En kvinde blev invalideret ved en trafikulykke den 25. oktober 1990. Hun var på ulykkestidspunktet bosat i A kommune.
Som følge af ulykken var hun indlagt 26. oktober 1990 til 14. november 1990 på sygehus i B kommune og 14. november 1990 til 6. april 1991 på sygehus i C kommune.
Kvindens forældre flyttede hendes folkeregisteradresse til deres adresse i D kommune pr. 8. november 1990 med henblik på, at datteren kunne blive overført til et hospital i nærheden.
I forbindelse med kvindens udskrivning fra sygehuset i C kommune vedtog D kommune at betale fuldtids plejeløn til kvindens moder, jf. bistandslovens § 56. Der blev desuden ydet hjælp i form af nat-/døgnpleje, aflastningsophold på plejehjem, faglig rådgivning samt hjælpemidler. Kvinden fik ophold hos forældrene.
Af de lægelige oplysninger i sagen fremgik, at kvinden var stærkt handicappet og alene kunne kommunikere ved hjælp af kropssprog og øjenkontakt.
I forbindelse med kvindens udskrivning fra sygehuset i C kommune deltog sygehuset i den praktiske tilrettelæggelse af det fortsatte behandlingsforløb hos forældrene. Der blev bl.a. afholdt planlægningsmøder på sygehuset.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge A kommune refusionspligt i henhold til bistandslovens § 11 efter kvindens udskrivning fra sygehuset i C kommune den 6. april 1991 til forældrenes hjem i D kommune.
Ankenævnet lagde til grund, at kvindens ophold i C/D kommune ikke kunne henføres til det forhold, at der var særlige muligheder for behandling på C sygehus, men at der tværtimod var tale om en beslutning, truffet af forældrene på kvindens vegne, om at skifte opholdskommune af andre årsager, og forholdet ansås derfor ikke for at være omfattet af bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2.
Den omstændighed, at kvinden ikke var i stand til selv at varetage sine tarv, og at hendes personlige ejendele forblev i den tidligere opholdskommune, fandtes ikke at kunne tillægges betydning ved afgørelsen.
Da der endvidere ikke forelå oplysninger om, at kvinden efter udskrivningen fra sygehuset havde bibeholdt en særlig tilknytning til sygehuset, kunne forholdet heller ikke anses for omfattet af bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, idet hun ikke kunne anses for at være anbragt i pleje i kommunen.
D kommune anførte i sin anke, at der var tale om et plejelignende ophold. Hertil kom, at der til forældrene var bevilget aflastning en weekend månedlig på plejehjem. Kommunen oplyste, at såfremt forældrene ikke havde påtaget sig plejeopgaven, ville kvinden være henvist til ophold på plejehjem.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en voksen plejekrævende person, som efter et sygehusophold flyttede til sine forældre med plejestøtte i henhold til bistandslovens § 56, kunne anses som fortsat anbragt i pleje med heraf følgende refusion, jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.
Der skulle endvidere ske en vurdering af den del af nævnets afgørelse, der gik ud på, om kvindens ophold i D kommune skyldtes indlæggelse på sygehus eller lignende behandlingsinstitution, jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2.