Sagen drejede sig om en 64-årig gift kvinde, hvis ægtefælle var på plejehjem. I 1993 flyttede en 57-årig mand ind hos kvinden.
Af anmodning om forhøjet personfradrag fremgik det, at ansøger var samlevende fra indflytningen.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøger ved beregningen af pension, jf. lov om social pension § 49, stk. 2, betragtedes som samlevende.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det særlige pensionstillæg udbetales til reelt enlige.
Nævnet henviste til, at personer, der lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvis samliv kan føre til ægteskab efter dansk ret, ikke anses for enlige.
Nævnet anførte endelig, at den omstændighed, at ansøger var gift efter nævnets opfattelse ikke burde tillægges betydning, idet der intet var til hinder for, at samliv med trediemand kunne føre til ægteskab, såfremt parterne ønskede dette.
I klagen var det bl.a. anført, at ansøger havde misforstået underskriften på, at hun var samlevende, og at trediemand bare havde et værelse, fordi han var syg og ikke glad for at være alene, og at han var blevet sagt op fra sin bolig, da huset blev solgt. Endvidere anførtes det, at ansøger stadig var gift og ikke agtede at blive skilt. Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af betydningen af begrebet enlig i lovens forstand i relation til de nye regler om særligt pensionstillæg.