Ankestyrelsens principafgørelse U-5-95

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-10-2009

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lov nr. 390 af 20. maj 1992 - § 33, stk. 2

Sagsfremstilling 1:

Sagen drejede sig om godtgørelse for varigt mén til en 62-årig maskinmontør.

Under arbejde om bord på et skib i oktober 1994 læderede skadelidte det yderste af højre hånds 2. finger.

Af de helbredsmæssige oplysninger fremgik det bl.a., at halvdelen af yderstykket på fingeren var amputeret. Der var endvidere angivet nedsat følsomhed og bevægeindskrænking svarende til yder- og mellemled.

Dette bevirkede, at skadelidte ikke kunne anvende det gængse værktøj som maskinreparatør, og at han f.eks. ikke kunne samle små møtrikker med højre 1. og 2. finger.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fik skadelidte afslag på godtgørelse for varigt mén, da ménet var mindre end 5%.

Ved afgørelsen om varigt mén lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at skaden ifølge Arbejdsskadestyrelsens méntabel vurderedes til mindre end 5%.

Under sagens behandling oplyste skadelidte bl.a., at spidsen af hans finger var følelsesløs. Det bevirkede, at han ikke var i stand til at arbejde med finmekanik. Han kunne heller ikke betjene almindelige værktøjer. Eksempelvis kunne han ikke tage om en skrue mv. eller bruge pegefingeren til at skrue med.

Arbejdsskaden skønnedes at have medført varigt mén på 5%.

Ved fastsættelsen af méngraden lagde Ankestyrelsen vægt på, at skadelidte havde mistet en del af det yderste led på 2. finger, og at skaden havde medført nedsat sensibilitet og bevægeindskrænkning i fingerens yder- og mellemstykke.

Dette havde bevirket særlige gener i skadelidtes erhverv som maskinmontør på grund af manglende pincetgreb.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om mén.

Sagsfremstilling 2:

Sagen drejede sig om godtgørelse for varigt mén til en 45-årig maskinsnedker.

Under arbejde den 27. april 1993 på en møbelfabrik kom han til skade, idet højre tommelfinger kom i klemme mellem valserne på en bejdsemaskine, hvorved han mistede et stykke af blommen.

Skadelidte oplyste til Arbejdsskadestyrelsen, at han havde meget manuelt arbejde, hvorfor han havde store problemer på arbejdet. Som maskinsnedker var det vigtigt at kunne føle overflader m.v. på emnerne. Skadelidte havde endvidere svært ved at skifte værktøj på maskinerne og efterfølgende finjustere, hvilket han brugte tommelen meget til.

Af de helbredsmæssige oplysninger fremgik bl.a., at skadelidte, der var højrehåndet, havde følger i form af lettere føleforstyrrelser svarende til tommelfingerens top. Han måtte anvende synets hjælp og venstre hånd ved visse dagligdags arbejdsmanøvrer. Han havde god bevægelighed i tommelen sammenlignet med venstre.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fik skadelidte tilkendt godtgørelse for varigt mén, svarende til 5%.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen om varigt mén vægt på, at skadelidte havde ar og forringet pincetgreb.

Arbejdsskaden skønnedes at have medført varigt mén på 5%.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at skadelidtes mén med udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel ikke gav ham ret til godtgørelse for varigt mén, svarende til en méngrad på 5% eller derover.

Skadelidte havde imidlertid vanskeligheder i sit daglige arbejde på grund af skaden samt ar, hvorfor det samlede mén fandtes at være på 5%.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sagen drejede sig om godtgørelse for varigt mén til en 42-årig sløjd- og musiklærer.

Under en skitur med en gruppe elever faldt skadelidte og forvred højre hånds 3. finger.

Skadelidte spillede klarinet og guitar. Fingerskaden medførte, at han ikke var i stand til at være udøvende musiker, ligesom han havde svært ved at håndtere værktøj o.lign.

Af de helbredsmæssige oplysninger fremgik det bl.a., at skadelidte var skrevet op til en stivgørende operation.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fik skadelidte tilkendt erstatning for varigt mén, svarende til 5%.

Ved afgørelsen om mén lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at skadelidte havde smerter og nedsat bevægelighed i fingeren.

I klagen var det bl.a. anført, at skadelidte i betragtning af, at han ikke var i stand til at udføre sin allerstørste interesse på tilfredsstillende vis, ikke kunne anerkende en ménerstatning på 5%.

Arbejdsskaden skønnedes at have medført varigt mén på 8%.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at skadelidte skulle have gjort langfingerens mellemled stift, samt på, at han herved som musiker ville få en ganske særlig ulempe i det daglige.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.