Ansøger, der var alene med et mindreårigt barn, havde modtaget kontanthjælp siden 1990.
På grund af en ryglidelse fik hun i 1993 bevilget støtte efter bistandslovens § 43 til uddannelsen som levnedsmiddeltekniker. Hun blev optaget på Slagteriskolen i Roskilde, og der udbetaltes bruttorevalideringsydelse til hende fra dette tidspunkt.
Ansøger ophørte på skolen i februar måned og ansøgte herefter kom munen om kontanthjælp. Som begrundelse for ophøret henviste ansøger bl.a. til, at hun ikke kunne overskue den hårde skolegang, og at hun ikke havde tilstrækkelig tid sammen med datteren.
Kontanthjælpen blev udbetalt med 8.852 kr. pr måned. Kommunen fandt ikke, at ansøger var berettiget til særlig hjælp efter bistandslovens § 37 a, idet bruttorevalideringsydelsen ikke kunne lægges til grund ved beregningen af ansøgers hjælp, da den alene var udbetalt i 2 måneder. Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøger ikke var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37 a.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at niveauet skulle fastsættes på baggrund af den oprindelige sociale begivenhed, der udløste behov for hjælp.
I klagen til Ankestyrelsen anførtes det bl.a., at det ønskedes klarlagt, hvorfor bruttorevalideringsydelse ikke var ligeså god en indtægt som løn. Der henvistes til, at såfremt ansøger havde haft 1 måneds høj løn, så ville hun ved tilbagevenden til bistandssystemet have fået beregnet sin hjælp på grundlag af denne ene måneds løn.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilket beregningsgrundlag der skal anvendes i relation til bistandslovens § 37 a, når en ansøger efter i kortere tid at have modtaget bruttorevalideringsydelse opgiver revalideringsforløbet og vender tilbage til kontanthjælp.