Ankestyrelsens principafgørelse O-18-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 15, stk. 5 og § 46

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 21547-93

Sagen vedrørte en familie med 3 mindreårige børn, der havde boet i ejerbolig siden 1984.

Ifølge tingbogsattest var der i april 1993 lyst 3 pantebreve i ejendommen til kreditforeningen, et ejerpantebrev samt en række udlæg. De samlede 1/4-årlige ydelser på kreditforeningslånene udgjorde 8.660 kr.

Familien anmodede i juni 1993 A kommune om hjælp til betaling af en el-restance på 5.419 kr., hvilket kommunen gav afslag på med henvisning til el-udgiftens urimelige størrelse. El-udgiften udgjorde på ansøgningstidspunktet ca. 11.000 kr. i kvartalet. Familien havde tidligere i 1990 modtaget hjælp mod tilbagebetaling til en el-restance på ca. 16.000 kr. Kommunen gav i august 1993 endvidere afslag på hjælp til terminsrestance med 59.370 kr. med den begrundelse, at økonomien ikke kunne hænge sammen med det aktuelle indtægts- og udgiftsniveau.

Familien fik samtidig tilbud om at kunne leje en kommunalt ejet bolig.

Familien havde forinden fået afslag fra kreditforeningen på en afdragsordning. Familien oplyste samtidig, at såfremt restancer og advokatomkostninger blev betalt, således at tvangsauktion kunne afværges, ville lånene med fordel kunne omlægges til et nyt 6% kontantlån over 30 år. Den månedlige ydelse ville herefter udgøre ca. 1.700 kr.

På ansøgningstidspunktet modtog hustruen arbejdsløshedsdagpenge, mens manden havde arbejdsindtægt. Den samlede månedlige nettoindtægt var opgjort til 15.893 kr., hvortil kom børnefamilieydelsen. De samlede udgifter var opgjort til 15.311 kr., hvoraf 1.100 kr. var afdrag på båd.

Overfor ankenævnet blev det anført, at hustruen i august 1993 havde påbegyndt jobtilbud, og at familien var færdige med at afdrage et banklån.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp til de ansøgte restancer under henvisning til, at der var tale om truende gældsposter.

Ankenævnet lagde endvidere vægt på det oplyste om familiens fremtidige udgifts- og indtægtsforhold og fandt, at familien fremover ville være i stand til at klare sin økonomi, når restancerne var afholdt.

Ankenævnet fandt samtidig, at den bomulighed, som kommunen havde anvist, ikke kunne anses for en rimelig løsning på familiens bolig situation.

Nævnet udtalte endelig, at den hjælp, der blev ydet til terminsrestancen var tilbagebetalingspligtig i henhold til bistandslovens § 25, nr. 2 (nu ophævet).

I klagen til Ankestyrelsen oplyste kommunen, at el-restancen viste sig at udgøre ca. 23.000 kr. og terminsrestancen ca. 65.000 kr.

Ankestyrelsen fik endvidere oplyst, at låneomlægningen ikke havde fundet sted, og at der var lyst yderligere udlæg i ejendommen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af rækkevidden af ankenævnets prøvelsesret, herunder til supplement af SM-O-84-93.

Ankestyrelsen udtalte, at afslag på hjælp til terminsrestance m.v. i henhold til bistandslovens § 46 ikke forudsatte, at der samtidig kunne anvises ansøgeren og dennes familie en anden konkret bolig.

Ankenævnet havde derfor ikke med rette kunnet lade oplysningerne om den tilbudte bolig indgå ved vurderingen af, om der var grundlag for at yde familien hjælp til den ansøgte restance.

Hjælp i henhold til § 46 til gældssanering forudsætter, at familien efter saneringen vil være i stand til at kunne klare sig selv, samt at de økonomiske vanskeligheder ikke er opstået på grund af uhensigtsmæssige økonomiske dispositioner. På baggrund af de foreliggende oplysninger om familiens økonomiske forhold både før og efter, at der var ydet hjælp til dækning af el og terminsrestance, fandt Ankestyrelsen, at det måtte anses for tvivlsomt, hvorvidt familien fremover ville være i stand til selv at klare sine faste udgifter.

Ankestyrelsen lagde herved særlig vægt på, at der var tale om restancer oparbejdet gennem længere tid, at restancernes faktiske størrelse først blev oplyst efter nævnets afgørelse, og at forudsætningen om, at der gennem låneomlægning ville kunne opnås en betydelig besparelse, hvilede på et meget usikkert grundlag på grund af de tinglyste udlæg i ejendommen.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at familien til trods for de økonomiske vanskeligheder havde valgt at afholde udgifter til båd.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at kommunens skøn, hvorefter der ikke var grundlag for at yde familien hjælp til betaling af de ansøgte restancer, kunne anses for ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Ankenævnet havde dermed ikke været berettiget til at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Ankestyrelsen ændrede derfor ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsens afgørelse medførte ikke tilbagebetalingspligt af den ydelse, som familien havde modtaget i henhold til nævnets afgørelse i videre omfang, end det blev fastsat i forbindelse med hjælpens udbetaling.

_______________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21648-93

Sagen vedrørte en familie med 2 børn, der på ansøgningstidspunktet havde haft sit nuværende hus i ca. 4 år. Børnene gik på grund af handicap i en nærliggende privat specialskole.

Familien anmodede den 2. september 1993 kommunen om hjælp til betaling af terminsrestance vedrørende juni terminen 1993. Familien havde selv indbetalt 6.000 kr., men der resterede fortsat 10.000 kr. samt morarenter og inkassogebyr.

På ansøgningstidspunktet havde manden været i arbejde som langtidsledig indtil ca. 1. august 1993, hvorefter han ville modtage arbejdsløshedsdagpenge, der dog først kom til udbetaling 1. oktober. Hustruen havde fuldtidsarbejde.

Familien havde søgt gældssanering for et beløb på ca. 4 mio. kr., men forventede at kunne beholde huset.

B kommune gav afslag på ansøgningen, idet der ikke fandtes at være tale om en rimelig begrundet enkeltudgift, da der ikke havde været tale om indtægtstab i april kvartal, hvor der skulle have været sparet op til terminen. Kommunen henviste endvidere til, at familien havde valgt at betale andre gældsposter.

Overfor ankenævnet oplystes det, at familien i ca. 2½ år havde indbetalt 7-8.000 kr. om måneden som afdrag på gæld i forsøget på at opnå gældssanering. Sidste afdrag blev indbetalt i maj 1993 med ca. 4.500 kr. De samlede faste udgifter efter gældssaneringen ville udgøre 8.550 kr., heraf terminsudgifter på 4.228 kr., hertil ville komme et afdrag på gæld. Familiens nettoindtægter ville udgøre 13.600 kr., hvortil kom børnefamilieydelsen.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde familien hjælp til den ansøgte terminsrestance, idet der fandtes at være tale om en truende gælds post.

Nævnet lagde vægt på, at det fandtes mest hensigtsmæssigt, at familien fortsat kunne blive boende i huset samt på det oplyste om familiens fremtidige udgifts- og indtægtsforhold. Nævnet fandt, at familien fremover ville være i stand til at klare sine økonomiske forpligtelser, når restancen var afholdt.

Nævnet lagde endelig vægt på, at manden havde haft et indtægtstab i august og september måned 1993.

Overfor Ankestyrelsen blev det oplyst, at gældssaneringen var bevilget.

Sagen blev behandlet i principielt møde sammen med ovennævnte sag.

Ankestyrelsen var enig med B kommune i, at der normalt ikke kunne ydes hjælp i henhold til bistandsloven til betaling af gældsposter, der var opstået som følge af, at en ansøger havde valgt at afholde andre udgifter.

Da der imidlertid i den foreliggende sag havde været tale om afdrag på gæld efter en samlet plan som led i forsøget på at opnå en gældssaneringsordning i henhold til konkurslovens regler, fandt Ankestyrelsen ikke, at familiens dispositioner kunne karakteriseres som uhensigtsmæssige.

På baggrund af de foreliggende oplysninger om familiens økonomiske forhold, herunder sandsynligheden for, at der ville blive bevilget gældssanering, fandt Ankestyrelsen det realistisk, at familien fremover ville blive i stand til at klare sig selv, såfremt der blev ydet hjælp til betaling af den opståede terminsrestance.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det kunne tillægges betydning, at der var tale om et forholdsvis lille beløb, og at familien selv havde indbetalt en del af terminen.

Uanset, at terminen forfaldt i juni 1993, fandt Ankestyrelsen også, at det kunne tages i betragtning, at familien var udsat for et indtægtsslip på tidspunktet for ansøgningen.

Ankestyrelsen fandt derfor, at B kommunes skøn over, om der var grundlag for at yde familien hjælp til betaling af den ansøgte restance, kunne anses for åbenbart urimeligt, og at kommunen med rette var pålagt at yde familien hjælp.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.