Ansøger, der var gift og havde 2 børn, påbegyndte i august 1991 uddannelse på en højere læreanstalt med støtte i form af lån og stipendier fra Statens Uddannelsesstøtte. Han havde fået afslag på hjælp i henhold til bistandslovens § 43 til uddannelsen, idet uddannelsesplanen ikke fandtes realistisk.
I oktober 1992 klagede ansøger med henvisning til bistandslovens § 38 over, at kommunen ved beregningen af ægtefællens kontanthjælp ikke tog hensyn til de udgifter, der fulgte af uddannelsen, og som dannede grundlag for modtagelsen af Statens Uddannelsesstøtte, idet kommunen ikke havde nedsat indtægterne med de nødvendige udgifter til transport og materialer.
Ankenævnet fandt den 8. juli 1993 ikke grundlag for at ændre kommu nens afgørelse, idet bistandslovens § 38, stk. 1, omhandlede fradrag for nødvendige udgifter til arbejdsredskaber, beklædning samt transport i forbindelse med erhvervelse af indtægter, og nævnet mente ikke, dette fradrag kunne benyttes i forbindelse med udgifter forbundet med de pågældende studier.
Ankestyrelsen afviste i oktober 1993 at behandle nævnets afgørelse af 8. juli 1993, idet sagen ikke fandtes at indeholde spørgsmål af principiel betydning. Ankestyrelsen henviste samtidig til det anførte i SM O-52-93.
I SM O-52-93, der blev offentliggjort 15. juli 1993, fastslog Ankestyrelsen, at obligatorisk undervisningsmateriale i forbindelse med lønnet uddannelse kunne sidestilles med nødvendige udgifter til arbejdsredskaber, således at der ved beregning af supplerende kontanthjælp skulle foretages fradrag herfor i indtægten, før denne blev fradraget i hjælpen.
Efter Ankestyrelsens afvisning af 6. oktober 1993 rettede ansøger påny henvendelse til kommunen, der meddelte, at der med virkning fra 1. august 1993 ved udmåling af kontanthjælp ville kunne fradrages transportudgifter og obligatorisk undervisningsmateriale i henhold til bistandslovens § 38, stk. 1, pkt. 2.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at man først havde fået kendskab til SM O-52-93 ved udsendelsen.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter der ved udmålingen af kontanthjælp til ansøger og dennes ægtefælle skulle ske fradrag for indtægter, men således, at indtægterne forinden skulle nedsættes med et beløb svarende til udgifterne til det obligatoriske og dermed nødvendige undervisningsmateriale og dokumenterede transportudgifter. Nævnet fandt endvidere, at der med SM O-52-93 var tale om en praksisændring, der havde beroet på afklaring af et tvivlsomt fortolknings spørgsmål, hvorefter praksisændring havde virkning fra det tidspunkt, hvor fortolkningsspørgsmålet kunne anses for afklaret, og hvor de myndigheder, der administrerede reglerne, måtte antages at være orienteret herom, jf. SM O-55-85.
Nævnet tiltrådte, at ovenstående praksisændring skulle have virkning fra 1. august 1993, idet SM O-52-93 blev udsendt 15. juli 1993.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af retsvirkningerne af en SM for sager, der allerede var under behandling på tidspunktet for SM'ens offentliggørelse, samt omtransportudgifter og obligatorisk undervisningsmateriale i for bindelse med uddannelse, hvortil der modtages SU, var omfattet af ordlyden i bistandslovens § 38, stk. 1.
