Ankestyrelsens principafgørelse O-97-95

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 38, stk. 1

Ansøger, der var gift og havde et hjemmeboende barn under 18 år, søgte om supplerende kontanthjælp til arbejdsløshedsdagpenge. Det var oplyst, at hustruen var hjemmearbejdende.

Kommunen gav afslag på supplerende kontanthjælp.

Kommunen henviste til, at ansøger og dennes hustru ikke var beretti get til kontanthjælp på grund af familiens formueforhold.

Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger i forbindelse med sin fratræden udover lønnen for september måned 1994 fik udbetalt fratrædelsesgodtgørelse.

Fratrædelsesgodtgørelsen skulle således efter kommunens beregning kunne dække familiens behov frem til midten af januar 1995.

Derefter henviste kommunen ansøger til at realisere sin formue i pensionsopsparing ved enten at tilbagekøbe eller belåne pensionsforsikringerne. Om pensionsforsikringerne var det oplyst, at der var tale om 2 arbejdsgiverpensionsordninger med løbende udbetaling. Den samlede depotværdi var på ca. 750.000 kr. Med fradrag for afgift til staten samt foreløbig skat fik ansøger ved realisation af opsparingerne udbetalt ca. 200.000 kr.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre den del af kommunens afgørelse, der vedrørte det stillede krav om realisation eller belåning af ansøgers forsikringer til dækning af hans og familiens behov udover arbejdsløshedsdagpenge.

Nævnet henviste til, at det ifølge bistandslovens § 39, stk. 1, førs te punktum, sammenholdt med kontanthjælpsvejledningen er hovedreglen, at formue udelukker fra at modtage kontanthjælp, når der foreligger likvid formue, dog således at kravet om realisation undlades, når det ikke kan ske uden væsentligt tab. Undladelse af at stille krav om realisation var efter nævnets opfattelse en skønsmæssig vurdering, hvorfor kommunens afgørelse om ikke at bringe undtagelsen i anvendelse kun kunne tilsidesættes af nævnet, hvis der derved forelå et ulovligt skøn eller et åbenbart urimeligt skøn, jf. herved bistandslovens § 15, stk. 5.

Kommunens undladelse af ikke at bortse fra ansøgers forsikringer var efter nævnets opfattelse ikke behæftet med en sådan retlig mangel, at kommunens afgørelse om at følge hovedreglen af den grund kunne tilsidesættes. Nævnet lagde herved vægt på, at Ankestyrelsens afgørelser ifølge Sociale Meddelelser SM O-6-88 og SM O-86-93 vedrørte kapitalpensioner og derfor ikke kunne danne grundlag for supplerende udfyldning af retsanvendelsen i relation til ansøgers forsikringer, der omfattede pensionsordning med løbende udbetalinger, og på, at der ikke sås at foreligge andre fortilfælde til udfyldning af retsanvendelsen ved administration på området i relation til pensionsordninger med løbende udbetaling.

Kommunens undladelse af ikke at bortse fra hovedreglen fandt nævnet heller ikke, var åbenbart urimelig, jf. herved også, at vurderingen af, hvorvidt realisation indebærer et væsentligt tab, i sig selv også rummer et skøn. Efter nævnets opfattelse kunne ansøgers direkte tab ved realisationen af forsikringerne med en samlet depotværdi på 750.000 kr. ikke opgøres til mere end et niveau på 300.000 kr., svarende til ca. 40%, idet der i øvrigt blev indeholdt foreløbig kildeskat som følge af, at realisation tillige medførte personlig indkomstbeskatning, hvilket - med de på afgørelsestidspunktet gældende beskatningsregler - imidlertid også ville være tilfældet ved forsikringsbegivenhedens indtræden med løbende pensionsudbetaling.

Det bemærkedes, at efter nævnets opfattelse var spørgsmålet om realisation af ansøgers forsikringer af principiel karakter.

I klagen til Ankestyrelsen havde ansøger henvist til nævnets bemærk ning om, at spørgsmålet om realisation af forsikringerne var af principiel karakter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt pensionsopsparinger i form af forsikringer, jf. bistandslovens § 39, kan kræves realiseret med deraf følgende tab, før der kan udbetales kontanthjælp.

Ifølge bistandslovens § 39 forudsætter ydelse af hjælp, at hverken den, der søger hjælpen, eller ægtefællen er i besiddelse af formue, hvoraf det økonomiske behov kan dækkes. Der skal dog ses bort fra formuer, der er nødvendige for bevarelse eller opnåelse af en nødvendig boligstandard, eller som bør bevaresaf hensyn til pågældendes eller familiens erhvervs- eller uddannel sesmuligheder. Der er ikke herudover fastsat regler om, at der skal bortses fra formue.

Afgørelsen af, om der kan ses bort fra en pensionsopsparing, beror på en konkret vurdering.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der ved vurderingen af, om ansøger var berettiget til kontanthjælp, kunne ses bort fra ansøgers formue i form af forsikringer, uanset om disse kun kunne realiseres med tab.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen med rette havde stillet krav om realisation af formuen til dækning af ansøgers og dennes families behov, før ansøger var berettiget til udbetaling af supplerende kontanthjælp.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.