En 6-årig dreng blev med forældrenes samtykke anbragt uden for hjemmet, idet der var en velbegrundet mistanke om, at faderen havde udøvet vold mod sønnen. Drengen havde ikke tidligere været anbragt uden for hjemmet. I tiden umiddelbart efter anbringelsen havde forældrene, der boede adskilt, adgang til ugentlige samværsbesøg på anbringelsesstedet. Faderen kunne besøge sønnen 2 gange og moderen 1 gang.
2 måneder senere traf kommunen beslutning om at begrænse forældrenes samvær med sønnen til 1 ugentlig besøg på anbringelsesstedet. Forældrene var nu flyttet sammen.
Drengen blev i en psykologerklæring en måned senere beskrevet som angstpræget og meget umoden. Han havde behov for faste rammer, og hans adfærdsmønster var så påfaldende, at man havde fundet grundlag for at henvise ham til en børnepsykiatrisk undersøgelse. Med baggrund heri meddelte forvaltningen, at man ville foreslå, at samværet blev indskrænket. Da forældrene havde trukket deres samtykke til anbringelsen tilbage, traf formanden for Børn og unge-udvalget samme dag en foreløbig beslutning om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke.
Samme dag traf kommunen under henvisning til bistandslovens § 67, stk. 2, beslutning om at begrænse forældrenes samvær med sønnen til 1 månedligt besøg på anbringelsesstedet. Afgørelsen blev gjort gældende for 6 måneder. Afgørelsen blev af forældrenes advokat påklaget til ankenævnet.
Ved afgørelse af 29. marts 1995 tiltrådte ankenævnet med henvisning til bistandslovens § 67, stk. 2, kommunens afgørelse, hvorved forældrenes samvær med sønnen var begrænset til 1 månedligt besøg på anbringelsesstedet.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at drengen havde behov for ro og stabilitet i hverdagen, for at hans psykiske og sociale udvikling kunne sikres bedst muligt.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvorvidt de sociale ankeinstanser på grund af bestemmelsen i bistandslovens § 15, stk. 5, er afskåret fra fuldt ud at efterprøve kommunale afgørelser om samværsbegrænsning efter bistandslovens § 67, stk. 2.