Ankestyrelsens principafgørelse D-7-95

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 20, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1

Socialministeriets vejledning af 27. oktober 1994 - pkt. 157

Note:

*) Note: Dagældende retsforskrifter var § 48 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991, som ændret ved bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993, og Socialministeriets vejledning af 22. marts 1990 om dagpenge ved sygdom eller fødsel, pkt. 126.

Kommunen traf den 25. februar 1994 afgørelse om standsning af lønmodtagerens dagpenge med virkning fra den 28. februar 1994, hvor varighedsbegrænsningen for udbetaling af dagpenge indtrådte, jf. dagpengelovens § 22.

Kommunen traf samtidig afgørelse om, at der ikke var grundlag for at forlænge dagpengeperioden.

På tidspunktet for afgørelsen var det oplyst for kommunen, at lønmodtageren afventede en undersøgelse på hospital, der skulle finde sted ca. 1 måned senere, og som forventedes væsentligt at forbedre grundlaget for afgørelsen om, hvorvidt dagpengeperioden kunne forlænges.

Kommunen fandt i forbindelse med afgørelsen ikke anledning til at afvente resultatet af undersøgelsen, men skønnede at lønmodtageren kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet inden for sit fagområde.

Undersøgelsen fandt sted den 25. marts 1994 og den 8. april 1994 påbegyndtes en behandling, der medførte, at lønmodtageren den 1. juni 1994 blev tilmeldt A-kassen som ledig.

I anken er det gjort gældende, at dagpengestoppet burde ophæves med tilbagevirkende kraft til den 28. februar 1994, og at ny vurdering af forlængelsesmulighederne burde foretages, efter at resultatet af undersøgelsen den 25. marts 1994 var indhentet.

Lønmodtageren havde ret til forlængelse af dagpengeperioden udover den 28. februar 1994, idet pågældende på dette tidspunkt opfyldte betingelsen om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden for 26 uger kunne genskabe erhvervsevnen.

Dagpengeudvalget fandt, at kommunens afgørelse kunne have været udsat indtil resultatet af hospitalsundersøgelsen forelå, idet kommunen den 2. december 1993 fik oplysning om, at lønmodtageren ventede på den nævnte undersøgelse, og at der ville gå 3 - 4 måneder, før undersøgelsen kunne gennemføres.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen på afgørelsestidspunktet den 25. februar 1994 var bekendt med, at lønmodtageren højst 1 måned senere skulle til en undersøgelse, der kunne forventes at forbedre afgørelsesgrundlaget væsentligt og på, at Dagpengeudvalgets lægekonsulent udfra de foreliggende lægelige oplysninger skønnede, at undersøgelsen var af afgørende betydning for afgørelsen.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.