En familie fik i 1989 af en kommune bevilget støtte til ændring af boligen (ændret indretning af badeværelse) på grund af datterens handicap.
Datteren afgik ved døden og ved afgørelse af 7. april 1994 gav kommunen afslag på retablering af badeværelset under henvisning til, at der ifølge bistandslovens § 59, Socialministeriets cirkulære af 17. december 1986, pkt. 4, samt SM nr. O-30-94 ikke var mulighed for at bevilge hjælp til retablering af boligen.
Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse, idet en retablering af badeværelset ansås for nødvendig. Nævnet besluttede på denne baggrund at pålægge kommunen at drage omsorg for en retablering af badeværelset.
Nævnet lagde vægt på, at Ankestyrelsen havde bestemt, at der ikke var mulighed for retablering, hvis der ikke på det tidspunkt, boligændringen blev bevilget, blev truffet aftale herom. Nævnet fandt imidlertid, at en forudsætning for at en sådan aftale kunne træffes var, at kommunen ydede borgeren den fornødne vejledning om sådanne betingelser. Nævnet konstaterede, at kommunen i følge dens egne oplysninger ikke havde ydet en sådan vejledning.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at ændringen af badeværelset ikke havde været at betragte som en forbedring af boligen, men som en nødvendig tilretning.
Retableringen ville omfatte sænkning af badekar og flytning af blandingsbatteri samt reparation af vægge, hvor der havde været puslebord og håndvask.
I klagen anførte kommunen bl.a., at nævnets afgørelse ikke var i overensstemmelse med Ankestyrelsens afgørelse i SM O-30-94.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring afom der kunne ske retablering af badeværelse i henhold til bi standslovens § 59, når der ikke var indgået aftale herom, forinden ændringerne blev foretaget, og om kommunen havde vejledningspligt om, at en sådan aftale skulle være indgået.
