Ankestyrelsens principafgørelse P-5-95

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 14 og § 33, stk. 2

Ansøgeren havde derfor ret til førtidsbeløbet.

Bestemmelsen finder således anvendelse på alle sager om tilkendelse af førtidsbeløb, der behandles efter ikrafttrædelsesdatoen 1. juli 1994.

Sagsfremstilling: Ansøger var en 62-årig landmand med en ryglidelse, der i januar 1992 søgte førtidspension som 59-årig. Kommunen sendte i marts 1992 sagen til revaliderings- og pensionsnævnet med indstilling om tilkendelse af mellemste førtidspension. I august 1992 fyldte ansøgeren 60 år.

Nævnet traf i september 1992 afgørelse om tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension med udbetaling fra 1. februar 1992.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at erhvervsevnen på grund af helbredsmæssige forhold var varigt nedsat med mindst halvdelen. Nævnet fandt ikke, at ansøger som indstillet af kommunen var berettiget til mellemste førtidspension, da erhvervsevnen ikke fandtes nedsat med omkring 2/3 af helbredsmæssige grunde.

Ansøger ankede med henblik på højere pension, og kommunen klagede over udbetalingstidspunktet samt over tilkendelse af førtidsbeløbet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på fortolkning af § 8 i lov nr. 448 af 1. juni 1994 om ikrafttrædelse af den ændrede formulering af § 33 om betingelserne for retten til førtidsbeløbet.

Ansøger havde ikke ret til mellemste førtidspension efter pen sionslovens § 14, stk. 2, nr. 1, da hans erhvervsevne ikke skønnedes nedsat med omkring 2/3, hvilket er en betingelse for at få mellemste førtidspension. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hans sygdom i form af en ryglidelse ikke havde medført invaliditet af en sådan sværhedsgrad, som er en forudsætning for tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen var således enig med nævnet i, at ansøger alene var berettiget til førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at pensionen først kunne tilkendes med virkning fra nævnets afgørelse, det ville sige fra den 1. oktober 1992, jf. lovens § 33, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt desuden, at ansøger efter den formulering af lovens § 33, som var gældende på tidspunktet for revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse den 9. september 1992, alene havde været berettiget til almindelig førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, men ikke til førtidsbeløbet efter § 14, stk. 4.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det efter den dagældende formulering af § 33 var alderen på afgørelsestidspunktet, der var afgørende for, om pensionen efter § 14, stk. 3, kunne tilkendes som forhøjet almindelig førtidspension.

Da ansøger på dette tidspunkt var fyldt 60 år, var han således efterde dagældende regler ikke berettiget til forhøjet almindelig førtids pension.

Lov om social pension § 33 var imidlertid med virkning fra den 1.juli 1994 blevet ændret, således at det er alderen på ansøgnings tidspunktet, der er afgørende for, hvilken pension der kan tilkendes.

Den ændrede formulering af bestemmelsen har, efter § 8, stk. 2, i lov nr. 448 af 1. juni 1994 om ændring af lov om social pension, lov omsocial bistand og den sociale styrelseslov m.v., virkning for an søgninger om social pension, hvori der den 1. juli 1994 eller senere træffes afgørelse om tilkendelse af social pension.

Da ansøgers sag fortsat havde været under behandling, og afgørelse omtilkendelse af pension blev truffet af Ankestyrelsen efter ikraft trædelsen af den ændrede formulering af § 33, havde ansøger nu ret til forhøjet almindelig førtidspension, det vil sige også til førtidsbeløbet.

Begrundelsen var, at han ved ansøgning om førtidspension ikke var fyldt 60 år.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse revaliderings-og pensionsnævnets afgørelse, men først med virkning fra den 1. oktober 1992.

Det tilføjedes, at den for meget udbetalte pension for perioden 1. februar 1992 til 30. september 1992 ikke skulle tilbagebetales, daansøger havde modtaget pensionen i god tro i henhold til revali derings- og pensionsnævnets afgørelse, jf. pensionslovens § 42.