Ankestyrelsens principafgørelse O-30-95

1995

Resume:

En kvinde, der havde bopæl i A kommune og var under revalidering, flyttede til B kommune.

Flytningen var ikke et led i revalideringsplanen, men skyldtes personlige grunde.

B kommune, der var bundet af A kommunes beslutning om revalidering, havde ret til refusion fra A kommune, selvom flytningen var sket uden A kommunes medvirken.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvindens flytning ikke havde betydet en afbrydelse af den uddannelse, som A kommune havde givet revalideringstilsagn til. Uddannelsen var forløbet i samme spor og i ubrudt forløb.

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 11, stk. 1, nr. 1

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 19, pkt. 20

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 15

En kvinde blev af A kommune bevilget bruttorevalideringsydelse til en uddannelse som levnedsmiddeltekniker. Uddannelsen foregik i C kommune.

Kvinden flyttede til B kommune på grund af samlivsophævelse. A kommune meddelte kvinden, at revalideringshjælpen ville ophøre på grund af flytningen og eventuelt kunne videreføres af B kommune.

B kommune anmodede A kommune om refusionstilsagn.

A kommune afslog at give refusionstilsagn, da flytningen var sket af personlige grunde.

Ankenævnet pålagde A kommune at yde refusion til B kommune i forbindelse med kvindens flytning til B kommune under hendes revalidering i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Nævnet begrundede afgørelsen med, at der efter nugældende praksis fortsat skulle ydes refusion efter en persons flytning, selvom flytningen ikke skete som et led i en uddannelsesplan, når blot uddannelsen fortsatte i samme spor og i et ubrudt forløb.

A kommune anførte i klagen, at reglen i bistandslovens § 11, stk. 1, var en undtagelsesbestemmelse.

A kommune henviste til, at det er et almindeligt fortolkningsprincip, at man skal være meget tilbageholdende med en udvidende fortolkning af en undtagelsesbestemmelse eller med at analogisere ud fra en undtagelsesbestemmelse. Bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, fandt kun anvendelse, hvis der forelå medvirken til flytning fra kommunens side. I det konkrete tilfælde forelå ikke medvirken fra A kommune. Den konkrete situation var ikke omfattet af cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser.

A kommune anførte endvidere, at i både SM O-65-93 og SM O-35-92 havde den kommune, der blev pålagt refusionstilsagn, tidligere afgivet refusionstilsagn, hvilket ville sige, at sagerne reelt drejede sig om, hvorvidt man kunne fastholde kommunen på det givne refusionstilsagn. I den konkrete sag havde A kommune ikke givet refusionstilsagn.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om B kommune havde ret til refusion fra A kommune, selvom kvinden var flyttet fra A kommune til B kommune af personlige grunde, uden medvirken fra A kommune, når der ikke i forbindelse med flytningen var sket en ændring af den lagte uddannelsesplan.

B kommune havde ret til refusion fra A kommune for den kommunale andel af udgifter til bistand til kvinden under hendes revalidering, selvom kvindens flytning til B kommune skete uden medvirken fra A kommune.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvindens flytning, som skete af personlige grunde, ikke havde betydet en afbrydelse af den uddannelse, som A kommune havde givet revalideringstilsagn til. Uddannelsen var forløbet i samme spor og i ubrudt forløb.

Ankestyrelse fandt herved, at B kommune var bundet af A kommunes beslutning om revalidering, uanset flytningen ikke var nødvendiggjort af uddannelsesplanen.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.02.1995

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 45 § 11 § 43 § 44

Journalnummer 

20380-94