Ankestyrelsens principafgørelse O-100-95

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 15, stk. 5 og § 46a

Socialministeriets vejledning af 4. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 25

Ansøger, der var alene med et 10-årigt barn og på ansøgningstids punktet i arbejde på fuld tid, ansøgte om hjælp til tandbehandling. Udgiften ved tandbehandlingen beløb sig til 9.165 kr. Ansøgers netto indtægt udgjorde 8.326 kr. pr. måned og hendes godkendte faste udgifter 3.629 kr.

Kommunen afslog ansøgningen og begrundede afslaget med, at en lempelig behovsvurdering viste, at ansøger havde mulighed for selv at betale tandlægeudgiften, eventuelt gennem en afdragsordning.

Ankenævnet fandt, at ansøger var berettiget til tilskud til nødvendig tandbehandling. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at ansøger ikkeselv havde midler til at afholde udgiften, når der hensås til tand lægeudgiftens størrelse, og til at hun, ud over de udgifter kommunen havde accepteret, havde månedlige udgifter til barnepige, ligesom hun betalte afdrag på gæld på boliglån og studielån.

Kommunen havde i klagen anført, at nævnet ved sin afgørelse var gåetind i en bedømmelse af kommunens skøn over, hvad en lempelig be regning er.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnet var berettiget til at tilsidesætte kommunens skøn,hvorefter en ansøger, der er i arbejde, selv skal betale sin tandbe handling.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens skøn om, at ansøger selv havde mulighed for at betale for tandbehandlingen, ikke kunne anses for ulovligt eller åbenbart urimeligt, og nævnet havde derfor ikke været berettiget til at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at ansøger var i arbejde til sædvanlig løn inden for sit fagområde.