En 49-årig kvinde havde i mange år haft sår på tolvfingertarmen.
Kommunen meddelte i august 1992 afslag på ansøgning om hjælp til betaling af kvindens udgifter til Losec under henvisning til, at lidelsen mavesår ikke kunne anses for at have en sværhedsgrad, der kunne sidestilles med de i hjælpemiddelbekendtgørelsen nævnte.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at lidelsen mavesår efter hidtidig praksis ikke henhørte under de indikationer, hvorefter der kunne ydes hjælp til medicin i henhold til bistandslovens § 58, fordi sygdommen, om end varig, havde så vekslende symptomer med lange smertefri intervaller.
Ankestyrelsen indhentede under sagens behandling journaloplysninger. I forbindelse med klagen fremsendte kvinden endvidere udtalelse fra den behandlende overlæge. Det fremgik bl.a. heraf, at det drejede sigom et tilfælde af mavesårssygdom, som medførte smerter i maven for årsaget af mavesyresekretionen, også i perioder hvor der ikke var noget synligt mavesår. Der fandtes derfor en klar
-------------------------- |*) Se tillige SM O- | |69-93. |-------------------------- lægelig indikation for vedvarende behandling med syresekretionshæmmende medicin i en styrke, som måtte afpasses efter symptomernes sværhedsgrad.
Socialministeriet havde i en tidligere sag, efter høring af Sundheds styrelsen, bl.a. udtalt, at der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 58 til præparatet Losec, når de øvrige betingelser for medicintilskud er opfyldt i det konkrete tilfælde. Det var Socialministeriets opfattelse, at mavesår normalt ikke er en varig lidelse, og at der normalt heller ikke, selvom der kan være tilbagevendende perioder med behov for behandling af mavesår med medicin, vil være tale en sådan vedvarende medicinindtagelse, som er en forudsætning for hjælp efter bistandslovens § 58.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM meddelelse nr. O-69-93.