Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet, om ansøgeren var berettiget til at få dækket sine egne udgifter til medicin, i 1. omgang skulle vurderes efter bistandslovens § 46 a.
Denne vurdering skulle foretages af kommunen i 1. instans.
Hvis ansøger herefter stadig havde egenudgifter på mere end 300 kr. pr. måned, skulle spørgsmålet om støtte til ordineret medicin bedømmes efter lovens § 58, jf. bekendtgørelse af 10. juni 1988.
Ved bedømmelsen fandt Ankestyrelsen, at lidelsen ikke kunne udløse støtte efter bekendtgørelsens § 15 om stomihjælpemidler, idet hjælp efter denne bestemmelse i alt overvejende grad er beregnet til dækning af udgifter til poser og kulfiltre (mod lugt), og sådanne udgifter var der ikke tale om i sagen.
Derimod fandt Ankestyrelsen, at ansøger opfyldte betingelserne for at modtage støtte efter bekendtgørelsens § 8 til den medicin og de cremer og salver, som var ordineret til afhjælpning af de varigefølger efter den udførte tarmoperation, og som var tilskuds berettigede efter sygesikringsloven. Ankestyrelsen fandt således, at medicineringen afhjalp følgerne af ansøgers nedsatte funktionsevne i væsentlig grad. Ankestyrelsen fandt endvidere, at betingelsen om, at der skal være tale om tilskudsberettiget medicin, ansås for opfyldt, uanset om tilskuddet ydes efter sygesikringslovens almindelige tilskudsbestemmelser eller efter enkelttilskudsordningen.
Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.