Ankestyrelsens principafgørelse O-24-96

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 37

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 2, stk. 2, nr. 1 og § 4

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 11

Ansøger, der var tysk statsborger, flyttede i 1991 til en kommune, hvor hendes datter boede. Som betingelse for, at hun kunne opnå opholdstilladelse, underskrev datteren en garantierklæring om forsørgelse. Ansøger modtog tysk pension med ca. 62.000 kr. årligt brutto.

Efter skatteomlægningen pr. 1. januar 1994, hvor det dobbelte personfradrag for pensionister bortfaldt, fik ansøger økonomiske problemer, idet hun ikke længere selv var i stand til at afholde sine faste udgifter samt udgifter til underhold.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på personligt tillæg efter lov om social pension § 17 med henvisning til, at ansøger ikke opfyldte lovens betingelser for tilkendelse af pension.

Nævnet gav samtidig kommunen medhold i, at ansøger ikke var berettiget til løbende hjælp til underhold efter bistandslovens § 37 og § 37 a, da hjælp efter denne bestemmelse ikke omfattede pensionister, men personer, som igen formodedes at kunne blive selvforsørgende.

Nævnet fandt derimod, at ansøger havde mulighed for at søge om hjælp efter bistandslovens § 46 a til helbredsbetingede udgifter.

Nævnet tog ikke ved afgørelsen stilling til betydningen af den af datteren underskrevne garantierklæring. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en ansøger, der modtager udenlandsk pension, har mulighed for at opnå personligt tillæg i henhold til lov om social pension, samt om ansøger i modsat fald opfylder betingelserne for at modtagekontanthjælp, herunder betydningen af, at der er afgivet garanti erklæring.

Ansøger havde ikke ret til personligt tillæg efter lov om social pension § 17, da hun ikke havde haft fast bopæl i Danmark mellem det fyldte 15. og det fyldte 67. år. Dette var en betingelse for ret til ydelser efter lov om social pension, jf. § 4.

Da hun først tog ophold i Danmark efter det fyldte 67. år, havde hun ikke optjent ret til ydelser efter lov om social pension, og man kunne som følge heraf heller ikke anvende reglerne i EF-forordning nr. 1408/71 om sammenlægning af forsikrings- eller bopælsperioder, således at hun herved opnåede ret til ydelser efter lov om social pension.

Vedrørende spørgsmålet om hjælp i henhold til bistandslovens regler har udlændinge, der lovligt opholder sig her i landet, ret til kontanthjælp under de samme betingelser som danske statsborgere.

Ændringer i skattelovgivningen kunne ikke anses for at være en sådan ændring i forholdene (en social begivenhed), der i sig selv kunne berettige til hjælp i henhold til §§ 37, 37 a og 46 i bistandsloven.

Ankestyrelsen havde derimod tidligere truffet afgørelse om, at i en situation, hvor ansøger var kommet her til landet efter det fyldte 60. år, og hvor en garantierklæring havde været aktuel på grund af manglende beskæftigelsesudsigter, kunne arbejdsmulighederne, jf. § 40, anses for at være udnyttede.

Ankestyrelsen fandt, at der ved vurderingen af, hvorvidt ansøger kunne anses for at have tilstrækkelige midler til rådighed til sin forsørgelse, måtte tages hensyn til, at hendes datter havde afgivet garantierklæring vedrørende hendes forsørgelse.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at ansøger havde ret til kontant hjælp i henhold til bistandslovens bestemmelser.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger dels gennem ydelser fra den tyske pensionsforsikring, dels gennem eventuelle ydelser fra sin datter måtte anses for at have tilstrækkelige midler til sit underhold.

Ansøger henvistes således til at gøre garantierklæringen gældende overfor datteren.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at ansøger havde mulighed for at søge om hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a til helbredsbetingede udgifter, såfremt hun opfyldte lovens øvrige betingelser herfor, herunder at hun ikke kunne anses for selv at have midler til at afholde udgifterne. Der skulle således også i denne forbindelse tages hensyn til de midler, som ansøger havde mulighed for at opnå fra datteren i henhold til den afgivne garantierklæring.

Med ovennævnte tilføjelser tiltrådte Ankestyrelsen ankenævnets afgørelse.