Ankestyrelsens principafgørelse O-83-95

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 11, stk. 1, nr. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20391-94

Sagen drejede sig om, at 2 piger - som moderen, der boede i A kommune, havde forældremyndigheden over - blev anbragt i familiepleje hos et ægtepar med samtykke fra moderen.

Børnene blev senere anbragt på hver sin institution, fordi der var en mistanke om, at det ældste barn havde været udsat for et seksuelt overgreb af plejefaderen, mod hvem der blev rejst tiltale. Denne tiltale blev efterfølgende opgivet.

Herefter tog det yngste barn på ny ophold hos den samme plejefamilie med moderens accept. A kommune afslog imidlertid at anbringe barnet hos denne plejefamilie. Moderen indbragte A kommunes afslag for det sociale ankenævn, som den 26. marts 1993 pålagde A kommune, jf. bistandslovens § 36 a, at træffe afgørelse om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger, jf. § 33, overfor barnet, idet der fortsat var behov for hjælpeforanstaltninger.

Den 1. april 1993 flyttede moderen til B kommune.

B kommune anbragte barnet i familiepleje, jf. bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10, hos plejefamilien.

Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at A kommune var forpligtet til at refundere B kommune udgifterne i henhold til bistandsloven vedrørende barnet. Nævnet begrundede afgørelsen med, at barnet ikke var anbragt i pleje eller på institution, jf. bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10, af A kommune på det tidspunkt, hvor moderen flyttede til B kommune, og at A kommune ikke havde medvirket ved moderens flytning.

Nævnet lagde til grund, at anbringelsen af barnet uden for hjemmet var ophørt den 13. januar 1993, hvor det med moderens accept forlod institutionen.

B kommune anførte i anken til Ankestyrelsen, at der på intet tidspunkt ud fra det foreliggende sagsmateriale var stillet spørgsmål ved plejefamiliens faglige kvalifikationer, og såfremt samarbejdsforholdet til plejefamilien måtte anses for ikke fagligt forsvarligt/egnet, var A kommune både juridisk og moralsk forpligtet til at gennemføre en tvangsfjernelse af barnet fra plejefamilien. A kommune havde således med sin passivitet godkendt barnets tilbagevenden til plejefamilien og dermed accepteret dets kontinuerlige døgnophold udenfor eget hjem siden 15. august 1988, og A kommune måtte som følge deraf fortsat betragtes som retlig opholdskommune.

A kommune anførte, at B kommune overfor forældremyndighedsindehaveren efter A kommunes mening burde have fulgt behandlingsplanen op med et fortsat tilbud om døgninstitutionsophold og en efterfølgende placering i en anden familiepleje frem for som handlekommune selv at etablere hjælpeforanstaltninger, jf. bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 10, hos den tidligere plejefamilie.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et refusionskrav kunne anses for stiftet, når et nævn pålagde en kommune at træffe foranstaltninger, som var omfattet af bistandslovens § 11, men hvor den pågældende på eget initiativ flyttede før den faktiske iværksættelse af foranstaltningen.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune havde ret til refusion af den kommunale andel af udgifterne til moderen og hendes børn fra A kommune.

Begrundelsen var, at A kommune var opholdskommune på tidspunktet for nævnets afgørelse den 26. marts 1993, hvorefter der skulle iværksættes hjælpeforanstaltninger for barnet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der inden moderens flytning den 1. april 1993 fra A til B kommune var truffet beslutning om, at der skulle iværksættes hjælpeforanstaltninger. En beslutning, der byggede på et behandlingsmæssigt behov hos barnet. B kommune havde således været forpligtet til at foretage de fornødne hjælpeforanstaltninger for barnet på baggrund af nævnets beslutning, der blev truffet, mens moderen opholdt sig i A kommune.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21846-93

Den 1. marts 1993 traf A kommune beslutning om tvangsmæssig anbringelse af moderens barn. Den 27. april 1993 ophævede Ankestyrelsen Børn og unge-udvalgets afgørelse under forudsætning af, at moderen tog ophold på et mødre-/børnehjem med henblik på en nærmere observation af hendes forældreevne og opfyldelse af barnets behov.

Den 30. april 1993 indgik A kommune en aftale med institutionen om, at moderen kunne få ophold der. Den 4. maj 1993 orienteredes A kommune om, at moderen var flyttet til B kommune.

Den 10. maj 1993 orienteredes A kommune om, at moderen fra den 6. maj 1993 havde taget ophold i C kommune, som efter at have været i kontakt med A kommune fik arrangeret, at moderen fik ophold på en anden tilsvarende familiebehandlingsinstitution.

Nævnet fandt ikke, at der var tale om en situation, som var beskrevet i bistandslovens § 11.

A kommune havde truffet afgørelse om tvangsmæssig anbringelse af barnet. Det forhold, at denne beslutning ikke blev iværksat, og det forhold, at Ankestyrelsen ophævede kommunens afgørelse til en mindre omfattende hjælpeforanstaltning, frigjorde ikke A kommune for betalingsforpligtelsen.

Moderen havde taget midlertidigt ophold i C kommune, og ankenævnet fandt, at C kommune havde handlet på vegne af A kommune.

Nævnet fandt ikke, at C kommune havde revurderet hjælpeforanstaltningen. Moder og barn var anbragt i en institutionstype, som Ankestyrelsen fandt hensigtsmæssig.

A kommune anførte, at der på det tidspunkt, hvor moderen forsvandt, ikke var iværksat hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33 i forhold til barnet.

A kommune anførte videre, at moderens flytning til C kommune skete helt på eget initiativ og uden medvirken af A kommune eller anden offentlig myndighed.

C kommune anførte, at den ikke havde revurderet den lagte behandlingsplan, men udelukkende set det som sin opgave, som aktuel handlekommune, at iværksætte Ankestyrelsens afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der forelå pligt til refusion, jf. bistandslovens § 11, i et tilfælde hvor en kommune havde truffet afgørelse om en tvangsanbringelse af et barn, men hvor Ankestyrelsen ændrede planen til en mindre omfattende foranstaltning, og hvor pågældende på eget initiativ flyttede før den faktiske iværksættelse af foranstaltningen.

Ankestyrelsen fandt, at C kommune havde ret til refusion af den kommunale andel af udgifterne til moderen og barnet fra A kommune.

Begrundelsen var, at Børn og unge-udvalget i A kommune den 1. marts 1993 traf beslutning om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger for barnet. En beslutning, der byggede på et behandlingsmæssigt behov hos barnet.

C kommune havde således været forpligtet til at iværksætte de fornødne hjælpeforanstaltninger på baggrund af Børn og unge-udvalgets beslutning, der blev truffet, mens moderen opholdt sig i A kommune.

Ankestyrelsen fandt - som nævnet - at det forhold, at Ankestyrelsen ophævede A kommunes afgørelse og ændrede den til en mindre omfattende hjælpeforanstaltning, ikke kunne frigøre A kommune for betalingsforpligtelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.