Ankestyrelsens principafgørelse O-113-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 11, stk. 1, nr. 1

Sagen vedrørte et ægtepar, som havde et fællesbarn, og kvinden havde herudover et særbarn. Familien boede i A kommune.

Det ældste barn blev i februar 1992 anbragt på en ungdomspension. I forbindelse med, at forældrene gik fra hinanden og fraflyttede Akommune, blev det yngste barn i marts 1992 anbragt på en døgn institution.

I forbindelse med separationen fik kvinden, som nu boede i B kommune, forældremyndigheden over ægteparrets fælles barn.

I november 1992 flyttede kvinden ind på samme døgninstitution, som det yngste barn var anbragt i, og hertil flyttedes også det ældste barn. Ifølge handleplan i forbindelse med kvindens indskrivning på institutionen blev det udtalt, at det fandtes nødvendigt, at der blev udarbejdet et vurderingsgrundlag for kvindens muligheder/evner i forhold til pasning/opdragelse af hendes to børn. Vurderingen skulle tjene som grundlag for, hvorvidt eller på hvilken måde kvinden efter opholdet på institutionen kunne få sine børn udskrevet til hjemmet i B kommune.

Ankenævnet fandt, at kvindens ophold på institutionen sammen med de to børn måtte sidestilles med en hjemgivelse af børnene. Nævnet fandt herefter ikke, at A kommune var forpligtet til at yde refusion af den kommunale andel af hjælp ydet efter bistandsloven i forbindelse med institutionsanbringelsen efter etablering af dette institutionsophold.

I klagen havde B kommune bl.a. anført, at kommunen fandt, at af gørelsen kunne have principiel betydning, idet lovområdet var nyt, § 33, stk. 2, nr. 4, omhandlende forebyggende foranstaltninger. Det var kommunens opfattelse, at man ikke kunne sidestille en foranstaltning i henhold til bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 4, med en hjemgivelse, der således ville medføre, at et tidligere afgivet refusionstilsagn bortfaldt.

A kommune mente, at B kommune, som havde truffet beslutning om kvindens anbringelse på institutionen, ikke var berettiget til refusion af udgifterne hertil fra A kommune.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om refusionspligten ophørte, når forældre, hvis børn var anbragt uden for hjemmet, tog ophold på den institution, hvor børnene var anbragt, med den virkning, at børnene ansås for hjemgivet.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune havde ret til refusion fra A kommune for den kommunale andel af udgifterne efter bistandsloven til kvinden og hendes to børn.

Begrundelsen var, at de foranstaltninger, der blev bragt i anvendelse både i relation til de to børn og kvinden, havde hjemmel i § 33, stk. 2, i bistandsloven.

Ankestyrelsen fandt, at årsagen til kvindens og de to børns institu tionsanbringelse var begrundet i et samlet behandlingsbehov for familien.

Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at institutions anbringelserne havde været begrundet i kvindens manglende evne til at kunne varetage den daglige omsorg for og pasning af de to børn.

Ankestyrelsen bemærkede, at en forældremyndighedsindehavers ophold påinstitution sammen med anbragte børn i relation til anbringelses reglerne var at ligestille med en hjemgivelse, jf. SM O-14-84. Men denne retsvirkning udelukkede ikke, at familien samlet kunne være institutionsanbragt i forhold bistandslovens § 11, hvorefter den oprindeligt iværksættende kommune som udgangspunkt fortsat var refusionspligtig, indtil institutionsopholdet ophørte.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.