Ankestyrelsens principafgørelse O-43-96

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

09-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 1, stk. 1 og § 46

Ansøger, der var statsløs, kom til Danmark i forbindelse med familiesammenføring i september 1992, hvor hun fik opholds- og arbejds tilladelse i 12 måneder inden den 22. august 1993. Tilladelsen blev givet på betingelse af rejselegitimation gyldig 6 måneder udover tilladelsen. Tilladelsen blev givet med henblik på varigt ophold.

Der var i ægteskabet et fællesbarn.

Ansøger havde siden ankomsten til landet modtaget kontanthjælp.

Hun fik i juni måned 1993 bevilget hjælp til transportudgifter i forbindelse med, at hun skulle have forlænget sin rejselegitimation,hvilket var en forudsætning for at opnå forlængelse af opholdstilla delsen. Rejselegitimationen skulle fornyes på hendes hjemlands ambassade i Stockholm.

I midten af juni måned 1994 søgte parret påny om hjælp til rejseud gifter i forbindelse med, at ansøger skulle til sit hjemland for at få sin rejselegitimation forlænget. Direktoratet for Udlændinge oplyste til kommunen, at der til fami liesammenførte, der endnu ikke havde haft ophold her i landet i 3 år, krævedes gyldig rejselegitimation fra det land, pågældende kom fra.

Årsagen var, at pågældende kunne komme i en situation, hvor der skulle ske udvisning, inden de 3 år var gået.

Direktoratet oplyste endvidere, at rejsedokumentet ikke altid kunne forlænges på ambassaden i Stockholm, navnlig når der var problemermed den fornødne dokumentation for pågældendes tilknytning til X land.

Kvinden havde forinden søgt direktoratet om dansk fremmed pas, men fået afslag på ansøgningen med den begrundelse, at det ikke vardokumenteret, at hun var ude af stand til at skaffe andet rejsedoku ment.

Afgørelsen blev indbragt for Indenrigsministeriet, som fastholdt afslaget og pålagde ansøger at være udrejst inden den 22. august 1994.

Direktoratet udstedte efterfølgende et Laissez Passer for 2 måneder til ansøger, således at hun kunne rejse til X-land. Familien måtte låne penge til rejseudgifterne.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen, idet kommunen ikke mente, at udgifter vedrørende opholdstilladelse, herunder forlængelse af sådanne, var omfattet af bistandslovens § 46.

Kommunen fandt heller ikke, at der kunne ydes forsørgelseshjælp under opholdet, men ville, såfremt familien selv finansierede rejsen, acceptere at yde forbigående hjælp i maksimalt 3 uger under opholdet i X-land.

Under behandlingen af sagen i nævnet blev det oplyst, at ansøgers far i X-land havde en opholdstilladelse, som skulle fornyes hvert år. Dette havde indvirkning på hendes mulighed for at få rejselegitima tion fra myndighederne i sit hjemland.

Nævnet fandt under henvisning til Socialministeriets information af 9. maj 1994 om kontanthjælpsmodtageres mulighed for at være bortrejst fra deres bopæl samt SM O-51-94, at bistandslovens § 1 ikke var til hinder for ydelse af kontanthjælp i en situation som den foreliggende.

Efter en samlet vurdering fandt nævnet dog ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse om afslag på hjælp til rejseudgifter, idet nævnet ikke fandt, at kommunens afgørelse var ulovlig eller åbenbart urimelig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgifter i forbindelse med opretholdelse af opholdstilladelse var omfattet af bistandslovens § 46.

Ankestyrelsen fandt, at hjælp til betaling af rejseudgifter kunne ydes i henhold til bistandslovens § 46, også selv om der var tale om rejse til udlandet. Ankestyrelsen fandt endvidere, at bevilling af hjælp til rejseformål måtte bero på en konkret vurdering af rejsens formål, samt hvorvidt der forelå tilstrækkelig dokumentation herfor, samt om betingelserne for at yde hjælp efter bistandslovens § 46 i øvrigt var opfyldt. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger på ansøgningstidspunktethavde lovligt ophold her i landet, hvor hun boede sammen med ægte fællen og deres fælles barn, og at hendes opholdstilladelse var givet med henblik på varigt ophold.

Ankestyrelsen lagde særligt vægt på, at ansøger var statsløs og havdehaft særlige vanskeligheder med at dokumentere sit tilknyt ningsforhold til X-land, hvilket medførte, at hun var nødsaget til at rejse til sit hjemland for at få ordnet sine papirer. Hun havde i den forbindelse haft særlige udgifter i forbindelse med fornyelse af sin rejselegitimation.

Ankestyrelsen fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at hun ikke havde haft mulighed for at få sit rejselegitimation fornyet alene vedhenvendelse til ambassaden i Stockholm, og at fornyelsen af rejselegitimationen var nødvendig, for at opholdstilladelsen kunne forlæn ges, og for at hun kunne forblive sammen med sin familie her i landet.

Ankestyrelsen forudsatte ved afgørelsen, at ansøger og dennes ægtefælle ikke selv havde midler til at afholde udgiften.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at bistandslovens § 1, ikke var til hinder for, at der kunne ydes kontanthjælp efter bistandslovens § 37, under et kortvarigt ophold i udlandet, såfremt det skete efter aftale med forvaltningen.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.