Ankestyrelsens principafgørelse O-114-95

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 11, stk. 1, nr. 1 og § 43, stk. 6

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 26

Det fremgik af sagen, at en kvinde i 1992 gik på teknisk skole, hvor hun ophørte på grund af problemer med indeklimaet. Herefter deltog hun i et 3 ugers kursus i syning, men bestod ikke afgangsprøven. I december 1992 begyndte hun på A kommunes produktionsskole og modtog produktionsskolegodtgørelse.

I november 1993 bevilgede A kommune deltagelse i et projekt, som var et tilbud til unge mellem 18 og 25 år, der havde brug for hjælp til erhvervsafklaring.

Opholdsudgiften og eventuelle øvrige udgifter i forbindelse med projektet blev bevilget efter bistandslovens § 43, stk. 6, og til underhold blev der ydet takster efter bestemmelser i bistandslovens § 37.

I april 1994 flyttede kvinden til B kommune. Hun ventede barn og flyttede sammen med sin kæreste.

Ankenævnet fandt ikke, at A kommune var forpligtet til at refundere B kommune udgifterne i henhold til bistandsloven vedrørende kvinden. Nævnet havde begrundet afgørelsen med, at kurset fandtes at kunne sidestilles med en beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke fandtes at være fastlagt en individuel erhvervsplan for kvinden, og at hun på baggrund af kursets længde ikke fandtes at være under forrevalidering.

I klagen havde B kommune bl.a. anført, at projektet var tilrettelagt for "svage grupper", og B kommunes handlemuligheder var begrænsede, idet der ikke skete ændringer i kvindens øvrige forhold, som gjorde, at hun ikke længere kunne følge kurset, og at projektet i øvrigt forløb som planlagt.

B kommune var ikke enig i, at projektet kunne sidestilles med en beskæftigelsesfremmende foranstaltning. I og med projektet var for unge "handicappede", og at udgiften til projektet blev bevilget efter bistandslovens § 43, stk. 6, var B kommune af den opfattelse, at kvinden kunne være under forrevalidering, uanset projektets tidsrum.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om diverse foranstaltninger i forrevalideringsperioden (den afklarende fase) havde en sådan karakter, at refusionsforpligtelsenkunne anses for at være stiftet forud for fastlæggelse af erhvervs planen.

B kommune havde ikke ret til refusion af den kommunale andel af udgifterne til kvinden fra A kommune.

Begrundelsen var, at der ikke var dokumentation for fastlæggelse af en erhvervsplan, jf. Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43 og 45), pkt. 26, om erhvervsplaner, inden kvindens flytning fra A kommune til B kommune.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at aktiviteter under forrevalidering havde et erhvervsmodnende eller afklarende sigte, og at B kommune således i et vist omfang havde adgang til at tilpasse deforanstaltninger, der var relevante og nødvendige i forrevaliderings perioden. B kommune var derfor ikke bundet af A kommunes beslutninger under kvindens forrevalidering ved hendes flytning til B kommune.

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at en fraflytningskommunes bindende tilsagn om at yde hjælp til en fastlagt erhvervsplan, som ikke var fastlagt i den foreliggende sag, indebar, at tilflytningskommunens faktiske handlemuligheder var begrænsede, når der ikke var sket individuelle eller generelle ændringer i revalidendens forhold i forbindelse med flytningen, jf. ovennævnte vejledning pkt. 15.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at der ved tidspunktet for fastlæggelse af erhvervsplanen var tale om en endelig beslutning, som var konkret i relation til indhold og tidsterminer, og som havde karakter af en aftale mellem forvaltningen og revalidenden.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.