Ankestyrelsens principafgørelse O-55-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 15, stk. 5 og § 37, stk. 4

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20884-94

Ansøger var blevet varetægtsfængslet i april 1993. Hans indbo var i oktober måned 1993 kørt til opbevaring. Kommunen havde ydet hjælp til betaling af pakning, flytning samt opbevaring af bohavet, indtil der faldt dom i hans sag. Ansøger fik en dom på 3 års fængsel med forventet prøveløsladelse den 30. april 1995. I december måned 1993 meddelte kommunen, at opmagasineringsudgifterne ikke ville blive betalt længere end til udgangen af marts måned 1994. Kommunen henviste til, at udgiften var på 1.000 kr. pr. måned, og at der var tale om en længere periode.

Kommunen henviste endvidere til, at hvis ansøger ved løsladelsen havde behov for etablering, ville han kunne få hjælp hertil efter bistandslovens bestemmelser.

Under udgang i februar måned 1994 nedbragte ansøger indbomængden til det halve, hvorefter udgiften var 480 kr. pr. fire uger ekskl. moms.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at til sidesætte kommunens skøn.

I klagen til Ankestyrelsen henviste Kriminalforsorgen til, at et andet ankenævn havde fundet, at en indsat med en dom på 4 år og 6måneder var berettiget til at få betalt udgifterne til opmagasinering.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om og i hvilket omfang der bør ydes hjælp til opbevaring af indbo under strafafsoning.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens skønsmæssige afgørelse havde været åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger havde fået opbevaringsomkostningerne nedbragt, således at der nu var tale om bohave af begrænset omfang.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at opmagasineringsperioden maximalt ville blive på 19 måneder, da ansøger forventedes prøve løsladt den 30. april 1995.

Ankestyrelsen tilsidesatte således det skøn, der var foretaget af kommunen, og ændrede dermed ankenævnets afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20951-94

Ansøger fik i februar 1994 en dom på 5 års fængsel med forventet prøveløsladelse den 30. november 1996.

Han havde i november måned 1993 søgt kommunen om økonomisk hjælp til opmagasinering af bohave. Han var på det tidspunkt varetægtsfængslet. Udgiften var 367 kr. pr. måned.

I december måned bevilgede kommunen hjælp til betaling af opbevaringen af ansøgers indbo for perioden 1. oktober 1993 til 31. januar 1994. Hjælpen blev ydet efter bistandslovens § 46.

I februar måned 1994 gav kommunen afslag på yderligere hjælp til opmagasinering under henvisning til, at der var tale om en dom på 5 år.

Kommunen fandt, at der ikke kunne ydes hjælp til opmagasinering over så lang tid. Ansøger henvistes til at søge etableringshjælp ved løsladelsen. Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet nævnet intet fandt at indvende mod kommunens skønsmæssige afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde sammen med ovennævnte sag.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens afgørelse hverken havde været ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var tale om afsoning i en langvarig periode, og at ansøger havde mulighed for at søge hjælp til etablering, når han blev løsladt.

Ankestyrelsen fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, der var foretaget af kommunen, og tiltrådte derfor nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt dog, at nævnet burde have vurderet sagen alene efter bistandslovens § 37, stk. 4, og ovennævnte bekendtgørelses § 4, stk. 6, og ikke efter bistandslovens § 46.