Ansøger fik tilkendt førtidspension (brøkdelspension) fra den 1. november 1992. Han ansøgte den 4. december 1992 om supplerende hjælp til pensionen. Hans hustru var 53 år og havde ikke tidligere haft tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hustruen ville gerne tilmelde sig arbejdsformidlingen, men så sig ikke i stand til at passe job på grund af alder og sygdom. Hun kunne i øvrigt ikke tale dansk.
Kommunen gav afslag på supplerende kontanthjælp og begrundede af slaget med manglende social begivenhed for hustruen med indtægtstab til følge.
Hustruen blev den 7. december 1992 tilmeldt arbejdsformidlingen og søgte den 16. december 1992 om pension. Efter at hun havde indgivet ansøgning om pension, gik hun hverken til danskundervisning eller på arbejdsformidlingen. Den 18. marts 1993 modtog hun afslag på pension.
Ankenævnet fandt, at bistandslovens § 37, stk. 1, og § 40 ikke var til hinder for, at ansøgers hustru fra henvendelsen den 4. december 1992 var berettiget til løbende kontanthjælp fastsat efter § 37, stk.2 stk. 5, maksimeret til grænsebeløbet for et ægtepar og med fradrag for indtægter efter § 38 eller til hjælp efter §§ 46-46 a efter en konkret vurdering over hustruens udgifters rimelighed og de økonomiske forhold.
Ankenævnet lagde vægt på, at ansøger havde været udsat for en social begivenhed ved indtrådt sygdom med indtægtsnedgang til følge ved overgang til sygedagpenge og efterfølgende overgang til førtidspension, og på, at ægteparrets indtægtsgrundlag på henvendelsestidspunktet den 4. december 1992 alene bestod af ansøgers førtidspension.
Nævnet lagde desuden vægt på, at så længe kommunen ikke havde foranlediget afklaret, hvorvidt hustruen måtte have en uudnyttet arbejdsevne, der med rimelighed burde udnyttes, var bistandslovens § 40 ikke til hinder for udbetaling af bistandshjælp. I den forbindelse tillagde nævnet det tillige vægt, at kommunen ikke efter det oplyste havde stillet krav til hustruen om iværksættelse af undersøgelse eller foranstaltninger til afklaring deraf, som hustruen havde nægtet at medvirke til.
Nævnet hjemviste sagen til kommunen til nærmere fastlæggelse af den yderligere hjælp, som parret fra den 4. december 1992 måtte være berettiget til.
Kommunen henviste i sin klage til Ankestyrelsen til, at det næppe kunne være kommunens opgave at påvise, at ansøgers hustru havde en uudnyttet arbejdsevne i behold, men at bevisbyrden om, at der ingen arbejdsevne var, måtte være klientens. Kommunen var derfor af den opfattelse, at ankenævnet pålagde kommunen en bevisbyrde, der efter kommunens opfattelse ikke var belæg for i loven, lovens bemærkninger eller de dertil hørende cirkulærer.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en ægtefælle til en pensionist er berettiget til kontanthjælp i en situation, hvor hun ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. bistandslovens § 40, og samtidig ikke er fundet berettiget til førtidspension. Sagen blev endvidere antaget til supplement af SM O 87-93.
