Kvinden havde ved separation fået forældremyndigheden over et fællesbarn.
Faderens samvær med barnet gav anledning til betydelige problemer på grund af forældrenes indbyrdes konflikter.
Kommunen foranledigede derfor barnet undersøgt af en psykolog, som efter undersøgelsen udtrykte bekymring for barnets fremtid og udvikling på grund af forældrenes indbyrdes konflikter.
Kvinden havde tidligere fået hjælp til samtaler hos en anden psykolog, og hun anmodede på ny om hjælp til psykologsamtaler hos denne.
Kommunen besluttede, at der som led i en handleplan for barnet skulle bevilges kvinden 10 samtaler med den af kommunen udpegede psykolog.
Kvinden ønskede ikke at blive behandlet af denne psykolog, og hun klagede til ankenævnet over, at hun ikke selv kunne bestemme, hvilken psykolog behandlingen skulle finde sted hos.
Nævnet afviste at behandle sagen med den begrundelse, at det faldt uden for nævnets forretningsområde at tage stilling til spørgsmålet om, hos hvilken psykolog behandlingen skulle foregå.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ankenævnet kunne afvise at behandle en klage over, at en kommune havde betinget ydelse af hjælp til psykologbehandling af, at hjælpen blev ydet af en bestemt psykolog.