bistandslovens § 48. Sagerne er offentliggjort i Sociale Meddelelser SM O-40-85.

Efter oplysningerne i sagen, hvorefter ansøgerens gennemsnitlige månedlige medicinudgifter til behandling af epilepsilidelsen var 173 kr., ville ansøgeren ikke være berettiget til støtte til medicin efter bistandslovens § 48, da udgiften ikke var større, end at det var muligt at yde hjælpen efter pensionslovens regler, jf. sag 2 og 6 i forannævnte SM.

Efter det oplyste opfyldte ansøgeren imidlertid heller ikke betingelserne for tilsvarende støtte efter pensionslovgivningen. Dette var begrundet med, at familiens indtægter oversteg det beløb, der berettiger til støtte.

Ansøgeren var således hverken efter bistandslovens § 48, stk. 4, eller pensionslovens regler berettiget til støtte til sine merudgifter.

Afgørelsen, hvorefter ansøgeren - efter det foran anførte - fejlagtigt var tilkendt støtte til epilepsimedicin for perioden 13. november 1991 - 30. november 1992, var udtryk for en vildfarelse fra kommunens side.

Under hensyn til at kommunens vildfarelse ikke var åbenbar, at vildfarelsen ikke kunne lægges ansøgeren til last, da der ikke var tale om, at hun burde have indset, at bevillingen var givet med urette, og da bevillingen havde skabt nogle forventninger hos hende, fandt Ankestyrelsen, at kommunen var bundet af sin afgørelse i resten af bevillingsperioden, hvorimod ansøgeren - under i øvrigt uændrede omstændigheder - ikke var berettiget til støtte fra 1. december 1992. Vedrørende tiden efter 1. december 1992 lagde Ankestyrelsen også vægt på, at ydelsen ikke havde afgørende betydning for ansøgerens personlige økonomi.