Ankestyrelsens principafgørelse O-52-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 1, § 48 og § 58

En familie var bosat i udlandet, da faderen arbejdede som diplomat på den danske ambassade. Familiens 12-årige datter, der også opholdt sig i udlandet, havde behov for hjælpemidler, idet hun havde en øjenlidelse med nedsat syn. Pigen gik i udenlandsk skole, men myndighederne stillede kun hjælpemidler til rådighed til brug i skolen, derimod ikke i hjemmet.

Familien ansøgte derfor den kommune, hvor familien var tilmeldt folkeregistret og skattepligtig, om refusion af allerede indkøbte hjælpemidler samt om støtte til fremtidige behov efter bistandslovens § 48 og § 58.

Kommunen fandt ikke mulighed for at yde hjælp efter bistandslovens § 1, § 48 og § 58 til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse og til hjælpemidler, da bistandslovens § 1 krævede, at datteren opholdt sig i Danmark. Man fandt således ikke, at datteren ved ophold i udlandet var omfattet af loven, hvorfor der ikke blev foretaget en egentlig prøvelse af, om betingelserne efter bistandslovens § 48 og § 58 var opfyldt.

Socialministeriet udtalte til brug for kommunens vurdering i en høringsskrivelse, at datteren ikke var omfattet af bistandsloven under ophold i udlandet. Hun var derimod omfattet af loven, hvis hun på ansøgningstidspunktet opholdt sig i Danmark. Under ophold i Danmark var hun i princippet omfattet af bistandslovens § 48 og § 58.

Socialministeriet fandt endvidere, at bistands- og forsorgsområdet ikke var reguleret i henhold til EF-forordning nr. 1408/71, men alene efter national lovgivning. Spørgsmålet var således alene, hvorvidt der kunne udbetales ydelser efter bistandsloven til personer, der opholdt sig i udlandet. Man fandt, at hjælp efter bistandsloven i medfør af bistandslovens § 1 kun ville kunne ydes til personer, der på ansøgningstidspunktet opholdt sig her i landet, og som overvejende hovedregel kunne der kun ydes hjælp til opfyldelse af behov i Danmark. Familien klagede over afgørelsen til ankenævnet.

I klagen blev det bl.a. anført, at familien på grund af faderens status som diplomat var omfattet af Wienerkonventionen af 18. april 1961. Dette betød, at familiens ophold i udlandet kunne sidestilles med ophold i Danmark.

Yderligere blev det anført, at diplomater i henhold til kildeskatteloven forblev skattepligtige i Danmark. Der blev også henvist til forståelsen af domicilbegrebet i Dansk International Privat- og Procesret af Allan Philip, hvorefter familien havde domicil i Danmark. Endelig blev det anført, at det efter EF forordning 1408/71 ikke var muligt at opnå bistandsmæssig støtte i udlandet.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med de angivne begrundelser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af rækkevidden af bistandslovens § 1 i forhold til dækning af ydelser efter bistandslovens § 48 og § 58 til personer, der opholder sig i udlandet.

Ankestyrelsen var enig med nævnet og kommunen i, at familien ikke under ophold i udlandet opfyldte betingelsen i bistandslovens § 1 om ophold i Danmark. Familien fandtes således ikke under ophold i udlandet at være berettiget til støtte til nødvendige merudgifter og hjælpemidler efter bistandslovens § 48 og § 58 i forbindelse med datterens handicap.

Ankestyrelsen lagde til grund, at hjælp efter bistandsloven i medfør af § 1 efter praksis ville kunne ydes til personer, der på ansøgningstidspunktet har ophold her i landet, og som overvejende hovedregel kun til opfyldelse af behov i Danmark.

Ankestyrelsen fandt ud fra bemærkningerne til forslag til lov om social bistand, bestemmelsens ordlyd og Ankestyrelsens tidligere praksis, at bestemmelsens ordlyd "ophold her i landet" måtte tolkes således, at det var en forudsætning for at være omfattet af bistandslovens § 1, at der var tale om herværende personer, der fysisk og faktisk opholdt sig i Danmark på det tidspunkt, hvor behovet for hjælp opstod.

I klagen var der bl.a. henvist til Allan Philips Dansk International Privat og Procesret samt til Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser.

Ankestyrelsen fandt, for så vidt angår forståelsen af domicilbegrebet i Dansk International Privat- og Procesret, at begrebet ikke fortolkningsmæssigt stemte overens med bistandslovens opholdskriterium i § 1 om "ophold her i landet".

Vedrørende henvisningen til Wienerkonventionen fandt Ankestyrelsen, at formålet med Wienerkonventionens forrettigheder og immuniteter var at sikre diplomatiske repræsentationers effektive udøvelse, således at diplomater havde en uafhængig status i værtslandet til at varetage udsendelseslandets interesser.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at der var grundlag for at fastslå nogen særstilling for diplomater i forhold til bistandsloven og dens ordlyd "her i landet".

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.