Det fremgik af sagen, at ansøgerens afdøde ægtefælles bror var tilmeldt folkeregisteret på samme adresse som ansøger. Han havde boet der siden 1987 og betalte 425 kr. om måneden i husleje.
Ansøgers revisor anførte, at der ingen fælles økonomi var mellem ansøger og manden, at manden betalte 425 kr. i husleje pr. måned, og at det var usandt, at skattevæsenet ikke havde godkendt dobbelt personfradrag. Skattevæsenet havde netop godkendt dette efter revisorens brev af 19. april 1993.
Skatteankenævnet oplyste, at det ikke var rigtigt, at skattevæsenet havde accepteret personfradrag som enlig pensionist.
Kommunen anførte bl.a., at kommunens praksis vedrørende reelt enlige er, at de personer, som pr. 31. december 1993 eller før af skattevæsenet var blevet godkendt som reelt enlige, uændret har fået overført denne status ved udbetaling af særligt tillæg til reelt enlige pr. 1. januar 1994.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøger ved beregningen af pension betragtedes som samlevende, jf. lov om social pension § 49, stk. 2.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det ikke var sandsynliggjort, at ansøger måtte anses for enlig i pensionslovens forstand, jf. pensionslovens § 49, stk. 2.
I klagen var det bl.a. anført, at den eneste bevismulighed for en pensionist for at dokumentere ikke at leve i et ægteskabslignende forhold var at afgive en tro- og loveerklæring. Kommunen havde ikke fremlagt nogen dokumentation, men kun ikke underbyggede formodninger, der kunne tilsidesætte tro- og loveerklæringen.
Med klagen var fremsendt underskrevet erklæring på tro og love om, at ansøger og dennes afdøde mands bror ikke levede i et ægteskabslignende forhold hverken med hensyn til kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrog til den fælles husførelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af betydningen af begrebet enlig i lovens forstand i relation til de nye regler om særligt pensionstillæg.