Ankestyrelsens principafgørelse O-125-95

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 46b

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 26

Ansøger, der modtog kontanthjælp og havde forsørgelsespligt overfor 2 børn, søgte om økonomisk hjælp i forbindelse med samvær med det ene barn.

Kommunen gav afslag på ansøgningen.

Kommunen havde ved afgørelsen lagt vægt på en behovsvurdering, hvor de rimelige faste udgifter var medtaget. Kommunen medtog ikke udgiften til børnebidrag på 1.406 kr. som en rimelig fast udgift. Kommunen overførte derfor heller ikke beløb til dækning af børne bidraget til inkassokontoret, men anførte, at ansøger selv efter evne måtte forsøge at lave en aftale med inkassokontoret.

Efter en samlet behovsvurdering, hvor der blev taget højde for ansøgers samlede nettoindtægter på 10.454 kr. samt godkendte rimelige udgifter på 7.558 kr., var der efter betaling af de godkendte udgifter således 2.987 kr. tilovers pr. måned. Forvaltningen havde fastsat et beløb på 2.302 kr. månedligt til forsørgelse. Da ansøgers indtægt minus de faste udgifter udgjorde 2.987 kr., var der et overskud på 685 kr.

Kommunen var af den opfattelse, at ansøger med dette overskud burde være i stand til selv at betale samværsudgifter, samt at der ikke i beregningen var mulighed for at overføre børnebidrag, idet han, såfremt man gjorde dette, ikke ville have nok tilovers dels til leveomkostninger dels til samværsudgifter. Det var om ansøgers samværsudgifter oplyst, at transportudgiften pr. samværsweekend udgjorde 840 kr. Ifølge samværsresolutionen havde ansøger ret til samvær men barnet hver anden weekend.

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til at modtage økonomisk støtte til nødvendige udgifter ved udøvelsen af samvær.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at der ved opgørelsen af ansøgers udgifter skulle medtages et beløb på 1.406 kr. til betaling af børnebidrag, hvorfor nævnet ikke fandt, at ansøger selv havde midler til at dække udgifterne ved samværet.

I klagen til Ankestyrelsen havde kommunen bl.a. anført, at der ønskedes en stillingtagen til det principielle i, om udgifter til børnebidrag (gæld/fordringer til det offentlige) skulle have en højere prioritering i en enlig/families budget end faste månedlige udgifter til samvær.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, på hvilken måde udgifter til børnebidrag og udgifter til samvær indgik i den økonomiske behovsvurdering efter § 46 b.

Ankestyrelsen fandt, at der ved vurderingen af, om der efter bistandslovens § 46 b kunne ydes ansøger hjælp til udgifter i forbindelse med samvær, ikke kunne ses væk fra hans udgifter til børnebi drag.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at ansøger var berettiget til hjælp til nødvendige udgifter i forbindelse med samværet med barnet.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.