En mand var født og opvokset i udlandet hos sin moder. Forældrene var danske og fraskilte. Faderen rejste efter 20 års ophold i udlandet tilbage til Danmark.
Manden blev trafikskadet i udlandet. Faderen arrangerede, at manden kom til Danmark og blev direkte fra udlandet indlagt på sygehus i B kommune. Faderen boede i A kommune, hvor manden blev tilmeldt folkeregistret. Dette var et krav fra sygehusvæsenet i det amt, hvor faderen boede, for at overtage forpligtelsen efter sygehusloven.
A kommune havde formidlet faderens kontakt med et universitetssygehus i A kommune, som anbefalede, at manden blev indlagt på sygehus i B kommune.
Ankenævnet fandt, at A kommune ikke var opholdskommune for manden, da han blev indlagt på sygehus i B kommune. Kommunen fandtes derfor ikke refusionspligtig efter bistandslovens § 11. Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at manden forud for sygehus indlæggelsen i B kommune aldrig havde haft ophold i A kommune, samt at faderens tilmelding af manden til kommunens folkeregister ikke i sig selv var afgørende for spørgsmålet om hvilken kommune, der var opholdskommune for ham. Endvidere blev det lagt til grund, at adgangen til refusion efter bestemmelserne i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2, ikke var betinget af medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed.
B kommune anførte i sin klage, at henvisningen til sygehuset i B kommune fandt sted via A kommune, idet faderen boede i A kommune og havde tilmeldt manden sin adresse.
Kommunen anførte videre, at manden ikke fysisk tog ophold på faderens bopæl alene på grund af, at hans helbredsmæssige tilstand forhindrede ham heri.
Kommunen anførte endelig, at A kommune, forud for optagelsen påsygehuset, havde ydet en udførlig sagsbehandling med råd og vejled ning, udbetaling af kontanthjælp, drøftelse af botilbud efter sygehusbehandlingen og efterfølgende kontaktformidling til et sygehus i A kommune, således at faderen herigennem kunne drøfte mandens forhold med sygehuset, og
at B kommune ikke kunne pålignes udgifter som beskrevet i sagen, blot fordi en paraplegifunktion var beliggende i kommunen, og uden at B kommune i øvrigt havde været involveret i overflytningen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en folkeregisterkommune er refusionspligtig i tilfælde, hvor en person direkte fra udlandet blev indlagt på sygehus i en anden kommune end folkeregisterkommunen.
