En kvinde fik i oktober 1993 af kommunen bevilget støtte efterbistandslovens § 43, stk. 9, i form af udlån af bilsæde til erhvervs mæssig brug ved kørsel af taxa.
Kvinden ankede kommunens afgørelse og anførte bl.a., at hun ikke kunne betjene den af kommunen anbefalede stol; derimod kunne hun betjene en stol af samme mærke forsynet med memory og ventilation.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse under henvisning til, at den bevilgede stol dækkede kvindens faktiske behov.
Ankestyrelsen fandt i januar 1994 ikke, at sagen havde principiel betydning, men bemærkede, at der hverken i kommunen eller nævnet var taget stilling til, om kvinden kunne låne den ønskede stol mod selv at betale prisdifferencen.
Kommunen havde imidlertid i december 1993 meddelt afslag på udlån af det af kvinden ønskede specialbilsæde, uagtet at hun havde tilkendegivet selv at ville betale den økonomiske forskel mellem den bevilgede model og den ønskede model. Kommunen kunne ikke godkende denne løsning, da kommunen ikke mente, at der var sammenhæng mellem bevilling og udlån. Nævnet pålagde kommunen at udlåne det ønskede sæde under den forud sætning, at kvinden afholdt differencen i forhold til den af kommunen bevilgede stol. Nævnet gjorde opmærksom på, at stolen uanset kvindens delvise betaling tilhørte kommunen. Nævnet mente ikke, at reglerne om udlån af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk. 9, er til hinder for, at der gives adgang til at betale et beløb til et ønsket redskab, når der er tale om en praktisk løsning.
Kommunen ankede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at da redskabet skulle ydes som udlån, kunne kommunens mulighed for genanvendelse af redskabet ved tilbagelevering forringes.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der er lovhjemmel til at acceptere egenbetaling i en situation, hvor der ønskes et andet redskab end det, der er bevilget støtte til.
