Sagen vedrørte en 48-årig kvinde, der tidligere havde arbejdet som stewardesse i et rederi indtil 1974. Fra 1975 - 1979 var hun deltidsbeskæftiget hos en praktiserende læge. I 1987 forsøgte hun sig som selvstændig kioskejer, hvilket dog blev opgivet efter ca. 1 år.
De seneste 2 år før ulykken havde hun ansættelse som servitrice, men umiddelbart før ulykken i juli 1991 var hun ledig.
Om hendes helbredstilstand var det bl.a. oplyst, at hun led af klassiske følger efter en whip lash-læsion samt diskusdegeneration af 4. og 5. halshvirvel. Dertil kom, at hun havde antydning af en perifer ulnarisaffektion.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter hun ansås for berettiget til forhøjet almindelig førtidspension.
I klagen var det bl.a. anført, at ansøgeren konstant havde hovedpine og svært ved at være sammen med andre på grund af støj. Hun havde konstant smerter i arme og ryg.
I en uddybende klage anførte hendes advokat bl.a., at hun konstant havde smerter og måtte tage smertestillende medicin. Det anførtes, at hun endvidere fik medicin for forhøjet blodtryk og væskeophobning i kroppen. Endvidere blev hendes funktionsniveau beskrevet, herunder bl.a. at hun havde fået specielle hjælpemidler, og at hun på gode dage kunne køre bil m.v.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis på pensionsområdet for whip lash-læsioner.