Ankestyrelsens principafgørelse O-115-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

02-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 69b

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 21239-94

Sagen vedrørte en enlig mor, der den 25. februar 1994 fik bevilget orlov til børnepasning af sin arbejdsgiver. Hun udfyldte og afleverede den 2. marts 1994 et ansøgningsskema om supplerende tilskud til kommunens områdekontor. Samtidig sendte hun et ansøgningsskema om forældreorlov til Arbejdsformidlingen, der modtog skemaet den 3. marts 1994. Arbejdsformidlingen behandlede de indkomne ansøgninger efter, hvornår orlovsperioderne skulle begynde.

Medens orlovsansøgningen blev behandlet, besluttede byrådet på et møde den 28. marts 1994, at fra og med denne dato ville kommunen ophøre med at give supplerende tilskud til forældre på orlov til børnepasning. Kommunens beslutning blev offentliggjort i lokalradioen den 29. marts 1994, ved opslag på kommunens biblioteker samt ved annoncering i dagspressen den 30. marts 1994. Arbejdsformidlingen sendte endvidere den 30. marts 1994 en standardskrivelse vedrørende beslutningen til moderen.

Den 7. april 1994 godkendte Arbejdsformidlingen moderens ansøgning om forældreorlov.

Kommunen gav i første omgang moderen afslag på supplerende tilskud efter bistandslovens § 69b. Dette afslag blev hjemvist af ankenævnet, idet nævnet anmodede kommunen om at vurdere, hvorvidt hensynet til moderens eventuelle dokumenterede uigenkaldelige dispositioner ville give moderen ret til det supplerende tilskud efter de før den 28. marts 1994 gældende regler.

Nævnets anmodning var begrundet i, at Tilsynsrådet i et brev af 20. maj efter anmodning havde udtalt, at hvis en orlovsansøgning ikke på tidspunktet for kommunens beslutning var godkendt af Arbejdsformidlingen, kunne ansøgere som udgangspunkt ikke støtte ret på et forventningssynspunkt. Det kunne dog ikke udelukkes, at der helt konkret ville kunne forekomme situationer, hvor hensynet til en ansøgers dokumenterede uigenkaldelige dispositioner muligt kunne være så tungtvejende, at det ville kunne slå igennem over for forventningssynspunktet.

Kommunen fastholdt efterfølgende afslaget, idet den fandt, at der ikke var tale om uigenkaldelige dispositioner, idet moderen ville have haft mulighed for at annullere orloven straks, det blev offentliggjort, at kommunen fra den 28. marts 1994 ophævede tilskudsordningen.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kommunens afslag. Nævnet var enig med kommunen i, at der ikke havde foreligget uigenkaldelige dispositioner i forbindelse med orlovsansøgningen.

Sagen blev behandlet på et principielt møde med henblik på belysning af betydningen af en ansøgers forventninger om supplerende tilskud efter bistandslovens § 69b under orlov til børnepasning i forhold til en kommunes beslutning om at ophæve det supplerende tilskud.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til det supplerende kommunale tilskud, jf. bistandslovens § 69b under orlov til børnepasning.

Ankestyrelsen bemærkede generelt, at kommunen havde været berettiget til at træffe beslutning om ophævelse af det kommunale tilskud for fremtiden, og at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde offentliggjort sin beslutning om ordningens ophør.

På dette grundlag vurderede Ankestyrelsen spørgsmålet, om ansøgeren havde ret til det supplerende tilskud, uanset at hun ikke havde fået bevilget orlovsydelse af Arbejdsformidlingen, da kommunen besluttede at ophæve det supplerende tilskud, men havde indgivet ansøgning herom til Arbejdsformidlingen og havde indgivet ansøgning om supplerende tilskud til kommunen inden beslutningen om ophævelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden i bistandslovens § 69b, hvor efter en kommunalbestyrelse kan beslutte at give et supplerende tilskud til forældre, der modtager orlovsydelse til børnepasning, jf. lov om orlov. På grundlag af bestemmelsens formulering fandt Ankestyrelsen, at alene forældre, der havde fået bevilget orlovsydelse, kunne antages at have en berettiget forventning om at få supplerende tilskud hertil efter bistandslovens § 69b efter den kommunale praksis, der gjaldt for tidspunktet for bevillingen af orlovsydelse.

Det er Arbejdsformidlingen, der, jf. lov om orlov, træffer afgørelse om bevilling af orlov efter indgivelse af ansøgning. Det var i sagen oplyst, at ansøgningerne blev behandlet efter, hvornår orloven skulle træde i kraft.

Idet ansøgeren ikke den 28. marts 1994, hvor kommunen traf beslutning om for fremtiden at ophøre med at bevilge det supplerende tilskud, havde modtaget Arbejdsformidlingens godkendelse af ansøgningen om orlov, og ansøgeren således ikke på det tidspunkt kunne siges at "modtage" orlovsydelse til børnepasning, fandtes ansøgeren ikke retligt den 28. marts 1994 at kunne antages at have en berettiget forventning om at få bevilget det supplerende tilskud.

Ankestyrelsen fandt, at Arbejdsformidlingens behandling af orlovs ansøgningerne var foregået efter et sagligt kriterium, og at der ikke for ansøgeren havde foreligget dokumenterede uoprettelige dispositioner i forbindelse med orlovsansøgningen.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20219-95

En mor til en datter på 7 år søgte forældreorlov og supplerende tilskud til orlovsydelsen. Kommunen og arbejdsgiveren attesterede ansøgningen i slutningen af maj og begyndelsen af juni måned 1994, men den dokumentation, der var krævet i forbindelse med ansøgning om tilskud, forelå først fra Arbejdsformidlingen den 6. juli 1994. Samme dag ansøgte moderen kommunen om tilskud til orlovsydelse.

Den 27. juni 1994 traf kommunen beslutning om med virkning fra den 29. juni 1994 at nedsætte det supplerende tilskud, samtidig med at tilskud fremover kun kunne ydes til forældre med børn i aldersgruppen 0-2 år. Dagen efter kommunens beslutning blev den offentliggjort i 3 aviser i lokalområdet.

Kommunen gav den 22. august 1994 afslag på ansøgning om dispensation fra beslutningen. Kommunen henviste til, at den i forbindelse med sin beslutning om at ændre praksis havde fulgt Indenrigs- og Social ministeriets vejledning af 9. marts 1994 og havde sikret sig, at informationen omkring praksisændringen var tilgået offentligheden i videre omfang end normalt.

Kommunen fandt endvidere, at forvaltningen ikke havde mulighed for at behandle en ansøgning om supplerende tilskud til orlovsydelse, før dokumentation på bevilget orlov fra Arbejdsformidlingen forelå. Denne dokumentation forelå først den 6. juli 1994. Der var således ikke på det foreliggende grundlag belæg for at meddele dispensation.

Ankenævnet tiltrådte den 27. december 1994 kommunens afslag, idet der først var søgt om tilskud den 6. juli 1994, og idet der ikke fandtes at være nogen undskyldning for, at ansøgeren ikke havde kontaktet kommunen før. Endvidere fandt nævnet, at kommunen havde informeret i dagspressen vedrørende ændring af tilskudsordningen.

Sagen blev behandlet på principielt møde som supplement til sag nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til det supplerende kommunale tilskud, jf. bistandslovens § 69b, under orlov til børnepasning.

Generelt bemærkede Ankestyrelsen, at kommunen havde været berettiget til at træffe beslutning om at ophæve det kommunale supplerende tilskud for fremtiden, og at kommunen i fornødent omfang havde offentliggjort sin beslutning om ordningens ophør.

Ankestyrelsen vurderede på dette grundlag spørgsmålet, om ansøgeren havde ret til det supplerende tilskud, uanset at hun ikke havde fået bevilget orlovsydelse af Arbejdsformidlingen, da kommunen besluttede at ophæve det supplerende tilskud, men havde indgivet ansøgning herom til Arbejdsformidlingen inden beslutningen om ophævelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden i bistandslovens § 69b, hvor efter en kommunalbestyrelse kan beslutte at give et supplerende tilskud til forældre, der modtager orlovsydelse til børnepasning, jf. lov om orlov.

På grundlag af bestemmelsens formulering fandt Ankestyrelsen, at alene forældre, der havde fået bevilget orlovsydelse, kunne antages at have en berettiget forventning om at få supplerende tilskud hertil efter bistandslovens § 69b efter den kommunale praksis, der gjaldt for tidspunktet for bevillingen af orlovsydelse.

Det er Arbejdsformidlingen, der, jf. lov om orlov, træffer afgørelse om bevilling af orlov efter indgivelse af ansøgning.

Idet ansøgeren ikke den 27. juni 1994, hvor kommunen traf beslutning om for fremtiden at ophøre med at bevilge det supplerende tilskud, havde modtaget Arbejdsformidlingens godkendelse af ansøgningen om orlov og således ikke på det tidspunkt kunne siges at "modtage" orlovsydelse til børnepasning, fandtes ansøgeren ikke retligt den 27. juni 1994 at kunne antages at have haft en berettiget forventning om at få bevilget det supplerende tilskud.

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering ikke, at der for ansøgeren havde foreligget dokumenterede uoprettelige dispositioner i forbindelse med ansøgningen om orlov.

Ankestyrelsen fandt heller ikke grundlag for at kritisere kommunen for dens vejledning i forbindelse med ansøgningen om det supplerende tilskud.