En 39-årig kvinde blev i 1986 udsat for en trafikulykke, hvorved hunpådrog sig alvorlig hjerneskade med hukommelses- og indprent ningssvækkelse.
Forsikringsselskabet anerkendte i november 1986 at være erstatnings ansvarlig overfor kvinden.
Efter hospitalsbehandling blev hun i 1987 anbefalet genoptræning på et center for hjerneskadede. Der blev i denne anledning søgt om hjælp efter bistandsloven til betaling af behandlingsudgifterne for ophold på centret.
Kommunen bevilgede den 26. oktober 1987 hjælp til genoptræning/be handling på centret efter bistandslovens § 42 (43) med et beløb på ialt 172.500 kr.
Kommunen gjorde samtidig opmærksom på, at det var en forudsætning, at eventuel erhvervsevnetabserstatning, som måtte komme til udbetaling i kvindens erstatningssag, skulle medgå til dækning af den ansøgte genoptræning, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4.
Forbeholdet om tilbagebetaling blev påklaget til Ankestyrelsen, der udsatte sagen med henblik på indhentelse af en udtalelse fraSundhedsstyrelsen. I brev af 12. februar 1991 udtalte Sundhedssty relsen, at den bevilgede behandling og genoptræning ikke kunne betragtes som en opgave, det i alle tilfælde påhviler sygehusvæsenet at yde.
Kvinden fik i august 1989 tilkendt mellemste førtidspension. Erstatningssagen blev afsluttet i august 1990, og kvinden fik udbetalt ialt 709.628 kr. i erhvervsevnetabserstatning.
Ved afgørelse af 2. oktober 1991 tiltrådte Ankestyrelsen kommunens beslutning om tilbagebetaling, idet Ankestyrelsen lagde til grund, at betingelserne efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden på tidspunktet for hjælpens udbetaling havde udsigt til at få udbetalt et erstatningsbeløb, og at kommunen orienterede kvinden om tilbagebetalingspligten og om årsagen hertil.
Afgørelsen blev af kvindens advokat indbragt for Folketingets Ombudsmand, der i sin udtalelse henstillede til Ankestyrelsen, at sagen blev taget op til fornyet overvejelse.
Folketingets Ombudsmand fandt, at Ankestyrelsen efterfølgende havde truffet afgørelse om tilbagebetalingspligt i henhold til en anden bestemmelse og på et andet grundlag end det, som kvinden havde været bekendt med ved kommunens afgørelse. Folketingets Ombudsmand henviste i den forbindelse til sin Beretning for 1981, hvor det udtales, at de sociale ankemyndigheder ikke i forbindelse med behandlingen af en klage over en beslutning om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1-3, kan træffe afgørelse om tilbagebetalingspligt efter en anden af disse bestemmelser.
Folketingets Ombudsmand henviste yderligere til Østre Landsrets dom offentliggjort i UfR 1983, p. 1117, hvorefter en kommunes krav om tilbagebetaling med citering af forsorgslovens § 63 (af samme indhold som bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4) ikke kunne opretholdes af ankeinstansen med henvisning til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.
Af domsreferatet fremgår, at Østre Landsret fandt, at det efter bistandslovens § 26, stk. 2, var et krav, at det blev tilkendegivet, hvilken af de i loven anførte grunde til tilbagebetaling, der blev bragt i anvendelse i det konkrete tilfælde. Østre Landsret lagde til grund, at kommunens og ankemyndighedernes første afgørelser i sagen blev truffet i henhold til forsorgslovens § 63.
Allerede fordi tilkendegivelsen om, at § 26, stk. 1, nr. 3, udgjordegrundlaget for tilbagebetaling, først blev meddelt ved en genopta gelse lang tid efter, at hjælpen blev ydet, fandt Østre Landsret, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling ikke havde været til stede.
Sagen er behandlet principielt møde til belysning af, i hvilke tilfælde en forkert citering af en tilbagebetalingsregel medfører, at kravet ikke kan opretholdes.
