Ansøger, der var statsløs, kom til Danmark i forbindelse med familiesammenføring i september 1992, hvor hun fik opholds- og arbejds tilladelse i 12 måneder inden den 22. august 1993. Tilladelsen blev givet på betingelse af rejselegitimation gyldig 6 måneder udover tilladelsen. Tilladelsen blev givet med henblik på varigt ophold.
Der var i ægteskabet et fællesbarn.
Ansøger havde siden ankomsten til landet modtaget kontanthjælp.
Hun fik i juni måned 1993 bevilget hjælp til transportudgifter i forbindelse med, at hun skulle have forlænget sin rejselegitimation,hvilket var en forudsætning for at opnå forlængelse af opholdstilla delsen. Rejselegitimationen skulle fornyes på hendes hjemlands ambassade i Stockholm.
I midten af juni måned 1994 søgte parret påny om hjælp til rejseud gifter i forbindelse med, at ansøger skulle til sit hjemland for at få sin rejselegitimation forlænget. Direktoratet for Udlændinge oplyste til kommunen, at der til fami liesammenførte, der endnu ikke havde haft ophold her i landet i 3 år, krævedes gyldig rejselegitimation fra det land, pågældende kom fra.
Årsagen var, at pågældende kunne komme i en situation, hvor der skulle ske udvisning, inden de 3 år var gået.
Direktoratet oplyste endvidere, at rejsedokumentet ikke altid kunne forlænges på ambassaden i Stockholm, navnlig når der var problemermed den fornødne dokumentation for pågældendes tilknytning til X land.
Kvinden havde forinden søgt direktoratet om dansk fremmed pas, men fået afslag på ansøgningen med den begrundelse, at det ikke vardokumenteret, at hun var ude af stand til at skaffe andet rejsedoku ment.
Afgørelsen blev indbragt for Indenrigsministeriet, som fastholdt afslaget og pålagde ansøger at være udrejst inden den 22. august 1994.
Direktoratet udstedte efterfølgende et Laissez Passer for 2 måneder til ansøger, således at hun kunne rejse til X-land. Familien måtte låne penge til rejseudgifterne.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen, idet kommunen ikke mente, at udgifter vedrørende opholdstilladelse, herunder forlængelse af sådanne, var omfattet af bistandslovens § 46.
Kommunen fandt heller ikke, at der kunne ydes forsørgelseshjælp under opholdet, men ville, såfremt familien selv finansierede rejsen, acceptere at yde forbigående hjælp i maksimalt 3 uger under opholdet i X-land.
Under behandlingen af sagen i nævnet blev det oplyst, at ansøgers far i X-land havde en opholdstilladelse, som skulle fornyes hvert år. Dette havde indvirkning på hendes mulighed for at få rejselegitima tion fra myndighederne i sit hjemland.
Nævnet fandt under henvisning til Socialministeriets information af 9. maj 1994 om kontanthjælpsmodtageres mulighed for at være bortrejst fra deres bopæl samt SM O-51-94, at bistandslovens § 1 ikke var til hinder for ydelse af kontanthjælp i en situation som den foreliggende.
Efter en samlet vurdering fandt nævnet dog ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse om afslag på hjælp til rejseudgifter, idet nævnet ikke fandt, at kommunens afgørelse var ulovlig eller åbenbart urimelig.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgifter i forbindelse med opretholdelse af opholdstilladelse var omfattet af bistandslovens § 46.