Ankestyrelsens principafgørelse O-81-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 35 og § 35c

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 100, pkt. 40, pkt. 52, pkt. 77

Et femårigt barn blev indlagt akut på hospital på grund af mistanke om vold fra moderens samlever. Samleveren blev samtidig fængslet. Moderen havde selv tilkaldt indlæggende læge og fulgte selv med til hospitalet. Dagen efter indlæggelsen fik faderen, der havde del i forældremyndigheden, telefonisk besked om, at barnet var anbragt uden for hjemmet uden samtykke. Moderen blev dagen efter orienteret herom pr. brev. Ingen af forældrene var blevet spurgt, om de kunne give samtykke til anbringelsen.

På godkendelsesmødet i udvalget gav både moderen og faderen udtryk for, at de hver især ønskede barnet hjem til sig efter endt hospitalsbehandling. Ingen af dem udtrykte ønske om at hjemtage barnet straks.

Barnet blev herefter overflyttet til institution med henblik på en nærmere undersøgelse, og begge forældre besøgte barnet regelmæssigt. Forældrene var fortsat uenige om, hvor barnet skulle bo efter en hjemgivelse.

På et møde en måned senere blev sagen forelagt udvalget med ind stilling om, at barnet forblev anbragt uden for hjemmet. På mødet gav moderen sit samtykke til, at barnet forblev på institutionen, indtil undersøgelsen var tilendebragt. Faderen anførte, at han kunne acceptere en anbringelse, men at han ønskede sagen prøvet, når undersøgelsen var tilendebragt. Udvalget traf herefter beslutning om anbringelse uden for hjemmet i 4 måneder. I klagen til Ankestyrelsen og under fremmødet i Ankestyrelsen fastholdt begge forældre deres samtykke til anbringelsen, indtil undersøgelsen var tilendebragt, og det var afklaret, hos hvem barnet fremover skulle bo.

Ankestyrelsen ophævede udvalgets godkendelse af formandsbeslutningen, jf. § 35 c, stk. 3.

Ankestyrelsen var efter det oplyste enig i, at der var behov for, at barnet fik ophold uden for hjemmet med henblik på en nærmere undersøgelse.

Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at en tvangsanbringelse havde været akut nødvendig, da barnet var indlagt på hospital med moderens medvirken, og da ingen af forældrene udtrykte ønske om hjemtagelse.

Der burde være forsøgt opnået samtykke fra forældremyndighedens indehavere.

Ankestyrelsen ophævede endvidere udvalgets endelige afgørelse, da betingelserne for anbringelse uden for hjemmet uden forældrenes samtykke ikke fandtes at være opfyldt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at beslutninger om hjælpeforanstaltninger efter bistandsloven som udgangspunkt skal træffes med forældrenes samtykke. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at begge forældre over for forvaltningen havde givet udtryk for, at de var indstillet på, at barnet forblev på institutionen, indtil en undersøgelse af dets tilstand var gennemført.

Som sagen forelå oplyst, fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at betvivle det af forældrene givne samtykke til anbringelsen.