Ankestyrelsens principafgørelse O-7-95

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 35a, stk. 1 og § 35a, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 78, pkt. 79

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 40005-94: Sagen vedrørte to søskende, på henholdsvis knap 2 år og 6 måneder, som var anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Baggrunden foranbringelsen var, at begge børn udviste svære tegn på understimu lering og begyndende fejludvikling. Der havde tidligere været iværksat en lang række hjælpeforanstaltninger, men det havde ikke været muligt at bibringe forældrene en nærmere indsigt i børnenes behov.

Udvalgets beslutning om anbringelse udenfor hjemmet blev truffet for en periode på to år i medfør af § 35 a, stk. 2.

Ankestyrelsen tiltrådte udvalgets afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at betingelserne for en forlængelse af fristen var opfyldt og ændrede afgørelsen, således at sagen skulle genbehandles efter den sædvanlige frist, jf. § 35 a, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke hos børnene var afgørende forhold, som talte for forlængelse af fristen, navnlig under hensyn til deres alder.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 40277-93: Sagen vedrørte et barn på 6 år, der igennem ca. 2 år havde været anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie. Mens barnet var yngre, havde det i flere omgange haft ophold uden for hjemmet med moderens samtykke, og moderen havde under den seneste anbringelsesperiode flere gange begæret barnet hjemgivet.

Moderen ønskede nu, at der skulle etableres en frivillig anbringelseaf barnet. Moderen modtog førtidspension på baggrund af en svag psy kisk konstitution, der medførte stadige misbrugsproblemer. Moderens samlivsforhold havde været præget af alkoholproblemer og vold. Udvalget henviste til den almindelige genbehandlingsfrist i lovens § 35 a, stk. 1.

Ankestyrelsen tiltrådte, at barnet fortsat skulle være anbragt udenfor hjemmet uden samtykke. Ankestyrelsen lagde herved vægt på moderens fortsatte ustabile forhold, der umuliggjorde, at hun kunne vare tage omsorgen for barnet. Der blev videre lagt vægt på barnets behov for langvarig forudsigelighed og stabilitet samt på, at moderenadskillige gange enten havde hjemtaget barnet eller havde tilkende givet at ville hjemtage barnet.

Ankestyrelsen bestemte samtidig, at fristen for sagens genbehandling i Børn og unge-udvalget skulle ændres, således at den blev forlænget til 2 år regnet fra Ankestyrelsens afgørelse, jf. bistandslovens § 35 a, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke var tegn på ændringer i moderens forhold, og at barnets behandlingsbehov strakte sig over flere år, hvorfor anbringelsen med stor sikkerhed måtte antages at vedvare ud over fristen på 1 år.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at barnet havde et stort behov for langvarig sikkerhed i anbringelsen.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 40151-93: Sagen vedrørte et barn på 10 1/2 år, der havde været anbragt uden for hjemmet uden moderens samtykke, fra det var knap 2 år.

Moderen var skizofren uden sygdomsindsigt, og hun var ofte indlagt på psykiatrisk hospital. Moderen fungerede ikke, medmindre hun hele tiden fik hjælp såvel praktisk som følelsesmæssigt.

Barnet var alderssvarende udviklet på alle områder. Barnet krævede imidlertid meget tryghed for at åbne sig og vise, hvad det kunne. Barnet var meget loyal overfor moderen. Der var ofte konflikter om kring samværet, og barnet var utryg ved samkvem med moderen.

Børn og unge-udvalget besluttede under henvisning til § 35 a, stk. 2, at fristen skulle forlænges, indtil barnet fyldte 15 år og blev selvstændig part i sagen.

Ankestyrelsen tiltrådte udvalgets afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Ankestyrelsen fandt, at fristen for fornyet behandling i udvalget skulle sættes til 2 år fra udvalgets beslutning, jf. bistandslovens § 35 a, stk. 2 og ændrede således fristen fra 4 år til 2 år.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at betingelserne i § 35 a, stk. 2, varopfyldt, idet barnet havde behov for ro om sin anbringelse i en læn gere periode, og at anbringelsen i øvrigt med stor sikkerhed skønnedes at ville vare udover den sædvanlige frist i § 35 a, stk. 1. Der blev endvidere lagt vægt på, at barnet efter det fyldte 12. år ifølge loven havde mulighed for at udtale sig til udvalget.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 40341-93: Sagen vedrørte to søskende på henholdsvis 15 år og 12 år. Børnene havde været anbragt uden for hjemmet, siden de var henholdsvis 5 år og 2 år. Børnene havde haft ophold både på almindeligt børnehjem og i familiepleje. For tiden var det ældste barn anbragt på kostskole og det yngste barn på behandlingshjem.

Begge børn havde massive personlighedsmæssige problemer som følge af skade, de havde pådraget sig i deres tidlige barndom.

Om moderen var det oplyst, at hun modtog højeste førtidspension på grund af svær skizofreni.

Børn og unge-udvalget besluttede under henvisning til § 35 a, stk. 2, at fristen skulle forlænges til 2 år fra udvalgets afgørelse.

Ankestyrelsen tiltrådte udvalgets afgørelse og fandt således, at betingelserne for at forlænge behandlingsfristen til 2 år var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at moderens forhold på baggrundaf hendes lange sygeperiode fortsat ikke kunne anses for tilstrække lig stabiliseret, ligesom hensynet til børnene talte for, at de i en lang periode fik ro omkring spørgsmålet om eventuel hjemgivelse.

Indbringelse for Landsretten: Vestre Landsret ændrede Ankestyrelsens afgørelse, for så vidt angår den forlængede genbehandlingsfrist.

Landsretten udtalte, at uanset at det måtte antages, at de forhold, der lå til grund for afgørelsen, ville vedvare ud over 1 års fristen i bistandslovens § 35 a, stk. 1, fandtes hensynet til børnene ikke afgørende at tilsige, at fristen blev forlænget.

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 40089-94:Sagen vedrørte et 14-årigt barn, der for anden gang skulle have be handlet sin sag i Børn og unge-udvalget. Anbringelsen hvilede på mistanke om seksuelle overgreb fra faderen og eventuelt ligeledes fra moderen, der havde det psykisk dårligt.

Børn og unge-udvalget havde truffet beslutning om, at fristen skulle forlænges til 4 år, til barnet fyldte 18 år, i medfør af § 35 a, stk. 2.

Ankestyrelsen tiltrådte udvalgets afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for forlængelse af fristen i § 35 a, stk. 2 var opfyldt, idet de forhold, der lå til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed måtte antages at vedvare udover den almindelige frist på 1 år, og idet hensynet til barnet afgørende tilsagde en forlængelse af denne frist. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at disse forhold allerede på nuværende tidspunkt kunne antages at vedvare i 4 år under hensyn tilmoderens begyndende erkendelse af situationen og barnets rivende udvikling. Ankestyrelsen besluttede herefter at ændre fristen for gen behandling fra 4 år til 2 år fra udvalgets afgørelse.

Sagsfremstilling 6:

Sag nr. 6 - j.nr. 40245-93: Sagen vedrørte et 14-årigt barn, der netop var blevet anbragt uden forhjemmet. Barnet havde haft store vanskeligheder i forhold til fade ren, der bl.a havde været voldelig over for det. Barnet havde gennem mange år tillige været udsat for psykisk vold. Barnet havde udtalt, at det ønskede at begå selvmord.

Børn og unge-udvalget fandt, at barnet skulle være anbragt uden for hjemmet, og at beslutningen skulle være gældende i 2 år i medfør af § 35 a, stk. 2.

Ankestyrelsen tiltrådte udvalgets afgørelse og fandt således, at betingelserne for at forlænge fristen i § 35 a, stk. 2 til 2 år fra udvalgets afgørelse var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på den årelange fejludvikling hos barnet i form af vrede og blokeringer, manglende evne til at omgås jævnaldrende samt vanskeligheder ved at modtage indlæring. Disse forhold bevirkede, at anbringelsen med stor sikkerhed måtte antages at vedvare ud over den almindelige frist på 1 år, jf. § 35 a, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at barnet havde et påtrængende behov for, at tidsperspektivet for anbringelsen var langsigtet, således at der kunne ske en stabilisering af dets tilværelse.

Sagsfremstilling 7:

Sag nr. 7 - j.nr. 40033-94: Sagen vedrørte et barn på 16 1/2 år, der var blevet anbragt uden for hjemmet, idet barnet havde store sociale vanskeligheder med misbrug og kriminalitet.

Udvalget traf beslutningen for en periode på 1 1/2 år, indtil barnet blev 18 år.

Forældrene havde igennem alle årene haft problemer med indbyrdes vold og alkoholmisbrug. Moderen var adskillige gange flyttet fra hjemmet med børnene på grund af ægtefællens vold. Faderen truede endvidere barnet med alvorlig vold, og barnet var meget præget af det anspændte forhold til faderen.

Ankestyrelsen tiltrådte udvalgets afgørelse om, at barnet skulle være anbragt udenfor hjemmet uden forældrenes samtykke til det fyldte 18. år.

Ankestyrelsen lagde vægt på den i sagens akter dokumenterede vold i hjemmet og barnets reaktioner herpå. Endvidere blev der lagt vægt på, at barnet havde brug for tryghed og ro i dagligdagen. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at betingelserne for forlæn gelse af fristen i 1 1/2 år var opfyldt, idet drengen havde behov for ro om sin anbringelse, og at anbringelsen med stor sikkerhed måtte antages at vedvare ud over den almindelige frist på 1 år, jf. § 35 a, stk. 2.

Sagsfremstilling 8:

Sag nr. 8 - j.nr. 40190-94: Sagen vedrørte et barn på 10 år, der havde midlertidigt ophold på en institution på grund af adfærdsproblemer. Barnet var grænsesøgende og normbrydende i sin opførsel. Barnet havde desuden været udsat for et sexuelt overgreb fra en jævnaldrende kammerat.

Forældrene afviste, at barnet havde brug for hjælp og støtte. De var i overvejende grad optaget af egne interesser, og de formåede kun i ringe grad at indleve sig i barnets situation og dermed at tilgodese dets følelsesmæssige behov for kontakt og omsorg.

Udvalget havde henvist til lovens almindelig genbehandlingsfrist på 1 år.

Ankestyrelsen stadfæstede udvalgets afgørelse om, at barnet skulle være anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at barnets behandlingsbehov vartilstrækkeligt afdækket gennem de foretagne undersøgelser. Ankesty relsen henstillede derfor til kommunen, at der blev foretaget en børnepsykiatrisk undersøgelse af barnet med henblik på afklaring af det videre behandlingsforløb.

Ankestyrelsen ændrede på denne baggrund genbehandlingsfristen, således at sagen skulle genoptages, når resultatet af den børnepsykiatriske undersøgelse forelå, dog senest 6 måneder fra Børn og unge udvalgets afgørelse, jf. bistandslovens § 35 a, stk. 1, 3. pkt.

Sagsfremstilling 9:

Sag nr. 9 - j.nr. 40209-93: Sagen vedrørte et barn på 7 år, der var anbragt uden for hjemmet uden moderens samtykke. Moderen havde haft et mangeårigt stofmisbrug og en ustabil livsførelse. Moderen havde derfor ikke været i stand til at drage omsorg for barnet.

Gennem det seneste år havde moderen indledt et stabilt samlivsfor hold, og hun havde påbegyndt en nedtrapning. Denne nedtrapning skulle være fuldt gennemført 14 dage efter Børn og unge-udvalgets afgørelse.

Udvalget henviste til lovens almindelig genbehandlingsfrist på 1 år.

Ankestyrelsen tiltrådte udvalgets afgørelse om, at barnet skulle være anbragt uden for hjemmet uden moderens samtykke. Ankestyrelsen ændrede samtidig genbehandlingsfristen, således atsagen skulle optages til fornyet behandling inden 1/2 år efter Anke styrelsens afgørelse, jf. bistandslovens § 35 a, stk. 1, 3. pkt., med henblik på revurdering af moderens forhold.

Ankestyrelsen lagde ved ændringen af genbehandlingsfristen vægt på oplysningerne om, at moderen ikke havde fået metadon gennem de seneste 2 måneder, at moderen ikke fik anden medicin, og at hun var indstillet på fortsat urinkontrol i ca. 1 år.