En 4-årig pige var i februar-marts 1992 indlagt på hospital på grund af lungebetændelse. Efter udskrivelsen var det nødvendigt, at moderen gav barnet intensiv lungefysioterapi flere gange dagligt, hvorfor hun måtte passes i hjemmet.
Hospitalet søgte derfor om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48 i 3 uger og derefter til ambulante kontroller. Efterfølgende blev der anbefalet yderligere 4 ugers pasning i hjemmet, da barnet fortsat ikke var rask.
Ud over lungebetændelsen havde barnet epilepsi og var i antiepileptisk behandling. Hendes dagsdosis heraf blev forøget under hendes sygdomsperiode. Der var ikke tidligere ydet hjælp efter § 48 på grund af epilepsien, idet en ansøgning om tilskud til medicin ikke blev fastholdt på grund af udgiftens ringe størrelse.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om tabt arbejdsfortjeneste efter § 48. I stedet blev der bevilget økonomisk kompensation svarende til sygedagpenge efter § 48 a.
Ankenævnet indhentede under sagens behandling en telefonisk udtalelse fra Socialministeriet, som var af den opfattelse, at et barn, som i forvejen led af en kronisk lidelse, ville være omfattet af § 48, også selv om den aktuelle sygdom ikke hang sammen med den kroniske lidelse. Baggrunden herfor var, at den kroniske lidelse ofte ville blive påvirket af den aktuelle sygdom, og at behovet for pasning af den (de) person(er), der kendte barnet bedst, var særligt styrket i sådanne situationer.
Ankenævnet pålagde herefter kommunen at yde kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter § 48. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på Socialministeriets udtalelse og på, at barnets epilepsi blev forværret i perioden, hvor hun led af lungebetændelse.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at afslaget efter § 48 var begrundet i, at barnets indlæggelse på hospital skyldtes lungebetændelse, som ikke var en kronisk lidelse, og derfor i stedet henhørte under § 48 a. Barnets kroniske lidelse var således ikke årsag til indlæggelsen. Kommunen ønskede at få fastlagt, hvornår der blev udløst kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter § 48. Ankenævnets afgørelse lagde op til, at lidelser, som ikke i sig selv var kroniske, udløste kompensation efter § 48, hvis barnet havde en anden lidelse, som var omfattet af § 48.
Ankestyrelsen indhentede under sagens behandling journaloplysninger fra den behandlende hospitalsafdeling.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om den omstændighed, at et barn er fundet omfattet af § 48, betyder, at der automatisk skal ydes tabt arbejdsfortjeneste efter denne bestemmelse, selv om det er en anden lidelse, som begrunder indlæggelsen på hospital og dermed ansøgningen om tabt arbejdsfortjeneste.