Sagen drejede sig om en socialrådgiver, der blev sygemeldt i december måned 1989 på grund af psykiske problemer. Hun modtog sygedagpenge i perioden fra juni 1990 indtil august 1991. Herefter fik hun udbetalt kontanthjælp efter bistandslovens § 37 indtil maj 1993 afbrudt af 3 måneders vikararbejde med 25 timer om ugen.
Den 23. april 1994 udfærdigede kommunen en bevilling om arbejds praktik og løntilskud efter bistandslovens § 43, stk. 8. Hun var herefter fra 1. maj 1993 til 28. februar 1994 ansat i arbejdspraktik som socialrådgiver i en privat landsdækkende organisation.
Lønnen blev fastsat til fagets begyndelsesløn for kommunalt ansatte, skalatrin 20. Kommunen refunderede lønnen med 100% som løntilskud. Den 22. juni 1993 skrev organisationen til kommunen om løn- og an sættelsesmæssige vilkår for socialrådgivere ansat i organisationen. Det blev bl.a. oplyst, at de aflønnedes på skalatrinene 32, 34, 36 og 38, hvilket ligger udover grundlønsbeløbet for socialrådgivere. Organisationen aflønnede på denne måde for at tiltrække socialrådgivere med forudgående erfaring fra det praktiske arbejde. I forbindelse med den aktuelle ansættelse havde det været af betydning, at revalidenden havde forudgående erfaring med at arbejde med ældre og som socialrådgiver.
Organisationen havde desuden oplyst, at der ikke for tiden var økonomisk mulighed for at udvide antallet af medarbejdertimer, en an sættelse ville derfor være under forudsætning af fuld lønrefusion.
Revalidenden indbragte spørgsmålet om aflønning for ankenævnet. Hun anførte, at hendes løntilskud var fastsat efter lønnen for kommunaltansatte socialrådgivere, men at området, hvor hun var i arbejds praktik, ikke var kommunalt, men privat. Hun anførte videre, at hvis der inden for fagområdet er flere mulige aflønninger, så fastsættes lønnen under hensyn til den form for fremtidig beskæftigelse, der konkret stiles imod. Hun mente, at hendes fremtidige arbejdsområde typisk ville kunne blive ansættelse i lighed med det område, hvor hun var i arbejdspraktik. Ved en ansættelse som sagsbehandler i en kommune ville hun blive indplaceret på skalatrin 23 i henhold til tidligere års anciennitet.
På nævnets forespørgsel udtalte Socialministeriet telefonisk, at udgangspunktet er, at en revalidend aflønnes med fagets mindsteløn lokalt - det vil sige, den mindsteløn, som der aflønnes med, der hvor revalidenden er ansat i løntilskudsordningen.
Formålet med løntilskud hos private arbejdsgivere er at skabe en ekstra arbejdsplads til revalidender på den pågældende arbejdsplads.
I den konkrete sag skulle aflønningen således være den mindsteløn, der aflønnes med i organisationen.
Nævnet pålagde under henvisning hertil kommunen at fastsætte løntil skuddet således, at revalidenden blev aflønnet med den mindsteløn, der blev aflønnet med i organisationen.
Kommunen indbragte sagen for Ankestyrelsen. Kommunen anførte, at der ved beslutningen om lønindplaceringen var taget udgangspunkt i vejledningens punkt 57. Herefter fastsattes lønnen under hensyn til den form for fremtidig beskæftigelse, der konkret stiledes imod inden for det pågældende arbejde, samt at aflønningen under revalideringen ikke burde overstige den løn, den pågældende kunne forvente at få efter oplæring.
Kommunen henviste til, at revalidenden var uddannet som sygehjælper og socialrådgiver. Den form for fremtidig beskæftigelse, der konkret var stilet imod med arbejdsoptræningsforløbet, var en stilling som socialrådgiver/omsorgsmedarbejder i en pensionsafdeling. Hun ville her kunne udnytte sine erfaringer fra arbejdet med ældre fra sin sygehjælpertid. Formålet med revalideringsforløbet var herudover at afklare, om hun kunne klare socialrådgiverarbejde, hvis det ikke foregik i en bistandsafdeling, og det ikke var alt for administrativt.
Kommunen oplyste, at revalidenden efter eget ønske selv skaffede arbejdspladsen. Den private organisation blev accepteret af kommunen som et egnet sted. Men at arbejdsoptræningen var foregået i denne organisation, ændrede ikke det oprindelige mål med revalideringen, herunder den form for fremtidig beskæftigelse, der stiledes imod, nemlig beskæftigelse som socialrådgiver/omsorgsmedarbejder i en pensionsafdeling, og altså en lønindplacering som kommunalt ansat socialrådgiver. Kommunen tilføjede, at der fandtes ganske få socialrådgiverstillinger inden for ældreområdet, hvor begyndelseslønnen var på skalatrin 32, på landsplan højest 10 stillinger ialt. Kommunen fandt det ikke realistisk, at revalideringsforløbet skulle resultere i en af disse stillinger. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på fastsættelse af løntilskud i tilfælde, hvor der er forskellige overenskomster, og hvor resultatet af en arbejdsprøvning ikke nødvendigvis bliver placering i samme stilling som arbejdsprøvningen.
