Ankestyrelsens principafgørelse O-6-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 35, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 107, pkt. 77, pkt. 81

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 40285-93

Børn og unge-udvalget i en kommune besluttede at anbringe en ung, der var fyldt 15 år og enig i anbringelsen, uden for hjemmet efter bistandslovens § 35, stk. 3. Forældremyndighedens indehaver havde både før og under mødet i udvalget givet udtryk for, at han ligeledes var enig i anbringelsen, men forvaltningen fandt, at der var behov for anvendelse af en tvangsbestemmelse for at beskytte den unge mod vilkårlig hjemtagelse. Udvalgets afgørelse blev indbragt for Ankestyrelsen. Under sagens behandling i Ankestyrelsen gav forældremyndighedens indehaver fortsat samtykke til anbringelsen. Den unge var også fortsat enig i anbringelsen.

Ankestyrelsen fandt, at bistandslovens § 35, stk. 3 ikke kunne finde anvendelse i et tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver gav sit samtykke til anbringelsen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at bistandslovens § 35, stk. 2, der udtrykkeligt angiver muligheden for at træffe tvangsmæssig beslutning om anbringelse på trods af samtykke fra forældremyndighedens indehaver, alene henviste til lovens § 35, stk. 1.

Ankestyrelsen anså derfor den af Børn og unge-udvalget i kommunen trufne afgørelse for at være ugyldig og ophævede afgørelsen.

I henhold til bistandslovens § 36 a, stk. 3, kan Ankestyrelsen træffe beslutning efter § 35 og pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre beslutningen.

På baggrund af de foreliggende oplysninger om faderens og den unges forhold traf Ankestyrelsen herved i henhold til § 35, stk. 1, nr. 1 og nr. 4 afgørelse om, at den unge skulle være anbragt uden for hjemmet uanset faderens samtykke.

Ankestyrelsen fandt ligeledes, at hensynet til den unge på afgørende måde talte for, at anbringelsen blev gjort tvangsmæssig over for forældremyndighedens indehaver på trods af dennes samtykke, jf. bistandslovens § 35, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den unge på baggrund af oplysningerne i den seneste psykologiske erklæring måtte anses for behandlingskrævende, og at den unge havde et særligt behov for at være sikret ro og stabilitet i dagligdagen fremover.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 40063-94

Børn og unge-udvalget i en kommune traf under henvisning til bi standslovens § 35 a beslutning om fortsat anbringelse uden for hjemmet af to unge på henholdsvis knap 16 år og 17 1/2 år. Den knap 16-årige havde da været anbragt uden for hjemmet uden samtykke siden 14-års alderen og den 17-årige siden 3-års alderen. Landsretten havde ca. 1 år forinden stadfæstet anbringelsen efter de indtil 1. januar 1993 gældende regler i bistandsloven om anbringelse uden for hjemmet. De unge var enige i anbringelsen. Moderen gjorde under ankesagen gældende, at det forhold, at børnene ikke var interesserede i at komme hjem, ikke kunne begrunde en tvangsfjernelse.

Ankestyrelsen tiltrådte udvalgets afgørelse om, at de to unge fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen var således enig i, at der på grund af moderens utilstrækkelige omsorg for de to unge og på grund af adfærdsvanskeligheder hos den ældste var åbenbar risiko for, at de to unges udvikling led alvorlig skade ved ophold hos moderen, jf. bistandslovens § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1, jf. 2. punktum, og for så vidt angik den 17-årige også stk. 1, 1. punktum, nr. 4.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke var indtrådt væsentlige ændringer siden landsrettens dom. Moderen fandtes fortsat at mangle evne til at tilsidesætte egne behov i forhold til børnenes.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på den 17-åriges egne ønsker og på hensynet til hans fortsatte udvikling og skrøbelighed, samt på at det var vigtigt at fastholde den 16-åriges positive udvikling, som opholdet uden for hjemmet gav mulighed for, i overensstemmelse med hans eget ønske.

Ankestyrelsen tilføjede i afgørelsen, at det fandtes kritisabelt, at der ikke i udvalgets afgørelse var angivet lovhjemmel for beslutningen. Det var ikke tilstrækkeligt at angive § 35 a. Denne bestemmelse omhandler alene regler for fornyet behandling af anbringelses beslutninger.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 40173-94

Børn og unge-udvalget i en kommune traf efter bistandslovens § 35, stk. 3 beslutning om anbringelse uden for hjemmet af en ung på 15 år, der var enig i anbringelsen. Forud for beslutningen havde den unge rettet henvendelse til kommunen om rådgivning, og der var truffet en foreløbig beslutning efter bistandslovens § 35 c, jf. 32 d om undersøgelse af den unge på sygehus. Kommunen havde ikke i øvrigt noget forudgående kendskab til den unge og hendes forældre. Det blev i anken til Ankestyrelsen gjort gældende, at der ikke var grundlag for en anbringelse uden for hjemmet af den unge, idet anbringelsen hovedsageligt var sket på grund af den unges ønske om ikke at bo hjemme.

Efter de foreliggende oplysninger om den unges tilstand tiltrådte Ankestyrelsen Børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse af den unge uden for hjemmet uden forældrenes samtykke.

Ankestyrelsen var således enig i, at anbringelsen, som den unge var enig i, måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og i, at problemerne ikke kunne løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet, jf. bistandslovens § 35, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på den unges psykiske lidelse og reaktioner som følge heraf samt på hendes behov for behandling.