Ansøger, der var enlig forsørger med 3 hjemmeboende børn, var arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsdagpenge og havde i mange år tillige modtaget supplerende hjælp efter bistandsloven.
Hun henvendte sig til A kommune den 2. september 1993 og oplyste, at hun var opsagt fra sit lejemål på grund af huslejerestance.
Kommunen aftalte herefter med ansøger, at hun selv skulle forsøge at finde en anden bolig, hvilket hun fik hjælp til via tilknyttet hjemme-hos-pædagog. Der var i de følgende måneder kontakt til adskillige udlejere, såvel i A kommune som i andre kommuner, herunder X kommune, hvorfra der var indhentet flyttesamtykke. Ingen af kontakterne førte imidlertid til en lejeaftale, bl.a. fordi der var tale om en enlig mor med 3 hjemmeboende børn, som tillige havde et dårligt rygte i A kommune på grund af et stort alkoholforbrug.
Den 25. oktober 1993 besluttede fogedretten, at ansøger skulle være fraflyttet sin lejlighed senest den 8. november 1993.
A kommune konkluderede på baggrund af de mange forgæves forsøg på at leje en bolig, at dette måtte anses for umuligt i kommunen, og at alternativet måtte være institutionsanbringelse af børnene og henvisning af ansøger til forsorgshjemmet.
Ansøger fandt herefter selv frem til en bolig beliggende i B kommune, som hun kunne leje.
A kommune anmodede B kommune om accept til at yde flyttehjælp efter bistandslovens § 47, stk. 2.
I anmodningen var det bl.a. anført, at ansøger boede alene med 3 børn og efter længere tids konfliktsituation var blevet opsagt fra sin nuværende boligforeningslejlighed og ville blive udsat af fogeden. Endvidere var det anført, at hun selv i en længere periode forgæveshavde søgt lejlighed, herunder med hjælp fra en tilknyttet hjemme hos-pædagog.
A kommune oplyste desuden, at det hus, som ansøger havde mulighed for at leje, var på 100 kvm. , at den månedlige husleje var 3.000 kr., og at indskuddet udgjorde et tilsvarende beløb. Kommunen fandt, at hun, under hensyntagen til at hun modtog arbejdsløshedsdagpenge, ville kunne klare at afholde boligudgiften, ligesom der henvistes til, at boligen havde en passende størrelse, og at ansøger var boligløs.
B kommune meddelte ved brev af 10. november 1993 afslag på anmodningen om flyttetilsagn.
I afslaget var det bl.a. anført, at den pågældende bolig var dårligt isoleret, at der var fugtgener, at der ikke var termoruder i allevinduer, at træinventaret var præget af råd og fugt, at en nærlig gende stærkt trafikeret jernbane medførte kraftige rystelser, samt at der indenfor en kortere periode havde boet 2 hold lejere.
Endvidere var det oplyst, at sikringsafdelingen i B kommune i forbindelse med beregningen af boligsikringen kun havde godkendt en husleje på 1.800 kr. pr. måned på grund af boligens ringe stand og beliggenhed.
B kommune fandt således, at ansøger ville kunne opnå ca. 970 kr. i boligsikring pr. måned og i henhold til en kontanthjælpsberegning, hvori der var medtaget en udgift på 1.500 kr. til lys og varme, ville have et behov på 7.920 kr. pr. måned. Da ansøger fik udbetalt ca. 6.700,- kr. i arbejdsløshedsdagpenge, lå hendes indtægter ca. 1.200 kr. under hendes behov efter kontanthjælpsberegningen, og hun skønnedes derfor ikke at kunne klare sig økonomisk i den pågældende bolig.
Samlet fandt B kommune således, at der ikke var tale om en boligmæssig forbedring efter bistandslovens § 47, da boligens standard gjorde denne uegnet til bolig for en familie med børn, og da ansøger ikke økonomisk skønnedes at ville kunne klare sig i den pågældende bolig.
A kommune besluttede at yde flyttehjælp med indskud, stempelafgift og 1. måneds husleje efter bistandslovens § 46 og flytteudgifter efter § 47. I klagen til ankenævnet henviste A kommune til, at såvel ansøger som A kommune ihærdigt havde forsøgt at finde en anden bolig i kommunen, og at ansøger selv havde fundet boligen i B kommune.
Nævnet fandt, at B kommune ikke havde været forpligtet til at give samtykke i henhold til bistandslovens § 47, stk. 2, i forbindelse med ansøgers flytning fra A kommune til B kommune.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at der efter det foreliggende om klientens forhold ikke var tale om en rimelig løsning på pågældendes boligproblemer.
Nævnet lagde herved vægt på, at den nye bolig efter det oplyste var dårligt isoleret og præget af fugt og råd, samt at boligudgiften i den nye bolig oversteg den tilsvarende udgift i tidligere bolig, hvor lejemålet formelt blev ophævet på grund af en huslejerestance for 3 måneder.
I klagen til Ankestyrelsen anførte A kommune bl.a., at ansøgers tid ligere bolig bestemt ikke var hensigtsmæssig i alle henseender. Under henvisning til SM O-4-81 anførtes det, at begrebet boligmæssig forbedring, hvor der var tale om en boligløs person, ikke forudsatte en direkte sammenligning mellem hidtidig og fremtidig bolig, og at der ikke i bistandslovens § 47, stk. 2, kunne indfortolkes et krav om, at en fremtidig bolig skulle være sundere/bedre end hidtidig bolig, når der var tale om en boligløs person.
Endvidere anførte kommunen, at B kommune med anvendelsen af reglerne i § 11 i lov om individuel boligstøtte, således at denne beregnedes ud fra en husleje på 1.800 kr. i stedet for den reelle på 3.000 kr., havde skabt en situation, som medførte en begrundelse for at kunne give afslag på anmodningen om flytteaccept. I modsat fald ville ansøger kunne have fået 2.114 kr. pr. måned i boligsikring mod nu 973 kr., hvorefter begrundelsen om, at boligudgiften i fremtidig bolig oversteg boligudgiften i hidtidig bolig, ville bortfalde. A kommune fandt således, at der åbnede sig nye perspektiver for omgåelse af bistandslovens § 47, såfremt § 11 i lov om individuel boligstøtte blev anvendt til at sortere i, hvem man ville have ind i kommunen.
Efter at sagen var indbragt for Ankestyrelsen, bemærkede nævnet bl.a., at nævnets afgørelse af, om der forelå en boligmæssig forbedring efter bistandslovens § 47, var truffet efter en konkret vurdering, hvorved der blev taget udgangspunkt i det kendskab til boligens standard, som det stedlige socialudvalg måtte forudsættes at sidde inde med efter ophør af flere lejemål, hvor kommunen havde været involveret.
Nævnet anførte endvidere, at der var formodning for, at klienten ville have svært ved at betale boligudgiften i den nye lejlighed, da pågældende ikke havde været i stand til at afholde udgiften i den tidligere billigere boligforeningslejlighed, samt at nævnet ved vurderingen havde taget udgangspunkt i bruttohuslejen, der på længere sigt bedst afspejlede klientens mulighed for selv at betale boligudgiften. Spørgsmålet om boligsikringens størrelse og beregning havde derfor ikke været tillagt betydning for sagens afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der ved vurderingen af, om der er tale om en boligmæssig forbedring efter bistandslovens § 47, skal ske en sammenligning med tidligere bolig, når pågældende er boligløs, samt om beregningen af boligsikring kan indgå ved vurderingen af, om der har været grundlag for at give afslag på samtykke.
