Ankestyrelsens principafgørelse O-106-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 43, stk. 9, § 58, stk. 1 og § 58, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 72 ff.

Ansøgeren havde en øjenlidelse, som bevirkede, at han var helt blind. Han modtog højeste førtidspension med bistandstillæg.

Han var medlem af nævn og flere bestyrelser samt formand for flere foreninger. Ansøgeren havde en årlig indtægt fra disse forskellige hverv på omkring 76.000 kr.

Han indgav ansøgning om logtekst, pc'er, talesyntese, printer og scanner. Omkring tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse drejede det sig om udstyr for 116.306 kr. samt udgifter til installation og undervisning.

Kommunen gav afslag efter bistandslovens § 43, stk. 9. På baggrund af arten af hans beskæftigelse, herunder indtægten herved, sammenholdt med prisen på det ansøgte var der ikke tale om en rimelig udgift. Beskæftigelsen kunne heller ikke henføres til den form for beskæftigelse, der er omtalt i Socialministeriets vejledning pkt. 72 ff.

Over for nævnet anførte Dansk Blindesamfund, at også personer, der oppebærer førtidspension, kan modtage ydelser efter § 43 herunder stk. 9, når en beskæftigelse resulterer i et ikke uvæsentligt supplement til pensionen. Begrebet beskæftigelse måtte defineres således, at enhver form for indtægtsgivende virksomhed, der kan medvirke til, at mennesker skaber sig en aktiv tilværelse, bør understøttes for at sikre den bedst mulige livskvalitet for det enkelte menneske.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse efter § 43, stk. 9. Nævnet lagde vægt på, at "erhvervsindtægt" fortrinsvis hidrørte fra et honorarlønnet hverv og ikke fra et ansættelsesforhold, der kunne karakteriseres som et egentlig lønnet erhverv.

Nævnet havde tidligere givet afslag på at bevilge støtte efter bistandslovens § 58. Nævnet havde været enigt med kommunen i, at det ansøgte hjælpemiddel nok ville være en hjælp for ansøgeren i det daglige arbejde med de mange tillidshverv, men i relation til § 58, fandtes det ansøgte ikke at opfylde betingelserne om i væsentlig grad at ville lette den daglige tilværelse.

Blindesamfundet ønskede i anken til Ankestyrelsen, at sagen blev behandlet både efter bistandslovens § 43, stk. 9, og § 58.

For Ankestyrelsen forelå yderligere oplyst, at ansøgeren overvandt sit handicap ved et betragteligt sekretærforbrug til oplæsning. Desuden rådede han over en skrivemaskine til punktskrift. Han anvendte en lommetavle til notatskrivning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om § 43, stk. 9, alene vedrører et egentligt lønnet erhverv, eller om også honorarlønnet hverv er omfattet, og om der i benægtende fald ville være grundlag for at bevilge efter § 58.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til EDB-anlæg med handicap-kompenserende udstyr som hjælpemiddel efter bistandslovens § 58, stk. 1, nr. 2, men ikke som arbejdsredskab efter § 43, stk. 9.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse om bevilling vægt på ansøgerens meget høje aktivitetsniveau med arbejdskrævende opgaver i forbindelse med organisationsarbejde m.m., herunder medlemskab af nævn og bestyrelser. Ankestyrelsen fandt, at de ansøgte EDB-hjælpemidler i væsentlig grad ville lette den daglige tilværelse og muliggøre en selvstændig tilværelse med mindst mulig bistand fra andre i hverdagen.

Ankestyrelsen anmodede kommunen om - eventuelt som udlån - at stille det bedst egnede og billigste udstyr til rådighed efter § 58. Ankestyrelsen lagde ved sin stillingtagen efter § 43, stk. 9, vægt på, at det høje aktivitetsniveau ikke kunne ligestilles med, at ansøgeren havde et egentligt lønnet erhverv og dermed en placering på arbejdsmarkedet, hvorved han forsørgede sig selv og sin familie.