Ansøger, der modtog kontanthjælp og på daværende tidspunkt var mor til 2 mindreårige børn, flyttede den 1. september 1990 ind i et 2-årigt lejemål i A kommune.
I marts 1992 henvendte hun sig til kommunen og ansøgte om hjælp til flytteudgifter, depositum samt første måneds husleje til sig selv og 3 mindreårige børn til flytning til en bolig på 199 kvm. , beliggende i B kommune. Indskud udgjorde 9.000 kr., den månedlige husleje 3.000 kr., à conto el 600 kr. og à conto varme 1.000 kr.
Ansøger fremviste samtidig et brev af 5. marts 1992 fra en træ industrivirksomhed beliggende i B kommune med følgende ordlyd: "Det bekræftes herved, at vi påregner at kunne ansætte dig som kontor assistent med tiltrædelse pr. 1. juni 1992 - sign. ".
A kommune anmodede herefter B kommune om flyttesamtykke. I anmodningen anførte kommunen bl.a., at ansøger var enlig mor med 3 børn på henholdsvis 1, 10 og 12 år, der siden 1. september 1990 havde boet til leje i en bolig. Huslejemålet var tidsbegrænset.
Endvidere var brevet fra ovennævnte firma vedlagt.
A kommune, der havde beregnet udgifterne til boligen og oplyst, at forventet boligsikring udgjorde 950 kr. pr. måned, anførte, at ansøger med en bruttoindtægt på 14.000 kr. (netto 8.500 kr.) ville kunne klare sig selv fremover.
B kommune meddelte mundtligt afslag på samtykke til flytning, idet kommunen ikke anså ordet "påregnede" i brevet af 5. marts 1992 fra træindustrivirksomheden for at kunne dokumentere fast arbejde, således at der ikke fandtes at være tale om en erhvervsmæssig forbedring.
A kommune bevilgede herefter hjælp til depositum og husleje m.v. for april måned 1992 med ialt 12.600 kr. og hjælp til flytteudgifter i henhold til tilbud med 6.975 kr.
Ansøger henvendte sig den 24. april 1992 til B kommune og oplyste, at hun i begyndelsen af måneden var tilflyttet med hjælp fra A kommune, hvorfra hun havde fået kontanthjælp for april måned. Hun oplyste endvidere, at hun var flyttet sammen med sin kæreste, som også var far til hendes yngste barn, at hun fortsat regnede med at skulle starte på job den 1. juni 1992, og at hun var tilmeldt Arbejdsformidlingen.
B kommune udbetalte herefter fra den 1. maj 1992 kontanthjælp til ansøger.
Ansøger oplyste den 1. juni 1992 til B-kommune, at hun alligevel ikke var kommet i job, da hun havde fået besked om, at det gik dårligt i firmaet, og at hun ikke skulle regne med job.
I brev af 17. juni 1992 meddelte firmaet ansøger følgende: "På grund af indtrufne omstændigheder ophører driften den 19. juni 1992. Vi må herfor beklage, at vi ikke som ventet kan ansætte Dem i vort bogholderi. "
B kommune fortsatte udbetalingen af kontanthjælp, og fremsendte den 14. oktober 1992 og på ny den 26. februar 1993 regning på opholdskommunerefusion til A kommune, som returnerede begge regninger.
A kommune klagede til ankenævnet over B kommunes afslag på samtykke til flytningen.
B kommune begrundede overfor nævnet afslaget med, at der ikke var tale om erhvervsmæssig eller boligmæssig forbedring. Der henvistes som støtte herfor bl.a. til, at skrivelsen fra træindustrivirksom heden ikke var et ansættelsesbrev, men en formodning om, at der måske var et job. Ankenævnet fandt ved sin afgørelse, at B kommune havde været berettiget til at afslå at meddele flyttesamtykke i forbindelse med ansøgers flytning fra A kommune til B kommune.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at brevet af 5. marts 1992 fra træindustrivirksomheden ikke sikrede ansøger arbejde ved flytningen, men at der alene var tale om en formodning herom, hvorfor der ikke kunne siges at være tale om en erhvervsmæssig forbedring.
Nævnet bemærkede endvidere, at der tillige ikke var sket en boligmæssig forbedring ved flytningen, således at betingelserne for at yde hjælp hertil i henhold til bistandslovens § 47 ikke sås at være opfyldt.
I klagen til Ankestyrelsen anførte A kommune bl.a., at det måtte være af principiel betydning, hvor sikkert et tilsagn om beskæftigelse skulle være, for at flyttehjælp i henhold til bistandslovens § 47 måtte accepteres af tilflytningskommunen. Kommunen anførte endvidere, at firmaet påregnede at ansætte ansøger, og henviste i den forbindelse til kontanthjælpsvejledningen af 30. november 1993, pkt. 27, hvori det bl.a. var anført, "- at boligen har en beliggenhed, der giver nye muligheder for erhvervsmæssig beskæftigelse".
A kommune gjorde gældende, at firmaets tilkendegivelse af vilje til en kommende ansættelse var tilstrækkeligt til at opfylde kravet om "nye muligheder for erhvervsmæssig beskæftigelse", mens der ikke kunne indlægges krav om, at klienten skulle kunne fremvise et ansættelsesbrev.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, med hvilken klarhed der skal foreligge aftale om beskæftigelse, for at der kan anses at foreligge en erhvervsmæssig forbedring efter bistandslovens § 47.
