Ankestyrelsens principafgørelse O-92-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 28 og § 48

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 7

Lov om offentlighed i forvaltningen - lov nr. 572 af 19. december 1985 - § 6

En kvinde havde i et brev af 6. december 1988 indsendt en ansøgning til A kommune om dækning af merudgifter i forbindelse med sit hjemme boende psykisk handicappede barns forsørgelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. oktober 1988.

A kommune afviste at have modtaget en sådan ansøgning og henviste til sagens journalakter, hvoraf det ikke fremgik, at kvinden havde indsendt en ansøgning af 6. december 1988.

Ankenævnet tiltrådte den 7. november 1994 kommunens afgørelse, hvorefter der var givet afslag på ansøgning om dækning af befordringsudgifter og udgifter til ekstra pasning af den handicappede søn med tilbagevirkende kraft fra den 1. oktober 1988.

Nævnet fandt det godtgjort, at brevet af 6. december 1988 med ansøgning om dækning af de nævnte udgifter var sendt til kommunen. Nævnet fandt, at kvinden herefter på det foreliggende grundlag i en vis periode havde haft grund til at regne med, at ansøgningen var modtaget og under behandling i kommunen.

Nævnet fandt det ikke dokumenteret, at kvinden havde fulgt ansøgningen op fra det tidspunkt, hvor det ville være rimeligt at antage, at ansøgningen ikke var modtaget i kommunen eller var bortkommet. Nævnet fandt således, at kommunen ikke før den 19. august 1992, hvor det af kommunens journalark fremgik, at kvinden havde rettet henvendelse om sagen, havde haft anledning til at træffe afgørelse om dækning af de ansøgte udgifter.

I klagen var det af kvinden anført, at A kommune allerede fra maj 1988 vidste, at hun og hendes familie var en handicapfamilie, idet kommunen på dette tidspunkt havde modtaget hendes søns papirer fra B kommune, som familien fraflyttede juli 1988.

Det var videre anført i klagen, at A kommune ved kvindens ansøgning om hjælp i efteråret 1988 havde afvist at give hjælp efter bistands lovens § 48 under henvisning til, at familien tjente for meget. Det var desuden anført, at kommunen udsatte sin stillingtagen med henvisning til, at der snart ville blive ansat en handicapkonsulent. Først i 1992 igangsatte en ny sagsbehandler § 48-hjælp.

Det var endelig anført i klagen, at kvinden ikke havde kunnet få fuld aktindsigt fra A kommune vedrørende tiden 1988 og frem, idet der manglede oplysninger om hendes henvendelser, hvilket enten måtte betyde, at kommunen ikke havde overholdt sin notatpligt, eller at sagsakterne var blevet væk.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var tale om fortabelse af ansøgers ansøgningskrav af 6. december 1988 på grund af passivitet fra ansøgers side, eller om der som følge af officialprincippet var pålagt en forvaltningsmyndighed en "aktivitetspligt", der vejede tungere end en eventuel passivitet fra ansøgers side.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke havde fortabt sit ansøgningskrav af 6. december 1988 vedrørende dækning af merudgifter i forbindelse med sin hjemmeboende psykisk handicappede søns forsørgelse på grund af passivitet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune ifølge bistandslovens regler havde pligt til at yde den nødvendige bistand i form af rådgivning, vejledning og praktisk - samt økonomisk - støtte til enkeltpersoner eller familier, som kommunen blev bekendt med, havde et behov.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ifølge forvaltnings rettens officialprincip var pålagt en forvaltningsmyndighed en "aktivitetspligt" til at oplyse en sag.

Ankestyrelsen fandt således, at A kommune havde en handlepligt, der vejede tungere end en eventuelt udvist passivitet fra kvindens side.

Ankestyrelsen bemærkede, at en kommune efter offentlighedslovens § 6havde pligt til at notere mundtlige oplysninger, herunder telefoniske, der meddeltes kommunen, og som var af betydning for sagen.

En vurdering af, hvorvidt kommunen havde tilsidesat sin notatpligt, ville forudsætte bevisførelse i en form, der lå ud over Anke styrelsens sædvanlige sagsbehandlingsmåde.

Ankestyrelsen fandt ikke, at spørgsmålet havde selvstændig betydning for sagens afgørelse, og fandt derfor ikke grundlag for at gå ind i en sådan procedure.

Ankestyrelsen fandt endelig, at der ikke var en pligt til at føre journallister, om end en sådan liste ofte kunne være hensigtsmæssig, hvilket Folketingets Ombudsmand havde givet udtryk for i en udtalelse af 7. oktober 1994 i en klagesag, der havde verseret ved et tilsynsråd. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse og hjemviste sagen til A kommune til stillingtagen til spørgsmålet om kvindens ret til hjælp efter bistandslovens § 48 til dokumenterede merudgifter i forbindelse med det hjemmeboende psykisk handicappede barns forsørgelse fra ansøgningen af 6. december 1988.