Ankestyrelsens principafgørelse O-72-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 15, stk. 5 og § 46a

Socialministeriets vejledning af 3. april 1995 om kontanthjælp - pkt. 25

Ansøger, der på grund af orlov fra sit studium, havde modtaget kontanthjælp fra februar 1993 til 31. oktober 1993 samt igen fra 1. december 1993, søgte første gang om hjælp til tandbehandling den 28. juli 1993. Hun ansøgte igen om tandlægehjælp den 2. august 1993 og 23. december 1993.

Ved udbetalingen af hjælpen efter bistandslovens § 46 a havde kommunen fratrukket 250 kr. pr. behandling til dækning af egenbetaling under henvisning til, at ansøger ønskede at afslutte tandbehandlingen hver gang.

Ansøger anmodede kommunen om at betale det fulde beløb vedr. 4 tandbehandlinger.

Kommunen gav afslag på hjælp til betaling af 4 x 250 kr. (egenbetalingen for 4 tandbehandlinger), idet der var tale om afsluttede tandbehandlinger. Kommunen henviste til, at efter gældende regler var der en egenbetaling på 250 kr. pr. afsluttet tandbehandling.

Ankenævnet erklærede sig enig med kommunen i, at ansøger ikke var berettiget til at få hjælp til dækning af egenbetaling på 250 kr. pr. gang for 4 afsluttede tandbehandlinger.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at der ønskedes en afklaring af, hvorvidt der var lovhjemmel til at indføre generel egenbetaling på trangsbestemte ydelser efter bistandslovens § 46 a. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en afklaring af, hvorvidt der ved ydelser efter bistandslovens § 46 a lovligt kan opstilles interne retningslinier, hvorefter der uden en konkret vurdering påføres ansøger en egenbetaling.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at fastsætte en regel om egenbetaling på 250 kr. for hver afsluttet tandbehandling uden at gå ind i en individuel konkret vurdering af ansøgers økonomiske forhold sammenholdt med behandlingernes antal.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ved at fastsætte en sådan generel regel havde sat det individuelle "skøn under regel".

Kommunens interne regler vedr. egenbetaling for afsluttede tandbehandlinger måtte derfor anses for at være ulovlige.

Sagen hjemvistes derfor til kommunen til ny afgørelse efter en konkret skønsmæssig vurdering af ansøgers økonomiske forhold og muligheder for selv at afholde en del af udgiften til tandbehandlingerne.