Ankestyrelsens principafgørelse K-2-96

Der er kommet nye regler på området

Lov om kommunal aktivering - lovbekendtgørelse nr. 150 af 8. marts 1995 - § 21

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 21659-94: Ansøger startede en enkeltmandsvirksomhed den 1. september 1993. Hunfandtes i den forbindelse berettiget til at modtage igangsæt ningsydelse efter den daværende § 42 a i bistandsloven.

Efter lovændringen, hvor § 42 a i bistandsloven blev afløst af § 21 i lov om kommunal aktivering fik ansøgeren den 1. januar 1994 forlænget sin tilskudsperiode til 2 1/2 år. Den 8. marts 1994 meddelte ansøger kommunen, at hun ville ændre sin enkeltmandsvirksomhed til et interessentskab fra 1. april 1994, idet hun ville tage en anden person med ind i firmaet.

Kommunen meddelte ansøger, at man ikke ville acceptere, at hun havde et flermandsfirma, idet kommunen var af den opfattelse, at ordlyden i loven om, at der skulle være tale om at etablere og drive selvstændig virksomhed, betød, at der skulle være tale om et enkeltmandsfirma.

Nævnet fandt, at ansøger fortsat opfyldte betingelserne for at oppebære igangsætningsydelse efter § 21 i lov om kommunal aktivering, idet hun også efter omdannelse af sit firma til interessentskab i foråret 1994 drev selvstændig virksomhed.

I klagen anførte kommunen bl.a., at formålet med indførelsen afigangsætningsydelsen i bistandslovens § 42 a var at aktivere kon tanthjælpsmodtagere, så den pågældende blev i stand til at klare sig selv ved sin virksomhed, men kunne gå tilbage til almindelig kontanthjælp, hvis det mislykkedes.

Bemærkningerne til bestemmelsen i bistandslovens dagældende § 42 a syntes ifølge kommunen at forudsætte, at der var tale om personligtdrevne enkeltmandsvirksomheder. Ordningen var tænkt enkel at admini strere, uden komplicerede vurderinger af f.eks. virksomhedens bæredygtighed.

Ordningen i § 42 a blev fra den 1. januar 1994 videreført uændret i aktiveringslovens § 21, bortset fra forlængelse af ydelsesperioden og bruttoficeringen.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste kommunens skatteforvaltning, at interessentskabet var momsregistreret, og at interes senterne var registreret som selvstændige, og begge havde SE-nr. De hæftede personligt for gælden, og overskuddet deltes mellem dem. Skattemæssigt hørte de under personbeskatningen og ikke sel skabsbeskatningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes igangsatningsydelse efter § 21 i lov om kommunal aktivering til etablering eller omdannelse af et firma til interessentskab.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at forudsætningen for at modtage igangsætnings ydelse var, at pågældende kunne anses for at drive selvstændig virksomhed, jf. lov om kommunal aktivering § 21, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt i den forbindelse ikke, at der ud fra bestemmel sen i § 21 i lov om kommunal aktivering eller dens forarbejder kunne stilles krav om, at der skulle være tale om en enkeltmandsvirksomhed.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger også efter omdannelse afvirksomheden til et interessentskab måtte anses for at være selv stændig og dermed berettiget til igangsætningsydelse.

Ved vurderingen heraf fandt Ankestyrelsen, at der bl.a. måtte lægges vægt på hæftelsesforholdet, ansættelsesforholdet og de skattemæssige forhold.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20974-95: Ansøger fik af kommunen bevilget igangsætningsydelse pr. 1. maj 1994 under opstart af selvstændig virksomhed. Ydelsen skulle strække sig over 2 1/2 år. Selskabet blev drevet i anpartsform, hvilket kommunen var bekendt med. Kommunen havde i forbindelse med bevillingen oplyst ansøger om, at der ikke måtte være tale om lønindtægt, og at ansøger skulle registreres som selvstændig.

Den 4. oktober 1994 meddelte kommunen ansøger, at det var oplyst, at han havde søgt om sygedagpenge på grund af sygdom, og at han i den anledning havde indsendt lønsedler for at få beregnet dagpenge.

Ansøger oplyste, at årsagen til, at han nu fik lønindtægt på 14.000 kr. pr. måned, var, at han i starten gik og hævede lidt penge, når der var brug for det, men da hans revisor fortalte ham, at det var ulovligt, blev han opfordret til at tage fast løn som direktør i selskabet.

Ansøger oplyste endvidere, at han havde forstået kommunens vejledning om ikke at have andre indtægter, sådan at han ikke måtte have andre indtægter end fra firmaet, hvilket han heller ikke havde. Selskabet havde SE-nr., og han var eneste anpartshaver.

Kommunen meddelte herefter, at ansøger ikke var berettiget til ydelser efter lov om kommunal aktivering, da han havde modtaget lønindtægt. Endvidere besluttede kommunen, at hjælpen fra 1. april til 31. oktober 1994 skulle tilbagebetales.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling af kontant hjælp for april måned 1994. Begrundelsen var, at ansøger havde haft indtægter ved driften af et anpartsselskab siden marts måned 1994, uden at det efter det oplyste fremgik, at kommunen havde fået meddelelse herom.

Med hensyn til tilbagebetalingen af igangsætningsydelsen for perioden den 1. maj til 31. oktober 1994 fandt nævnet ikke grundlag for, at kommunen kunne kræve tilbagebetaling for denne periode.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ikke efter de foreliggende oplysninger kunne antages at have modtaget de udbetalte ydelser mod bedre vidende.

Nævnet fandt ikke grundlag for at pålægge kommunen at fortsætte udbetalingen af igangsætningsydelse.

Efter nævnets opfattelse havde ansøger ikke været berettiget til udbetaling af igangsætningsydelse, idet han på ansøgningstidspunktethavde lønindtægt og således i realiteten ikke var omfattet af bi standsloven.

Klagen til Ankestyrelsen vedrørte alene spørgsmålet om standsning af fortsat udbetaling af igangsætningsydelse for perioden efter oktober 1994.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen havde kommunens skattefor valtning oplyst, at anpartsselskaber var selvstændige retssubjekter, personerne var ansatte og hæftede ikke personligt for selskabets gæld. Selskabet var momsregistreret.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om § 21, stk. 4, i lov om kommunal aktivering begrænsede en ansøgers muligheder for etablering af selvstændig virksomhed, således at der ikke kunne bevilges igangsætningsydelse til etablering af anpartsselskab, hvor ansøgeren fik en fast månedlig lønindtægt.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at forudsætningen for at modtageigangsætningsydelse var, at ansøger måtte anses for at være selv stændig, jf. lov om kommunal aktivering § 21, stk. 1.

Ved vurderingen heraf fandt Ankestyrelsen, at der bl.a. måtte lægges vægt på hæftelsesforholdet, ansættelsesforholdet og de skattemæssige forhold.

Ankestyrelsen lagde i den konkrete sag vægt på, at anpartsselskabet måtte betragtes som et selvstændigt retssubjekt.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger var registreret som ansat direktør i selskabet med en månedlig løn på 14.000 kr.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at ansøger blev beskattet som lønmodtager og ikke hæftede personligt for selskabets gæld.

Da han således var lønmodtager, opfyldte han ikke betingelserne for at modtage igangsætningsydelse.