Ankestyrelsens principafgørelse D-28-95

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 22, stk. 1, nr. 3

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 5

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 70900-95.

En lønmodtager var ude for en arbejdsskade i 1992, for hvilken han fik erstatning for 8% varigt mén, men - i første omgang - afslag på erstatning for erhvervsevnetab.

Som led i en handlingsplan under arbejdsløshed gennemgik han forskellige kurser, der kvalificerede ham til arbejde som truckfører, kranfører eller skovarbejder, men han kunne ikke få arbejde. Han kunne ikke længere udføre sit tidligere faglærte arbejde.

Lønmodtageren blev sygemeldt den 13. februar 1995. Kommunen standsede dagpengene fra den 11. juni 1995, hvor lønmodtageren ikke længere ansås for fuldt uarbejdsdygtig i ethvert erhverv. Arbejdsskadestyrelsen havde den 2. juni 1995 truffet ny afgørelse om erhvervsevnetab, hvorefter der var tilkendt en midlertidig løbende erstatning på 25%. Sagen skulle optages til revision efter 1 år.

Lønmodtageren gjorde i anken gældende, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab måtte betragtes som en midlertidig administrativ afgørelse.

Lønmodtageren havde ikke ret til sygedagpenge fra den 12. juni 1995, idet han ikke ansås for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom på dette tidspunkt, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Efter denne bestemmelse ydes dagpenge ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Udbetaling af dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er arbejdsdygtig, uanset om den pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde sig.

Der henvistes endvidere til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994, § 53, stk. 2, hvorefter dagpengeudbetalingen skal ophøre, når helbredstilstanden er stationær, og kommunen ikke skønner, at sikrede er berettiget til social pension eller revalidering.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen, herunder en udtalelse fra Dagpengeudvalgets lægekonsulent, hvoraf det fremgik, at lønmodtageren efter den 11. juni 1995 ikke skønnedes at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom i ethvert erhverv.

Det var uden betydning for den fortsatte ret til dagpenge, at lønmodtageren havde rejst sag om arbejdsskade.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 70528-95

En lønmodtager havde været syg siden en arbejdsskade i april 1993. Kommunen traf afgørelse om, at pågældende ikke var berettiget til dagpenge efter den 1. februar 1995, idet det ikke længere var overvejende sandsynligt, at pågældende ville kunne revalideres.

Dagpengeudvalget pålagde med hjemmel i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, den 11. april 1995 kommunen at fortsætte med at udbetale dagpenge efter den 1. februar 1995.

Dagpengeudvalget lagde vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen over for udvalgets sekretariat havde oplyst, at der var en verserende arbejdsskadesag, hvori der endnu ikke var truffet afgørelse om erhvervsevnetab. Det anførtes i afgørelsen, at udbetalingen af dagpenge ville kunne fortsætte, indtil der var truffet afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, forudsat at dagpengelovens øvrige betingelser var opfyldt.

Den 12. april 1995 sendte kommunen forespørgsel til Arbejdsskadestyrelsen på blanket dp 208. Den 25. april 1995 svarede Arbejdsskadestyrelsen, at sagen var færdigbehandlet samme dag. Kommunen traf afgørelse om at standse udbetalingen af dagpenge til lønmodtageren med udgangen af april måned 1995. Afgørelsen blev begrundet med, at Arbejdsskadestyrelsen den 25. april 1995 havde truffet afgørelse om erhvervsevnetab i lønmodtagerens arbejdsskadesag. Erhvervsevnetabet var sat til 25%.

Det fremgik af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, at erhvervsevnetabet var vurderet til 25% som en midlertidig løbende ydelse med tilbagevirkende kraft til den 1. februar 1995. Spørgsmålet om erhvervsevnetabets størrelse skulle dog tages op igen den 1. januar 1996.

I anken gjorde lønmodtageren gældende, at arbejdsskadesagen ikke var endeligt afsluttet.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge efter den 30. april 1995.

Efter dagpengelovens § 22, stk. 1, ophører udbetaling af dagpenge, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder. Udbetalingen kan dog fortsætte, bl.a. hvis der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om forsikring mod følger af en arbejdsskade.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen den 25. april 1995 traf afgørelse om erhvervsevnetab i lønmodtagerens arbejdsskadesag.

Dagpengeudvalget fandt det uden betydning for afgørelsen, at Arbejdsskadestyrelsen ville tage spørgsmålet om erhvervsevnetab op igen den 1. januar 1996.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j. nr. 70451-95

En lønmodtager havde været sygemeldt på grund af allergi fra den 21. marts 1994. Lidelsen var anmeldt som arbejdsskade.

Kommunen afviste at forlænge dagpengeperioden udover varighedsbegrænsningen den 30. april 1995, idet lønmodtageren ikke kunne antages at blive rask inden for 26 uger, og da revalidering ikke kunne anses for overvejende sandsynlig.

På tidspunktet for kommunens afgørelse havde Arbejdsskadestyrelsen truffet afgørelse om erhvervsevnetab, men denne afgørelse var anket til Ankestyrelsen.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge efter den 30. april 1995, idet udbetaling af dagpenge normalt ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget fandt ikke grundlag for forlængelse af dagpengeperioden, idet det efter den 30. april 1995 ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder arbejdsprøvning ville blive iværksat. Endvidere opfyldte lønmodtageren ikke betingelsen om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden for 26 uger efter den 30. april 1995 måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Der henvistes til lovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 og § 48 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Dagpengeudvalget fandt ikke grundlag for at forlænge dagpengeperioden efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, selv om lønmodtageren havde rejst sag om ret til erstatning efter lov om forsikring mod følger af en arbejdsskade.

Dagpengeudvalget lagde vægt på, at afgørelse om erhvervsevnetab i lønmodtagerens arbejdsskadesag blev truffet af Arbejdsskadestyrelsen den 7. november 1994, og at der efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3 ikke var hjemmel til at forlænge udbetalingen af dagpenge udover tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af erhvervsevnetabet.

Det var uden betydning for sagen, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var anket.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse, men med en delvis ændret begrundelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j. nr. 70758-95

En lønmodtager havde været syg siden den 17. januar 1994.

Kommunen traf den 31. januar 1995 under henvisning til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 beslutning om, at udbetalingen af dagpenge kunne forlænges til og med den 30. april 1995, idet man forventede, at lønmodtageren skulle revalideres, eventuelt i form af en arbejdsplacering.

Arbejdsskadestyrelsen traf i februar 1995 afgørelse om erhvervsevnetab, men fastsatte revision til den 1. september 1995.

Den 2. maj 1995 udsatte kommunen afgørelsen om eventuel yderligere forlængelse af dagpengene, da man afventede en speciallægeerklæring.

Den 16. maj 1995 meddelte kommunen lønmodtageren under henvisning til dagpengelovens § 22, at der ikke var grundlag for yderligere forlængelse ud over den 30. april 1995, da der var søgt pension.

Der blev udbetalt forskud på pension fra den 1. juni 1995.

I forbindelse med indstillingen om pension blev Arbejdsskadestyrelsen anmodet om genoptagelse af arbejdsskadesagen. Lønmodtageren søgte om forlængelse af dagpengeperioden for maj måned 1995 med henvisning til, at arbejdsskadesagen ikke var afsluttet.

I anken blev det gjort gældende, at indstillingen om førtidspension først var underskrevet efter dagpengestop pr. 30. april 1995. Der henvistes endvidere til, at Arbejdsskadestyrelsen først ville træffe endelig afgørelse, når spørgsmålet om revalidering eller pension var afklaret. Der blev yderligere henvist til, at forlængelsesbestemmelserne vel netop var ment til at skulle gardere folk i den periode, der gik, indtil Arbejdsskadestyrelsen havde truffet sin afgørelse.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge efter den 30. april 1995, idet udbetaling af dagpenge normalt ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget fandt ikke grundlag for forlængelse af dagpengeperioden, idet det efter den 30. april 1995 ikke længere kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder arbejdsprøvning ville blive iværksat. Endvidere opfyldte lønmodtageren ikke betingelsen om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden for 26 eller 2 x 26 uger efter den 31. januar 1995 måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Der henvistes til lovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 og § 48 og § 49 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Lønmodtageren opfyldte ikke betingelserne for forlængelse af dagpengeperioden i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, selv om hun havde anmodet Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sin sag, idet Arbejdsskadestyrelsen tidligere havde truffet afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om forsikring mod følger af en arbejdsskade.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

__________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j. nr. 70639-95

En lønmodtager havde været syg siden marts 1993 efter en arbejdsskade.

Kommunen havde forlænget dagpengeperioden udover varighedsbegrænsningen, senest med henblik på revalidering (arbejdsprøvning).

Kommunen standsede dagpengene med virkning fra den 7. maj 1995 efter udtalelse fra en revalideringsinstitution, hvorefter lønmodtageren ikke forventedes at kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet, men burde søge pension.

Arbejdsskadestyrelsen havde i april 1994 truffet afgørelse om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, men sagen skulle optages til revision den 1. april 1995. Revisionssagen var således under behandling, da kommunen traf afgørelse om at standse dagpengene.

I anken blev det gjort gældende, at arbejdsskadesagen fortsat var under behandling, og at der ikke var truffet afgørelse i pensionssagen.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge efter den 7. maj 1995, idet udbetaling af dagpenge normalt ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget fandt ikke grundlag for yderligere forlængelse af dagpengeperioden, idet det efter den 7. maj 1995 ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder arbejdsprøvning ville blive iværksat. Der henvistes til lovens § 22, stk. 1, nr. 1 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994 § 48.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger, herunder Dagpengeudvalgets lægekonsulents vurdering, hvorefter lønmodtageren vurderes ude af stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Tilstanden måtte anses for varig.

Udvalget lagde endvidere vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen den 19. april 1994 havde truffet afgørelse om erhvervsevnetab i lønmodtagerens arbejdsskadesag.

Dagpengeudvalget fandt det uden betydning for afgørelsen, at Arbejdsskadestyrelsen havde taget spørgsmålet om erhvervsevnetabet op til revision.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 6:

Sag nr. 6 - j. nr. 70584-95

Lønmodtageren var sygemeldt fra oktober 1993. I oktober 1994 blev dagpengeperioden forlænget udover varighedsbegrænsningen med 3 måneder på grund af forventet raskmelding inden for 26 uger. Senere blev dagpengeperioden forlænget yderligere på grund af forventet revalidering.

Kommunen standsede dagpengene fra den 16. juli 1995, hvor der var udsigt til snarlig raskmelding, idet der herefter ikke længere var behov for revalidering.

Lønmodtageren ankede kommunens afgørelse og gjorde gældende, at hun den 11. maj 1995 havde anmeldt sin lidelse som en arbejdsskade og ønskede retten til dagpenge forlænget, indtil der forelå en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Lønmodtageren blev raskmeldt fra den 14. august 1995.

Arbejdsskadestyrelsen afviste efter raskmeldingen at anerkende den anmeldte lidelse som erhvervssygdom.

Lønmodtageren havde ret til dagpenge i perioden 16. juli 1995 til 14. august 1995, idet der den 16. juli 1995 var rejst sag om ret til erstatning efter lov om forsikring mod følger efter arbejdsskade, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3. Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at sygdommen var anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen den 11. maj 1995, og at afgørelsen i sagen var truffet efter den 14. august 1995.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.

__________________________________________________

Sagsfremstilling 7:

Sag nr. 7 - j. nr. 70904-95

En lønmodtager var syg fra januar 1994. Dagpengeperioden blev forlænget udover varighedsbegrænsningen på forventning om revalidering.

Den 15. juni 1995 ansøgte lønmodtageren om pension og blev indstillet hertil med forskud fra den 1. juli 1995. Kommunen standsede derfor dagpengene fra den 15. juni 1995.

Lønmodtageren anmeldte sin lidelse til Arbejdsskadestyrelsen den 4. juli 1995.

Lønmodtageren havde ikke ret til dagpenge efter den 15. juni 1995, idet udbetaling af dagpenge normalt ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget fandt ikke grundlag for yderligere forlængelse af dagpengeperioden, idet det efter den 15. juni 1995 ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder arbejdsprøvning ville blive iværksat. Endvidere opfyldte lønmodtageren ikke betingelsen om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden for 26 uger efter den 1. februar 1995 måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Der henvistes til lovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 og § 48 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Endelig opfyldte lønmodtageren ikke betingelsen i lovens § 22, stk. 1, nr. 3, om at der er rejst sag om erstatning efter lov om forsikring mod følge af en arbejdsskade.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at revalidering var opgivet den 15. juni 1995, samtidig med at lønmodtageren blev bevilliget forskud på førtidspension fra den 1. juli 1995, og på at sag om ret til erstatning efter lov om forsikring mod følge af en arbejdsskade først var rejst efter den 15. juni 1995.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.