Ankestyrelsen fandt, at B kommune havde været berettiget til at afslå at meddele samtykke til flytningen. Kommunen var således berettiget til refusion fra A kommune efter reglerne i bistandslovens § 47, stk. 2.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det ikke kunne anses for en boligmæssig forbedring i bistandslovens forstand at yde støtte til etablering i en bolig, der var ulovlig efter anden lovgivning.
Ankestyrelsen gik derfor ikke ind i en vurdering af, om der i den konkrete situation kunne være tale om en boligmæssig forbedring, fordi ansøger var boligløs.
Ankestyrelsen fandt således, at en situation, hvorved der etableredes et ulovligt boligmæssigt forhold, adskilte sig fra situationen, hvor der blev udbetalt kontanthjælp til en ansøger, der allerede havde en ulovlig bolig.
Ankestyrelsen lagde herved til grund, at der ikke var hjemmel til at udelukke en person fra at modtage kontanthjælp eller andre ydelser efter bistandsloven alene med henvisning til, at pågældende boede u lovligt.
Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse nævnets afgørelse.
_____________________________________________________
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j. nr. 20272-95
En institution under Kriminalforsorgen meddelte A kommune, at ansøger forventedes prøveløsladt efter at have afsonet en dom på 8 måneders fængsel. Samtidig blev det oplyst, at ansøger tidligere havde modtaget kontanthjælp fra A kommune, og at pågældende efter løsladelsen agtede at tage ophold i et anneks til et sommerhus beliggende i B kommune, som hans bror ejede sammen med 2 andre. Endvidere blev der ansøgt om kontanthjælp efter § 37 fra løsladelsestidspunktet.
A kommune anmodede herefter B kommune om flyttetilsagn efter bi standslovens § 47. I anmodningen var det bl.a. anført, at pågældende ved løsladelsen var uden fast bolig og stod tilmeldt folkeregistret i A kommune. Endvidere var der vedlagt lejekontrakt, hvoraf det bl.a. fremgik, at lejemålet var indgået uden angivelse af tidsrum, men at dette kunne opsiges med 3 måneders varsel.
B kommune afslog anmodningen om flyttetilsagn med den begrundelse, at den bolig, som pågældende ønskede at leje, var et sommerhus, og at B kommune ikke kunne medvirke til etablering i ulovlig beboelse.
A kommune klagede over B kommunes afslag.
I klagen var det bl.a. anført, at B kommune ved afgørelsen havde lagt vægt på, at der var tale om et midlertidigt lejemål, og at dette var beliggende i et sommerhusområde, hvortil A kommune anførte, at der efter SM O-20-93 ikke kunne meddeles afslag alene under henvisning til, at der var tale om et midlertidigt lejemål. A kommunekonkluderede således, at ansøger var boligløs på ansøgningstidspunktet, og at der derfor var tale om en boligmæssig forbedring efter bistandslovens § 47.
I oversendelsesskrivelse til ankenævnet anførte B kommune bl.a., at B kommune alene havde meddelt afslag med den begrundelse, at der var tale om en ulovlig beboelse, idet den fremsendte lejekontrakt ikke indeholdt bestemmelser om en tidsbegrænset udlejning.
Ankenævnet pålagde ved sin afgørelse B kommune at meddele A kommune samtykke til ansøgers flytning.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på oplysningen om, at klienten var boligløs ved løsladelsen, og at flytningen til adressen i B kommune derfor fandtes at være en boligmæssig forbedring.
Nævnet henledte samtidig B kommunes opmærksomhed på, at der ikke kunne gives afslag alene med den begrundelse, at ansøgeren flyttede til et sommerhus uden helårsstatus.
B kommune anførte i klagen over nævnets afgørelse, at denne var forkert, idet B kommune derved ville medvirke til ulovlig sommerhus beboelse.
