Ankestyrelsens principafgørelse P-18-95

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 14 og § 15

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 60745-94: Sagen vedrørte en kvinde, der blev gift i 1958. Hun arbejdede som medhjælpende ægtefælle ved deltidslandbrug frem til 1970. Fra 1976 til 1979 var hun beskæftiget 20 timer ugentlig og fra 1979 til 1982 var hun fuldtidsbeskæftiget ved fabriksarbejde.

I februar 1982 fik hun fabriksarbejde, hvor hun arbejdede på fuld tid frem til sygemelding i august 1983. Hun havde ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet efter dette tidspunkt.

I april 1986 fik hun tilkendt forhøjet almindelig førtidspension på baggrund af en karakterneurose samt rygsmerter. Bedømmelsesgrundlaget var fuldt selverhverv. I 1993 ansøgte hun om forhøjelse af pensionen. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøger ikke havde ret til at få mellemste førtidspension, men fortsat ret til forhøjet almindelig førtidspension.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgers erhvervsevne ikke fandtes varigt nedsat til 1/3 eller mindre.

Nævnet anvendte ved vurderingen af ansøgningen bedømmelsesgrundlaget supplerende erhverv.

Sagen blev behandlet principielt med henblik på afklaring af praksis vedrørende ændringer i bedømmelsesgrundlaget.

Ankestyrelsen fandt, at nedsættelsen af ansøgers erhvervsevne skulle bedømmes i forhold til fuldtids erhvervsarbejde, jf. § 14 b, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse om social pension, som ændret ved bekendtgørelse nr. 939 af 18. november 1994.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ved den første ansøgning om pension i 1986 var blevet bedømt i fuldt erhverv. Ankestyrelsen fandt således ikke, at der i forbindelse med ansøgningen om forhøjelse af pensionen havde været grundlag for at bedømme nedsættelsen af hendes erhvervsevne i forhold til deltids erhvervsarbejde.

Ankestyrelsen tiltrådte iøvrigt nævnets afgørelse, hvorefter ansøger fortsat fandtes berettiget til almindelig forhøjet førtidspension, idet ansøgers erhvervsevne ikke var varigt nedsat til det ubetydelige, hvilket er en betingelse for at få mellemste førtidspension for ansøgere, der er fyldt 60 år.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 60286-94: Sagen drejede sig om en 57-årig kvinde uden erhvervsuddannelse. Hun havde været husmor til 1978. Herefter arbejdede hun i en restaurant, indtil hun i 1980 fik ansættelse på fabrik. Efter sygemelding i september 1988 havde hun ikke været i erhvervsarbejde.

Der var ikke fundet anledning til at forsøge arbejdsprøvning eller revalidering. Ansøgers fagforening vurderede, at hun ikke var til rådighed for erhvervsarbejde.

Hun havde fået afslag på førtidspension på grund af helbredsmæssige forhold i 1990, 1991, 1992 og 1993.

Af de lægelige oplysninger i sagen fremgik, at hun havde tendens til dobbeltsidig tennisalbue ved belastning, smerter i nakke/skulderåg, lændesmerter, let slidgigt i højre hofte samt af og til smerter i højre knæ. Der var ikke fundet tegn på lidelsen fibromyalgi.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøger havde fået afslag på førtidspension.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at hverken sociale eller helbreds mæssige grunde nedsatte ansøgers erhvervsevne med mindst halvdelen. Nævnet vurderede ansøgers erhvervsevne i forhold til husligt arbejdei eget hjem og fandt iøvrigt, at hendes helbredsgener var så modera te, at hun heller ikke ville være berettiget til førtidspension, hvis hendes erhvervsevne vurderedes i forhold til fuldtidsarbejde.

I klagen stillede forbundet spørgsmål ved, om der kunne ændres på vurderingsgrundlaget undervejs i et forløb med nu 3. -gangs ansøgning.

Ankestyrelsen fandt, at nedsættelsen af ansøgers erhvervsevne skulle vurderes i forhold til fuldtids erhvervsarbejde, jf. § 14, b, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse om social pension, som ændret ved bekendtgørelse nr. 939 af 18. november 1994.

Begrundelsen herfor var, at ansøger indtil arbejdsophør på grund af sygdom i 1988 havde været fuldtidsbeskæftiget. Efter arbejdsophør havde hun ansøgt om førtidspension i 1990, 1991 og i 1992. Disse ansøgninger havde været begrundet i samme lidelser, som senest har givet anledning til ansøgning om førtidspension i 1993. Der var således ikke sket ændringer i ansøgers forhold, der kunne begrunde ændring i valg af bedømmelsesgrundlag.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.