Ankestyrelsens principafgørelse O-136-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

02-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 124, stk. 1, nr. 2 og § 32d

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 87, pkt. 88

En læge indberettede i januar 1994 til socialforvaltningen, at en moder havde oplyst, at moderens 15-årige datter og moderens samlever nærede varme følelser for hinanden. Kommunen foretog en undersøgelse af sagen og fandt i samråd med en hospitalsafdeling, at pigen skulle psykologisk undersøges. Hvis undersøgelsen ikke kunne gennemføres frivilligt, kunne det blive nødvendigt med tvang efter bistandslovens § 32 d.

Moderens advokat var efter moderens anmodning indtrådt i sagen. Socialforvaltningen havde ved advokatens henvendelse gjort denne opmærksom på, at familien selv måtte afholde udgifterne til advokat, da der ikke forelå nogen tvangsmæssig sag.

Inden en undersøgelse var sat i værk, fraflyttede samleveren moderens bopæl, og på baggrund af moderens og datterens ønske om ikke at medvirke til en undersøgelse, blev der ikke iværksat yderligere af forvaltningen.

Kommunen afslog vederlagsfri advokatbistand og henviste til, at kommunen ikke havde taget afgørende skridt til at iværksætte en undersøgelse. Forvaltningen havde ikke påbegyndt forberedelse af en tvangsmæssig sag, og Børn og unge-udvalgets formand var aldrig blevet orienteret. Ankenævnet fandt, at sagen ikke var omfattet af bistandslovens § 124 med adgang til vederlagsfri advokatbistand, og henviste til, at det forhold, at det var overvejet at bringe § 32 d i anvendelse, ikke fandtes at medføre, at der var tale om en undersøgelse efter denne bestemmelse, jf. § 124, stk. 1, nr. 2. Således som sagen var beskrevet, fandtes der alene at have været tale om en undersøgelse indenfor rammen af § 32.

I klagen blev det anført, at der havde været tale om en eventuel anvendelse af § 32 d, og henvist til, at det af journalnotater fremgik, at såfremt det ikke lykkedes i samarbejde at få iværksat en undersøgelse, ville sagen blive forelagt for Børn og unge-udvalgets formand med henblik på afgørelse i udvalget efter bistandslovens § 32 d.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, fra hvilket tidspunkt der skal ydes vederlagsfri advokatbistand under en sag om foranstaltninger for børn og unge.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke havde ret til vederlagsfri advokatbistand.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at vederlagsfri advokatbistand bl.a. ydes under en sag om gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 32 d, jf. § 124, stk. 1, nr. 2.

Det forhold, at der overfor forældremyndighedsindehaveren har været orienteret om, at manglende medvirken ved undersøgelsen kunne føre til anvendelse af tvangsmæssige bestemmelser, fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde ret til advokatbistand, da der fortsat ikke verserede sag om tvangsforanstaltning. Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at der aldrig var blevet iværksat en undersøgelse og heller ikke taget indledende skridt til orientering af udvalgsformanden.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.