A kommune anmodede B kommune om flyttetilsagn i forbindelse med ansøgers flytning til B kommune.
I anmodningen var det bl.a. anført, at pågældende var fraskilt og havde 3 børn, hvoraf han havde samværsret med de 2. Han havde siden 1. august 1993 modtaget kontanthjælp til fuld forsørgelse.
Endvidere var det anført, at pågældende sammen med en veninde havde skaffet sig tilbud om leje af et hus i B kommune. De stod begge uden bolig, idet ansøger var opsagt fra sin tidligere bolig pr. 1. november 1993 på grund af uoverensstemmelse med udlejer.
Af medsendt lejekontrakt fremgik det bl.a., at den månedlige husleje udgjorde 4.500 kr., hvortil kom udgifter til el og varme samt et depositum på 13.500 kr.
A kommune anså betingelserne i bistandslovens § 47 for opfyldt, idet der fandtes at være tale om en boligmæssig forbedring. B kommune meddelte A kommune afslag på flytteanmodningen.
Kommunen havde indhentet oplysninger om el-, fjernvarme- samt boligudgifter og havde herefter foretaget en beregning af ansøgers rådighedsbeløb efter fradrag af faste udgifter, såvel efter gældende lovgivning som efter indførelsen af reglerne om bruttoficering pr. 1. januar 1994. Ansøger ville have et månedligt restbeløb på 1.245 kr. at leve for efter gældende regler og 1.329 kr. efter de fremtidige regler.
På denne baggrund fandt B kommune ikke at kunne medvirke til, at klienter pådrog sig et så spinkelt forsørgelsesgrundlag som ansøger på baggrund af så store boligudgifter.
A kommune ydede herefter flyttehjælp til ansøger med halvdelen af udgifterne og klagede samtidig over B kommunes afslag.
Ankenævnet stadfæstede B kommunes afslag på A kommunes anmodning om flyttetilsagn i forbindelse med ansøgers flytning til kommunen, jf. bistandslovens § 47.
Afgørelsen var begrundet med, at nævnet ikke fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at ansøger fremover ville kunne klare sig økonomisk med en boligudgift af den omhandlede størrelse, således at der ikke var tale om en boligmæssig forbedring i bistandslovens forstand.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger efter en beregning i henhold til bistandslovens § 37 kun ville have et beløb på 828 kr. til rest til underhold samt eventuelle andre udgifter, når de faste udgifter var betalt.
I klagen til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse anførte A kommune bl.a., at man på tidspunktet for anmodning om tilsagn til flytning den 8. november 1993 skulle anvende gældende retsregler og ikke de ændrede kontanthjælpsregler pr. 1. januar 1994, og at ansøger derved ville kunne klare sig øko-nomisk med den aktuelle boligudgift.
Kommunen henviste endvidere til, at nævnet ifølge den økonomiskeopstilling havde lagt afgørende vægt på ansøgerens bidragsforplig telse overfor 3 børn, uagtet at denne forpligtelse ikke ville kunne kræves udredt af hans kontanthjælp på dette tidspunkt.
A kommune opstillede en beregning for november 1993, hvorefter ansøger med en nedsat grundydelse efter § 37 på 2.641 kr., husleje 2.250 kr., anslået el-udgift 637 kr., fjernvarme 397 kr. og fratrukket boligsikring 303 kr. ialt ville have månedlige udgifter på 5.622 kr. og dermed med et grænsebeløb på 5.723 kr., en bidragsforpligtelse på 100 kr. Det var endvidere i sagen oplyst, at børnebidragene i alt var beregnet til 2.085 kr. pr. måned.
Ankenævnet anførte, efter at sagen var indbragt for Ankestyrelsen bl.a., at nævnet som hovedregel var enig med A kommune i, at det var de gældende regler på tidspunktet for anmodningen om flyttetilsagn, der skulle finde anvendelse, men at man ved den økonomiske vurdering kunne se på, om husstandens økonomiske forhold indenfor en overskuelig fremtid måtte antages at gøre det muligt for husstanden at betale boligudgiften for den pågældende lejlighed.
Nævnet anførte endvidere, med hensyn til det forhold, at bidragsfor pligtelsen var medregnet i den økonomiske beregning, at det var nævnets opfattelse, at denne skulle medtages i vurderingen, uagtet at forpligtelsen ikke ville kunne kræves udredt af den udbetalte kontanthjælp. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at B kommune havde oplyst, at der fra den 1. januar 1994 til klienten var blevet udbetalt 6.542 kr. netto om måneden i kontanthjælp, hvilket var mere end nævnet havde lagt til grund ved sin afgørelse, uden at nævnet dog herefter fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at han selv fremover ville kunne klare sig økonomisk med en boligudgift af den omhandlede størrelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af,hvorvidt der var tale om en boligmæssig forbedring efter bi standslovens § 47, stk. 1, herunder om pålagt børnebidrag, som ikke kan kræves afholdt af bistandshjælpen, skal medregnes ved vurderingen af, om ansøger efter sine økonomiske forhold kan afholde udgiften i den nye bolig.
